Af redaktionen.
Den 9. juni afholdes de såkaldte EU-parlamentsvalg, plakater for alle de forskellige borgerlige parlamentariske partier forstyrrer allerede nu gadebilledet.
EU fremhæves som en »demokratiets bastion«, men i virkeligheden er der ikke noget som helst demokratisk over den. Dette blev afsløret overfor både masserne i Danmark og resten af verden den 18. maj 1993 dengang Danmark blev meldt ind i EU:
Historien om den 18. maj 1993 og Danmarks indlemmelse i EU
I sommeren 1992 afholdtes folkeafstemningen om Maastricht Traktaten og dermed Danmark indlemmelse i EU. Folkets stemme blev, imod bourgeoisiets forventninger, et resolut NEJ. Bourgeoisiet, som havde et fast ønske om at melde Danmark ind i EU, forsøgte sig derefter gennem diverse skrammekampagner, trusler om fallit og økonomiske kriser at stable en ny »folkeafstemning« sammen den 18. maj 1993. Gennem især SF’s forræderi blev der mæglet en nødplan den såkaldte ›Edinburghaftale‹ med fire forbehold, det såkaldte ›nationale kompromis‹.
Resultatet blev et snævert ja, som betød Danmarks indlemmelse i EU. Dette resulterede samme dag i et enormt oprør fra masserne, som ikke accepterede at blive narret efter at have stemt nej allerede én gang for mindre end et år tidligere. Denne anden ›folkeafstemning‹ afslørede fuldstændig den demokratiske facade for hvad den i virkeligheden er: bourgeoisiets diktatur.
Især i Nørrebro kom massernes kamp stærkt til udtryk. Nørrebrogade blev barrikaderet og anti-EU bannere blev ophængt. Politiet forholdt sig i første omgang afventende og måtte registrere at masserne tog magten på gaden. En kraftig manifestation af 20 års frustration over alle løgnene, som bourgeoisiets trusler om at flytte produktionen til udlandet i tilfælde af et nej osv., kom nu til udtryk. 20 års frustration over med vold og magt at være blevet tvunget ind i det imperialistiske EU, over at være blevet snydt og bedraget efter nej’et året før og gennemtvingelsen af et ja, via en ny afstemning. Det var en spontan erkendelse blandt masserne om at »demokratiet« ikke er andet end et tyndt fernis, der skal dække over og legitimere bourgeoisiets diktatur. Det var baggrunden for at masserne denne aften strømmede til det barrikaderede område og tog sagen i egen hånd. Det var grunden til at en af repræsentanterne for den danske monopolkapital, Den Danske Bank, fik knust ruder og ødelagt inventar.
Efter et stykke tid, rykkede politiet frem og fyldte hele kvarteret med tåregas. Det lykkedes at splitte manifestationen i første omgang, men først efter kamp. Imidlertid samledes en større folkemængde på Skt. Hans Torv og lavede på ny barrikader. Der var en temmelig stor folkemængde tilstede. Det var i denne situation, at politiet hovedløst rykkede frem, med en forholdsvis lille styrke på omkring 30 mand. Imod sig havde de den store folkemængde, der nu ovenikøbet var rasende over at være blevet udsat for tåregassen og som desuden havde ca. 2 tons brosten ved hånden, eftersom Skt. Hans Torv var under ombygning.
Politikæderne kom hurtigt under pres og i stedet for at trække sig, begyndte de simpelthen på en nedskydning af folkemængden. To skudsalver var der tale om med 50 sekunders mellemrum. Flere blev såret og faldt, men alligevel fortsatte masserne modigt kampen. Der var intet der kunne overbevise dem om at det ikke var retfærdigt at gøre oprør. Politiet fik dog efterhånden mere kontrol og blev forstærket med 50 ekstra betjente. På trods af at politiet efter 10 minutter havde nogenlunde styr på situationen, så trak de igen pistolerne og fyrede for tredje gang løs ind i folkemængden, der var blevet betydelig mindre.
Den 18. maj er en vigtig dag, fordi der her blev vist en ikke længe set styrke og mod i det danske folk. Her så vi den voldsomme og overvældende modstand som masserne udøvede, forårsaget af ægte klassehad, og som politiet ikke kunne holde tilbage på trods af at de affyrede over l00 skud, mange direkte ind i folkemængden. Den kraft massernes vrede udløste, sendte således chokbølger gennem både det danske bourgeoisi og hele EU-bureaukratiet, og stjal til forbitrelse for dem hele TV-billedet, fra det »lille lykkelige Danmark«, da billederne af massemes modige kamp gik verden rundt.
Det er også en vigtig dag, fordi statens brutale repression og klassekarakter kom til udtryk på en afskyelig måde, da politiets brutale fremfærd resulterede i at mindst 11 såredes af pistolskud. Hvorefter størstedelen af politikerne selvfølgelig straks bakkede politiet op og støttede denne kyniske gerning.
Officielt blev 11 såret ved skudepisoderne og heraf blev 9 indlagt på Rigshospitalet. Ved et sandt lykketræf, blev ingen slået ihjel, på trods af at flere blev ramt i maven og en enkelt i kæben, tæt på halspulsåren, mens andre blev ramt i ryggen, skulderen, i arme eller ben.
Bourgeoisiet dækker over kendsgerningerne
Bourgeoisiets repræsentanter i Folketinget roste derefter på modbydelig vis politiets misgerninger og konkluderede, oven på flere efterfølgende bestillingsværker til rapporter, ›at politiet handlede retfærdigt‹. På denne måde har de legitimeret handlingen og banet vejen for at politiet kan gentage episoden en anden gang og fortsat nyde bourgeoisiets fuldstændige støtte.
I deres rapporter beskrives skudepisoden som én samlet episode med kun én skudsalve afgivet, selvom der fandt tre skudsalver sted: to med 50 sekunders mellemrum og den tredje med ti minutters mellemrum. På denne måde bliver virkeligheden dækket til af en åbenlys løgn, fordi den afslører den danske imperialismes sande ansigt.
I dag portrætteres den 18. maj som en tragisk dag, hvor politiet var ›trængt op i en krog‹ og ›ikke havde nogen anden udvej‹. På den anden side protrætteres masserne bare som ›dem der blev skudt ned‹, mens deres heltemod og urokkelige kampvilje mod kapitalismen og imperialismen ignoreres. Bourgeoisiet forsøger også at portrættere dagen som »de autonomes dag« gennem kontrol af medierne.
Den 18. maj viser i virkeligheden at masserne kæmper og altid har kæmpet, og at den 18. maj 1993 var et udtryk for en i lang tid uset vækkelse blandt masserne i Danmark, som rejste sig i en mægtig kamp, på trods af at mere end ét hundrede skarpe skud fløj lige mod dem. Et sådan heltemod var ikke blevet udvist siden besættelsestiden under 2. verdenskrig.
Det er derfor en hån mod masserne at der netop sættes valgplakater op den 18. maj til EU-parlamentsvalgene præcist 31 år efter episoden fandt sted.
EU og den danske imperialisme er to sider af samme mønt
EU er en Union af imperialister og skal bekæmpes. Men der findes naive elementer på venstrefløjen, specielt blandt tilhængerne af »Det Anti-monopolistiske Demokrati«, der vender tingene på hovedet. Disse elementer opfordrer til parlamentarisk kretinisme gennem valgdeltagelse for »at få Danmark stemt ud af EU« eller at »reformere EU indefra«. De portrætterer Danmark som en form for undertrykt nation, undertrykt af den »Europæiske imperialisme« og opfordrer til enhedsfront med det ikke-monopolistiske bourgeoisi imod monopolerne.
Med dette skubber organisationer som ›Folkebevægelsen mod EU‹ og Enhedslisten en småborgerlig nationalistisk prædiken, der på ingen måde fundamentalt udfordrer den danske imperialisme. Den danske imperialisme er frivilligt indgået i EU i dens ønske om i ledtog og strid med især den tyske imperialisme at udbytte de østeuropæiske nationer, som den gjorde under både 1. og 2. verdenskrig som Tysklands blindtarm. ›Folkebevægelsen mod EU‹ hægter sig på andre fraktioner af bourgeoisiet, der enten er overvejende pro USA og England eller pro Rusland i stedet for at skabe et revolutionært alternativ. Deres parlamentariske kretinisme har nu i mere end 30 år ikke ledt dem nogen steder hen, og deres bevægelse er gået fra det ene nederlag til det andet. Deres revisionisme er kollapset. Dette har ledt til at de mistede deres mandat i EU til Enhedslisten og ikke engang har kunnet samle underskrifter nok sammen til at kunne stille op igen ved dette års valg.
Men bare fordi at revisionisterne fejler, betyder det ikke at masserne ikke ønsker at kæmpe. Dette er allerede blevet bevist gennem proletariatets og bøndernes kampe imod monopolerne og EU-bureaukratiets udbytning i dette år alene. Klassekampens intensivering vil uden tvivl fremskynde EU’s sammenbrud. Hertil påhviler det de revolutionære at bidrage mest muligt ved at lave revolutionen i vort eget land. Revolutionen er den politiske og historiske hovedtendens i verden og vi befinder os på nuværende tidspunkt i indledningen af en Ny Stor Bølge af den proletariske verdensrevolution.
EUs sammenbrud er uundgåelig, fordi EU i sin essens og strategisk set er en papirtiger. Selvom den af udseende ser mægtig ud er den svag fordi den er adskilt fra masserne, der er de egentlige magthavere og skabere af historien. Europas folk foragter EU og dette forøges kun af de talrige problemer som EU står overfor.
Boykot EU-valget!
Med den russiske aggressionskrig mod Ukraine skærpedes og fordybedes reaktionæriseringen af de europæiske medlemslande. Uhyre krigsbudgetter er blevet spenderet på proletariatets og verdens folks bekostning, alt i mens de forbereder sig på den ny genopdeling af verden: en tredje imperialistisk verdenskrig. Dette blev tydeliggjort i Mette Frederiksens seneste statsvisit i Frankrig hos hendes kollage Macron, hvor hun sagde »Europa skal investere meget mere i forsvar«.
Den fælles politik, som EU fører, er åbenlyst reaktionær, kriminel og i imperialisternes tjeneste. Det kan ikke ændres indefra. Et undertrykkelsesinstrument er et undertrykkelsesinstrument. Der er mange eksempler. I parlamentarisk politik bruges Den Europæiske Socialfond (ESF) til at afpresse undertrykte EU-medlemslande til at acceptere imperialisternes betingelser. I industrien udbreder de hyklerisk »økologien« for at fremme eksporten af finanskapital til undertrykte nationer uden for EU. Ved grænserne har de forskellige migrationspagter forvandlet Middelhavet til en massegrav og begået folkemord på tusindvis af mennesker. På landet underlægger den fælles landbrugspolitik (CAP) den lille producent monopolerne. På kulturområdet finansierer de kulturelle og sociale projekter, der fremmer »den europæiske ånd«. Det vil sige individualisme, borgerligt demokrati og antikommunisme. Alt dette i en voksende spiral af militarisering og krigsførelse.
Men den voksende reaktionærisering af EU, militariseringen og krigsliderligheden er ikke tegn på EU’s triumf. Tværtimod er det et bevis på dens dybe krise og forrådnelse. Siden begyndelsen af dette årti er imperialismens og den bureaukratiske kapitalismes krise blevet forværret i hele verden og har fordybet sin forrådnelse. Imperialisterne kan ikke fortsætte med at regere som før. Hovedmodsætningen i øjeblikket – og samtidig imperialismens hovedmodsætning – er modsætningen mellem de undertrykte nationer og de imperialistiske supermagter og magter. Massernes eksplosivitet får imperialisterne, de reaktionære og revisionisterne til at skælve. Lidt efter lidt manifesterer en ny periode med revolutioner sig som en del af den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution.
Dette sker over hele verden, og logisk nok også på »det gamle kontinent«. Mobiliseringerne og kampene i solidaritet med den Heltemodige Palæstinensiske Nationale Modstand viser det borgerlige demokratis hykleri, hvor masserne på trods af undertrykkelse kæmper og vil fortsætte med at kæmpe for Palæstina
Der er derfor brug for en Anti-EU-bevægelse, en bevægelse der bekæmper den Europæiske Union til tjeneste for erobringen af Magten i landet og den Proletariske Verdensrevolution. Det vil konkret sige en bevægelse vejledt af maoismen, der tjener rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti.
Vi opfordrer derfor alle, som læser med til at boykotte de kommende EU-valg, da dette tjener til at delegitimere EU, der desperat forsøger at opretholde sig selv gennem et slør til en demokratisk facade. Man hører tit autoriteter på borgerlige platforme og i den borgerlige presse at »det er lige meget hvad man stemmer på, så længe at man stemmer«. På denne måde ser vi hvor desperate de er for at høste en tilslutning til og legitimere deres system. Lad os huske den 18. maj og kæmpe gøre modstand den danske imperialisme og den Europæiske Union, en alliance af imperialister dækket til af massernes blod fra top til tå.
Læs også:
Røde Fane 