Af J. F.

Færøerne er i øjeblikket lammet af en storstrejke. Arbejderne fra de færøske fagforeninger Færøernes Arbejderforbund, Havnearbejdernes Forbund, Klaksvík Arbejderkvindeforeningen og Klaksvík Arbejderforeningen har til sammen iværksat en storstrejke, der kræver en lønstigning på 13-15 procent. De strejkende arbejdere er bl.a. fiskefabriksarbejdere, rengøringspersonale, buschauffører, renovationsarbejdere, havnearbejdere og ansatte inden for servicebranchen. Tilsammen udgør de strejkende arbejdere 10 procent af hele Færøernes befolkning.

Denne enorme mobilisering af proletariatet på Færøerne finder sted oven på uoverensstemmelsen af »OK24«, som er tilsvarende den samme korporativistiske »danske« eller »nordiske« model af »forhandlingerne« mellem fagtoppen, bourgeoisiet og den borgerlige stat. Forhandlingerne brød sammen den 1. maj i år, eftersom ingen enighed var nået, hvorefter storstrejken indledtes den 14. maj.

Konsekvensen af strejken har indtil videre betydet at al import og eksport fra landet er blevet sat i stå – som undertrykt nation og koloni er Færøerne stærkt afhængig af import fra den danske imperialisme. Biler og busser holder stort set stille pga. manglen på brændstof. De fleste hylder i supermarkederne står nu tomme pga. hamstringer og mangel på import. Desuden må nu en masse ikke-strejkende arbejdere alligevel blive hjemme fordi flere børneinstitutioner lukker ned pga. manglen på rengøring og ophobning af skrald.

De landsudsælgende politikere på Færøerne ryster og frygter at »at landet bliver kastet ud i et frit fald«, mens de indædt forsøger at varetage storbourgeoisiets og imperialisternes interesser i landet ved at give støtte til arbejdsgiverforeningerne.

Bourgeoisiet har forsøgt at spise strejkerne af med en sølle 9 procent i lønstigning, som på ingen måde kompenserer for inflationen. Dette er der blevet takket nej til. På trods af lamslåningen af økonomien rapporteres det at det politiske klima indtil videre er »mere roligt end forventet«. Men samtidig er der ikke meget der tyder på, at hverken bourgeoisiet eller arbejderne ønsker at give sig, og i takt med at flere husstande løber tør for mad og manglen på import og eksport kommer stærkere til udtryk, forventes klassekampen også at skærpes yderligere, hvis ikke arbejderne får deres krav opfyldt.