Af redaktionen
Vi bringer en uofficiel dansk oversættelse af Antiimperialistisk Forbunds ideologisk-politiske indhold, som er blevet publiceret på flere sprog på the Red Herald.
Besøg Antiimperialistisk Forbunds hjemmeside her: ail-red.com
Kontakt Antiimperialistisk Forbund her: contact.ail@proton.me
Antiimperialister i hele verden, foren jer!
ANTIIMPERIALISTISK FORBUNDS IDEOLOGISK-POLITISKE INDHOLD
Imperialismen, som er kapitalismens højeste stadium, er et monopolistisk, forfaldent, døende, og bestemt af sine egne modsætninger, er det et uundgåeligt destruktivt system af undertrykkelse og udbytning. Det er et system, der er baseret på stræben efter den største profit for monopolkapitalen. Uddybende og udbredt udbytning, ubegrænset ødelæggelse af naturen og af levende væseners naturlige levesteder, støtte til alle former for reaktionære, skabelse og opretholdelse af fjendtligheder mellem folk, forhindring af folkenes selvbestemmelse og nationale uafhængighed, endeløse uretfærdige krige for opdeling og genopdeling af markeder, energi, billig arbejdskraft og råstofressourcer, de massive stigninger i ressourcer til krigsbudgetter, alt dette tjener kun ét formål: for enhver pris at sikre opretholdelsen af monopolernes herredømme over verden. Siden overgangen fra kapitalisme med fri konkurrence til monopolkapitalisme og frem til i dag er der blevet udkæmpet to store imperialistiske krige om verdensopdeling for at opretholde dette system, hvilket har kostet millioner af menneskeliv, og der har været snesevis af regionale krige, enten gennem direkte besættelse af imperialisterne eller under deres ledelse eller gennem deres provokation.
Den første imperialistiske verdenskrig kostede 40 millioner mennesker livet, primært i Europa. Den anden imperialistiske verdenskrig kostede næsten 100 millioner, hvoraf mere end 30 var fra Sovjetunionen, da de besejrede fascismen i den store fædrelandskrig. I anden halvdel af det 20. århundrede og i det 21. århundrede har USA besat og ført aggressionskrige i bl.a. Korea, Laos, Cambodja, Vietnam, Den Dominikanske Republik, Nicaragua, El Salvador, Cuba, Haiti, Panama, Somalia, Bosnien, Kosovo, Libyen, Syrien, Filippinerne, Centralafrika, Irak og Afghanistan. Alene i forbindelse med USA’s aggression i det store Mellemøsten siden 2001 anslås dødsfaldene til 1 million og de indirekte dødsfald til 3,5 millioner. USA’s lakaj, Israel, har besat Palæstina og dræbt over tusinder af palæstinensere, næsten 5.000 palæstinensere er fængslet pr. marts 2023, og tusinder er blevet fordrevet. De europæiske imperialistiske lande har – enten ensidigt eller i midlertidige imperialistiske alliancer – besat nationer og lande som Irland, Egypten, Sudan, Sierra Leone, Yemen, Mali, Den Centralafrikanske Republik, Elfenbenskysten, Tchad, Marokko m.fl. Alene i perioden 2014-2018 har Frankrig med 4.000 franske tropper besat Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad, hvilket har forårsaget tusindvis af dødsfald og millioner af fordrevne og flygtninge. Den russiske imperialisme har – efter de revisionistiske socialimperialisters sammenbrud (et sammenbrud, der også blev fremskyndet af den imperialistiske besættelse af bl.a. Afghanistan og Tjekkoslovakiet) – invaderet Moldavien, Georgien og Ukraine. Listen over imperialistisk militær aggression indeholder ikke alle de ødelæggelser, dødsfald, voldtægter og fordrivelser, der er forårsaget – og alt sammen af hensyn til den mest grådige imperialistiske udplyndring. Kina har deltaget i den imperialistiske aggression i Mali og fortsætter med at besætte områder i Filippinerne. Alle disse besættelser og aggressioner er blevet konfronteret med en voldsom og heltemodig modstand fra de undertrykte folk og nationer.
I den nuværende periode fortsætter disse krige og militære aggressioner. Uretfærdige krige og besættelser er en konsekvens af imperialisternes dominanspolitik, men betyder også, at der skabes en enorm profit for krigsindustrien. Det samlede globale salg af våben og militære ydelser fra de 100 største krigsindustrielle virksomheder i verden i 2011 var 465.770 millioner dollars – hvoraf 47 er amerikanske virksomheder, der sidder på 60 % af det samlede salg. Imperialismen er ansvarlig for, at milliarder af mennesker lever under slavelignende forhold, og at folk bliver undertrykt. Antallet af mennesker, der er ramt af sult, er steget til 828 millioner i 2021, mens de 10 største milliardærers formue kunne gøre en ende på fattigdommen. Byrden af alle former for udbytning og brutalitet, der anvendes til at dominere finanskapitalen, bæres af verdens arbejdere og arbejdende og de undertrykte folk og nationer. Milliarder af mennesker kæmper for at overleve under de vanskeligste forhold og er udsat for undertrykkelse fra imperialisterne og deres lakajer.
Siden den anden imperialistiske genopdelingskrig og frem til i dag er USA-imperialismen det imperialistiske systems hegemoniske magt, og den er hovedaktør i alle former for udbytning, udplyndring, uretfærdige krige og besættelser i verden. På grund af loven om kapitalismens ujævne udvikling udhules dens stilling som den afgørende hegemoniske magt mere og mere, og selvom kinesisk, russisk, britisk, tysk, fransk osv. imperialisme har større indflydelse på de økonomiske, politiske og militære parametre i verden end tidligere, er den amerikanske imperialisme stadig i centrum af det imperialistiske system og er den vigtigste aktør, der bestemmer kursen. På den anden side forsøger imperialisterne, parallelt med at modsætningerne mellem dem uddybes, at konsolidere deres modsatrettede positioner ved at tage deres afhængige kræfter bag sig. På trods af modsætningerne mellem dem danner de derfor forskellige økonomiske, militære og politiske midlertidige alliancer og aftaler for at sikre systemets kontinuitet og deres egne positioner. Som altid er det arbejderne, de fattige og de undertrykte folk og nationer i verden, der rammes af de ødelæggende konsekvenser af de stadig dybere modsætninger og alliancer mellem imperialisterne og deres lakajer.
Den Store Kktoberrevolution i 1917 åbnede en bølge af nye demokratiske og socialistiske revolutioner, som fik en tredjedel af verdens befolkning til at bryde med det imperialistiske system og opnå den største udvikling for masserne og proletariatet, der nogensinde er set i historien. Genoprettelsen af kapitalismen i Sovjetunionen og Kina banede imidlertid vejen for fortsat og øget aggression mod arbejderne og de undertrykte folk og nationer i verden. Men de forhold, der var relativt fordelagtige for imperialisterne og deres lakajer, er ved at være forbi. De imperialistiske centre, der udbreder udbytningssystemernes »dyder« med argumentet om at være et »demokratisk regime«, øger dag for dag overvægten og autoriteten af de undertrykkende kræfter i den borgerlige stat, både ved lov og de facto, på grund af de regeringsproblemer, der er skabt af kapitalismens skærpede generelle krise, og bruger i stigende grad statslig vold mod folkene og nationerne. Mens de væbnede styrker selv, såvel som politi og gendarmeri, konfronteres med folket, aktiveres racistisk-fascistiske partier og organisationer i og uden for parlamentet og styrker dermed kontrarevolutionens reservestyrker. Det imperialistiske systems generelle krise og de dybere og mere udbredte modsætninger får de borgerlige stater til at gøre voldsmidlerne mere fremtrædende, synlige og praktiske. Dette er en indikation på skærpelsen af klassekampen og det faktum, at den vil blive hårdere i de kommende perioder, og viser, at de borgerlige suveræne stater såvel som i staterne i de undertrykte lande organiserer sig mod deres »begravere«.
Efterhånden som kapitalismens krise uddybes, og den pris, som folkene betaler for den, også stiger, mister bourgeoisiets manipulationer mod folkene – såsom opportunistiske »venstre«-regeringer, arbejderaristokratiet og opportunistisk aggeren i fagforeningerne og kampene, og vildledende propaganda som brugen af pandemien til at dække over den økonomiske krise – mere og mere deres effekt. Selv i de centrale lande i det imperialistiske system udtrykker arbejderklassen og de undertrykte masser i stigende grad deres vrede og modstand mod de fremherskende forhold på gaden. På trods af imperialisternes og deres lakajers enorme muligheder og undertrykkende magt gennemfører arbejdere, bønder og undertrykte folk og nationer, især i Asien, Afrika og Latinamerika, store protester og modstandsbevægelser.
Især i Asien, Afrika og Latinamerika gennemfører arbejderne, bønderne og de undertrykte folk store protester og modstand. Denne udvikling er tegn på, at en ny revolutionær bølge er ved at modnes.
DET IDEOLOGISKE INDHOLD AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE KAMP
Vores æra er imperialismens og de proletariske revolutioners æra, og på trods af midlertidige dødvande og tilbagetrækninger er revolutionen hovedtendensen. Denne modsætning og kamp kommer til udtryk i den brutale kamp mellem proletariatet, den mest revolutionære klasse i vores tid, og bourgeoisiet, som er kilden til og bæreren af al reaktion i verden. Modsætningen mellem proletariatet og bourgeoisiet, de to vigtigste modsatrettede klasser i vores tid, har også den egenskab, at den bestemmer følgerne, når bourgeoisiets systemer i de mest forskellige afskygninger bliver smidt på historiens losseplads.
Proletariatets ideologi er en nødvendighed for at kunne have en uforfalsket forståelse af antiimperialisme og en kamplinje. Derfor må antiimperialismen og den antiimperialistiske kamp defineres ud fra de ideologiske normer i vor tids mest revolutionære klasse.
Enhver ægte og konsekvent antiimperialistisk kamp er i bund og grund en antikapitalistisk kamp. Dagens kapitalisme er en monopolkapitalisme, og uden kampen mod de monopoler, der sidder i centrum af det imperialistiske system og bestemmer systemet, kan der ikke være nogen antiimperialistisk kamp.
I vores tid er den antiimperialistiske kamp også tæt forbundet med den demokratiske kamp. Demokratiets principper og værdier kan ikke længere eksistere inden for de rammer, som bourgeoisiet – der nu er en reaktionær klasse – har sat, og de har fået en integritet, der er knyttet til den antiimperialistiske karakter. Dette betyder en stærkere integration af den demokratiske kamp og alle de undertrykte folk og nationer med det proletariske demokratis værdier, principper og politiske linje. I denne sammenhæng får den demokratiske kamp på verdensplan også sin kvalitet mod imperialismens udnyttelse – dens verdensbillede, dens politiske hegemoni og dens ideologiske tilgang. Denne modsigelse er forbundet med en deraf følgende nødvendighed. Proletariatets politiske linje leder også kampen for demokrati og frihed for folkene mod det forældede og rådne bourgeoisi. For at forstå en bevægelses demokratiske karakter må man til en vis grad se på dens stilling i forhold til det imperialistiske system – det afslører dens demokratiske side. Men graden af nærhed til det proletariske demokrati er det, der tydeliggør denne bevægelses antiimperialistiske karakteristika og struktur. Et kendetegn ved imperialismens og de proletariske revolutioners tidsalder finder et grundlag og får betydning i dette forhold. Vi bør møde, definere og håndtere de nationale og sociale bevægelser og de demokratiske og progressive synspunkter og kampe med denne tilgang. Derfor er det vigtigt for proletariatet at lede den antiimperialistiske front med et program, der kan mobilisere og kanalisere alle de undertryktes og udbyttedes bevægelser, og som kæmper for at give den demokratiske kamp konsistens ved at bringe den tættere på det proletariske demokrati.
Afgørende for denne opgave er at bekæmpe revisionismens handlinger og opportunismens arbejde inden for de undertrykte klassers og nationers kampe, som forsøger at kanalisere de antiimperialistiske kampe til at tjene imperialismen og reaktionen. Det er endnu mere gyldigt, hvad Lenin har sagt, at kampen mod imperialismen kun er ordkløveri, hvis den ikke er uløseligt forbundet med kampen mod opportunismen. I de fleste tilfælde står småborgerskabet, bønderne, de studerende, lærerne, de intellektuelle og andre sektorer fast imod imperialismens diktater og deres lakajer og er villige til at acceptere det proletariske demokrati, det er afgørende, at proletariatet kæmper for at vinde disse sektorer og altid opretholder kriteriet om konsistens og bekæmper indflydelsen fra revisionisme, opportunisme såvel som dekadent imperialistisk ideologi og politik.
KLASSEKAMPEN OG DE GRUNDLÆGGENDE PUNKTER I DEN ANTIIMPERIALISTISKE KAMP
Mens den antiimperialistiske kamp i imperialistisk-kapitalistiske lande er en del af den socialistiske revolutionære kamp, er den i halvkoloniale, halvfeudale lande en del af folkets demokratiske revolution.
Derfor fører den antiimperialistiske kamp i imperialismens og de proletariske revolutioners æra i de lande, som vi generelt har opdelt i to dele, selv om det formelle indhold er forskelligt, i bund og grund til det samme mål: at sikre proletariatets og de undertrykte folks og nationers befrielse gennem nederlag til imperialisterne og deres lakajer.
Proletariatet er hovedkraften i den antiimperialistiske kamp. Proletariatet er den eneste klasse, der er i stand til at befri hele folket med sig selv. Derfor vil alle anti-folkelige økonomiske, politiske, militære, kulturelle og ideologiske reaktioner, der stammer fra og produceres af det herskende system, kun være mulige med proletariatets ideologiske hegemoni. Den virkelige befrielse af alle undertrykte klasser og lag og undertrykte folk og nationer vil kun være mulig gennem proletariatets lederskab.
Når vi taler om imperialisme, taler vi om kapitalisme. Det, man skal forstå, når man er imod imperialisme, er, at man i bund og grund er imod kapitalisme. Imperialismens fase er kapitalismens forvandling til et verdenssystem. I modsætning til de tidligere stadier af kapitalisme med fri konkurrence bliver monopolistisk finanskapital – det vil sige sammensmeltningen af industri- og bankkapital – i dette stadium den vigtigste form og når ud til de fjerneste hjørner af verden gennem store bevægelser og fleksibilitet. Mens andre regioner i kapitalismens tidligere fase hovedsageligt var råvare- og markedsområder, fortsatte dette, men gennem eksporten af kapital, som hovedsageligt var i forgrunden, blev der skabt et dybere og bredere netværk af udnyttelse. Verden blev opdelt i en håndfuld imperialistiske lande på den ene side og undertrykte nationer på den anden. De imperialistiske lande er de største eksportører af finanskapital og dominerer langt de fleste nationer og hele verden. I de undertrykte nationer udfolder imperialismen en kapitalisme af bureaukratisk type, baseret på en hidtil uset superudbytning af det overvældende flertal af masserne i disse nationer, idet den ikke er i stand til at udvikle produktivkræfterne og ødelægge de præ-kapitalistiske former, der findes i disse lande, og udvikler dem bundet til og i tjeneste for imperialismens dybere og bredere netværk. Hvis kapitalismen ikke kan forstås i sin fulde dybde og sine resultater, kan imperialismens natur og konsekvenser ikke forstås ordentligt. Eksporten af kapital betyder en meget mere direkte eksport af kapitalistiske produktionsforhold, der underlægger sig alle former for udviklede førkapitalistiske forhold og bringer andre dele af verden til at danne en dybere og mere organisk forbindelse med netværket af monopolistiske kapitalistiske produktionsforhold.
Uden at være imod kapitalismen eller dens højere stade, imperialismen, og dens virkninger og de direkte årsager, der frembragte dem, og uden at føre en total kamp imod den, men kun være imod et resultat eller en form eller politik, der dukker op her og der, kan være meningsfuldt i sig selv, men kan ikke defineres som antiimperialisme i en fuldstændig forstand. Faktisk fører et synspunkt og en handlingsstil, der bevidst eller ubevidst adskiller fænomenet antiimperialisme fra hovedårsagen og begrænser sig til resultaterne, til en fortsættelse af kapitalismen og begrænser kampen mod den. Hvis man er imod ekspropriationen af oprindelige folk på grund af internationale monopolers interesser og deres lokale lakajer og placerer sig i antikrigsbevægelsen, som en del af miljøbevægelserne eller antifascismen, gør man noget godt, men man bliver ved med at kæmpe mod det enkelte problem, som man har sat sig for, uden at gå videre.
Den antiimperialistiske kamp skal lede sociale og nationale befrielseskampe mod imperialismen, dens kollaboratører og lakajer på en revolutionær måde, håndtere alle sociale problemer og modsætninger inden for rammerne af klassekampen og ikke gå til kilden til problemet, den monopolistiske kapitalisme, og rette sig mod den politiske magt og hovedsagelig være solidarisk med sådanne kampe, ellers kan den ikke være antiimperialistisk. For kilden til alle former for udnyttelse og undertrykkelse, fattigdom, elendighed og uretfærdighed er det monopolistiske kapitalistiske system. Ejerne af dette reaktionære system er det monopolistiske bourgeoisi og dets lakajer og samarbejdspartnere. Derfor kan uafhængighed, frihed og fred ikke være mulig uden at gøre en ende på disse reaktionære klassers økonomiske, sociale, politiske, ideologiske, kulturelle og militære dominans og uden folkets magt under proletariatets ledelse ved at smadre de stater, som er redskaberne for denne reaktions herskere.
DEN ANTIIMPERIALISTISKE KAMP FOR FOLKENE I DE HALVKOLONIALE LANDE
Kapitalismens udviklingsproces til imperialisme bragte også modsætningen mellem proletariatet og bourgeoisiets til at udtrykke sig i en anden modsætning, [den] frembragte en anden modsætning. Det er modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte nationer og undertrykte folk. Den form for grusomhed og udplyndring, som det imperialistiske system tydeligst kan ses i, er de hegemoniske strukturer, som de har skabt i de koloniale og halvkoloniale lande enten direkte eller gennem deres tjenere. For imperialisterne er udnyttelsen af de koloniale og halvkoloniale lande, som udgør det overvældende flertal af verdens befolkning, afgørende. Imperialisternes evne til at håndtere undertrykkelsen af arbejderklassen og de arbejdende i deres egne lande er kun mulig på bekostning af den brutale udnyttelse af befolkningerne og af de koloniale og halvkoloniale lande. På grund af denne virkelighed er de kampe, der er blevet og bliver ført for at løse modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer til fordel for de undertrykte folk og nationer, meget vigtige for omstyrtelsen af det imperialistiske system. Især med Oktoberrevolutionen i 1917 blev de undertrykte nationers kamp en del af og allieret med den proletariske verdensrevolution:
»2. De undertrykte folkeslags befrielsesbevægelse og den proletariske revolution. Under løsningen af det nationale spørgsmål går leninismen ud fra følgende grundsætninger:
a) Verden er delt i to lejre — i en håndfuld civiliserede nationers lejr, som er i besiddelse af finanskapitalen og udbytter det overvældende flertal af jordklodens befolkning, og i en lejr, som består af de udbyttede og undertrykte folkeslag i kolonierne og de afhængige lande, der udgør dette flertal;
b) kolonierne og de afhængige lande, som undertrykkes og udbyttes af finanskapitalen, udgør en vældig reserve og en overordentlig vigtig kraftkilde for imperialismen;
c) de undertrykte folks revolutionære kamp mod imperialismen i de afhængige lande og kolonierne er den eneste vej til deres befrielse fra undertrykkelse og udbytning;
d) de vigtigste kolonier og afhængige lande har allerede betrådt den nationale befrielsesbevægelses vej, der må føre til verdenskapitalismens krise;
e) den proletariske bevægelses interesser i de fremskredne lande og den nationale frihedsbevægelses interesser i kolonierne kræver, at disse to slags revolutionære bevægelser forenes til en fælles front mod den fælles fjende, mod imperialismen;
f) arbejderklassens sejr i de fremskredne lande og befrielsen af de undertrykte folk fra imperialismens åg er umulig, medmindre der dannes og fasttømres en fælles revolutionær front;
g) Dannelsen af en fælles revolutionær front er umulig, medmindre de undertrykte folks befrielsesbevægelse støttes direkte og beslutsomt af de undertrykkende nationers proletariat i kampen mod »hjemlandet«-s imperialisme, thi »et folk, der undertrykker andre folk, kan ikke være frit« (marx);
h) denne støtte betyder at forfægte, forsvare og virkeliggøre parolen: nationernes ret til løsrivelse, til selvstændig statslig eksistens;
i) uden gennemførelse af denne parole er det umuligt at virkeliggøre nationernes forening og samarbejde i en og samme verdenshusholdning, som danner den materielle basis for socialismens sejr;
j) denne forening kan kun være en frivillig forening, som opstår på grundlag af gensidig tillid og broderlige forhold mellem folkene.« (Om Leninismens Grundlag, J. Stalin)
Fra et lignende synspunkt ser vi igen tydeligt i kammerat Maos ord, at de koloniale og halvkoloniale folks kamp for nationalitet og uafhængighed og proletariatets kamp for politisk magt og enhed mod den fælles fjende er vigtige og nødvendige i kampen mod imperialismen:
»Det kan heraf ses, at der er to slags verdensrevolutioner, hvoraf den første tilhører den borgerlige eller kapitalistiske kategori. Denne slags verdensrevolutions ære er for længst forbi, idet den sluttede så langt tilbage som i 1917, da oktoberrevolutionen fandt sted. Den anden slags, nemlig den proletarisk-socialistiske verdensrevolution, begyndte derefter. Denne revolution har proletariatet i de kapitalistiske lande som sin hovedkraft og de undertrykte folkeslag i kolonierne som sine forbundsfæller.« (Mao Zedong, Om Nyt Demokrati, Bd2/351) (Bd2/281 danske udgave -trans.)
Når vi taler om en imperialistisk stat eller det imperialistiske system i almindelighed, taler vi faktisk om monopolernes herredømme. Monopoler dominerer enten direkte eller indirekte i alle lande, både i imperialistisk-kapitalistiske stater og i koloniale eller halvkoloniale og halvfeudale stater. I imperialistisk-kapitalistiske stater dominerer monopolerne direkte, i kolonier og halvkolonier dominerer de gennem komprador-bureaukratisk bourgeoisi og store jordbesiddere.
I koloniale, halvkoloniale og halvfeudale lande er imperialisterne afhængige af de mest reaktionære klasser med hensyn til politik, økonomi, kultur osv. og de sikrer og opretholder deres dominans gennem disse reaktionære klasser. Den kendsgerning, at den kapitalistiske udvikling ikke kan fuldføre sin normale udvikling – på grund af imperialismens dominans, og at feudalismen opretholder sin eksistens i forskellige former og grader i disse lande – gør, at kampen for den Folkets Demokratiske Revolution, som omfatter de nationale uafhængighedskampe, er direkte sammenflettet med den antiimperialistiske kamp og fjernelsen af hindringer for udviklingen af produktivkræfterne. I disse lande udgør bondestanden, og især den fattige og jordløse bondestand, hovedkraften i den antiimperialistiske kamp. Den antiimperialistiske kamp og den antifeudale kamp er så sammenflettede, at de ikke kan behandles uafhængigt af hinanden.
I halvkoloniale, halvfeudale lande ser vi reguleringer i henhold til monopolernes interesser i alle landbrugspolitikker, der anvendes både på nationalt og internationalt niveau. Selve konkretiseringen er organiseringen af landbruget i henhold til de planer og beregninger, der er fastlagt af de imperialistiske monopoler, og indretningen af landbrugsjorden i henhold til monopolernes behov, især i de halvkoloniale lande. Resultatet af denne virkelighed er, at produktionen af andre typer produkter end de traditionelle i henhold til monopolernes behov tvinges frem både af ren og skær magt og af love, og at millioner af bønder bryder op fra produktionen og strømmer til distrikterne og byerne. Koncentrationen af jordejerskab, hvor 10 % af jordejerne ejer og kontrollerer 60 % af verdens landbrugsjord, i Latinamerika og Sydasien med en værdi på næsten 80 %, de multinationale selskabers stigende opkøb og plyndring af jord i stor skala; godsejernes og den parasitære finanskapitals jordbanker og uudholdelige gældssystemer, der pålægges bønderne, samt den imperialistiske udplyndring for at kontrollere naturressourcer; alt dette forværrer i høj grad bøndernes kamp for jord og skærper modsætningen mellem masserne og halvfeudaliteten. Derfor udgør de fattige og jordløse bønder – som selv med undervurderede data siges at udgøre over 40 % af verdens befolkning – den vigtige kraft i den antiimperialistiske kamp, der er sammenflettet med folkets demokratiske revolution i disse lande.
At begrænse antiimperialismen til at være rettet mod ethvert imperialistisk land i kolonierne og halvkolonierne er at være imod en invasion eller imod denne eller hin imperialistiske magt, men det er ikke ensbetydende med at være antiimperialist på et totalt og konsekvent grundlag. Selv om der er en antiimperialistisk side, betyder det ikke, at der er en fuldstændig antiimperialisme, hvis vi reducerer antiimperialismen til anti-USA imperialisme eller en anden antiimperialistisk magt, som det ofte gøres.
Læs også:
Røde Fane 