Af Pelle E.

For nylig kom Christiansborg, med alle Folketingets partiers enstemmige opbakning, ud med et nyt udspil: en såkaldt »Handlingsplan mod antisemitisme«.

Dette udspil fremlægger 12 initiativer under 4 hovedfokuspunkter. Det mest væsentlige ved disse initiativer er oprettelsen af »skærpede strafzoner« mod hadforbrydelser, med særligt fokus på en »ny antisemitisme« i Danmark, som, i følge staten, springer ud fra »foragt for staten Israel«.

Med dette udlæg lægges der intet låg på overfor, hvem denne nye lovgivning sigter mod: nemlig solidaritetsbevægelsen med den heltemodige palæstinensiske modstandskamp mod Israels folkemord.

Lovgivningen kommer bl.a. til at give politiet retten til, efter skønne, at oprette særlige strafzoner, hvor de selv mener kan være en begrundet mistanke for »antisemitisme«. Dette fremgår, i følge udspillet selv, at være til palæstinademonstrationer og eller proletariske nabolag. Desuden kan politiet i op til 6 måneder ad gangen erklære skærpet straf for enhver strafbar antisemitisk handling på national plan, med mulighed for fornyelse.

Med dette ønsker staten at give politiet flere værktøjer til at bekæmpe solidaritetsbevægelsen med Palæstina. Til dette vendes udtrykket »udbredt antisemitisme« og »ny antisemitisme«. Disse beskyldninger, som uden tvivl er rettet mod pro-palæstinabevægelsen, har dog ingen rod i virkeligheden. Det er velkendt at der til alle demonstrationer og i flere taler gøres klart, at der i palæstinasolidariteten ikke tolereres nogen form for reel antisemitisme. Det er derfor at hele Folketinget har måtte komme med deres egen definition af, hvad de mener antisemitisme er:

»Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse«.

og

»›Den nye antisemitisme‹, hvor antisemitisme genereres ud fra foragt for staten Israel, samt i antisemitisme på online platforme«.

Her drager hele Folketinget altså lighed mellem at være imod den zionistiske stat Israel, som er et zionistisk og imperialistisk produkt, og at være hadefuld overfor jøder i almindelighed. Der kan på ingen måde drages lighed mellem religionen jødedommen og så den fascistiske og folkemorderiske zionistiske ideologi. Ved at drage lighed mellem antizionisme og antisemitiske åbner staten op for at kunne forfølge folk for f.eks. at råbe »From the River to the Sea, Palestine will be free!« til demonstrationer, da kampråb som disse ønsker et helt befriet Palæstina, hvor alle folkeslag kan leve i fred med hinanden – et mål som er uforeneligt med staten Israels fortsatte eksistens. Med dette forsøger den borgerlige danske stat at fortsætte med sin vej til at kunne kriminalisere solidariteten med Palæstina og udøve repression mod bevægelsen på fod med den man finder i Tyskland.

Når det kommer til at beskylde palæstinasolidariteten for at være antisemitisk er der ikke noget nyt under solen. Det har været go-to-løsningen for flere staters regeringer at bruge folkedrabet mod jøder og kommunister til at retfærdiggøre og forsvare folkemordet mod palæstinenserne. Denne overbrugte metode har imidlertid prallet af på masserne i langt de fleste lande og Danmark har ikke været nogen undtagelse.

Lige efter den 7. oktober 2023 var alle Folketingets partier og den borgerlige presse meget hurtige til at erklære deres ubetingede støtte til staten Israel og fordømte enhver kritik af Israels folkemorderiske misgerninger. Det blev til gengæld meget hurtigt gjort klar overfor den herskende klasses repræsentanter, at det ikke havde lykkedes dem at kontrollere den offentlige mening. Demonstrationer i hele landet tiltrak menneskemænger, der ikke var set siden demonstrationerne mod invasionen af Irak i start 00’erne. Med demonstrationer i København, der tiltrak mere end 50.000 deltagere. Udover dette har hundredevis af aktiviteter og andre aktioner fundet sted landet over hver eneste dag. Taktikken har siden ændret sig til at opdele bevægelsen indefra, til hvilken borgerlige partier som Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet har spillet en særdeles sort rolle.

Selv Enhedslisten krøb frem og afslørede sig selv som trofaste forsvarere af zionismen, selvom de allerede fra dag ét efter den 7. oktober stillede sig parate til at fordømme modstandskampen:

»Det er på en meget trist baggrund, at det nu endelig er lykkedes at samle flertal for at styrke bekæmpelsen af hadforbrydelser. Jeg er rigtig glad for at vi i dag øger beskyttelsen af minoriteter i vores samfund, så man ikke skal frygte for sin sikkerhed, når man går på gaden, uanset om man er jøde, transportson, brun eller lever med et handicap.«

– Rosa Lund (Enhedslisten) om lovgivningen »Handlingsplanen mod antisemitisme«

Denne lovgivning, forklædt som noget progressivt, har til formål forberede politiets muligheder og evner til at slå ned på Palæstinasolidariteten. Den sigter tydeligvis mod palæstinasolidariteten og slet ikke reelle nynazistiske netværk, som slår giftige rødder i landet. Dette er et tegn på bourgeoisiets svaghed, og at de fortsat ikke kan vinde. Solidaritetsbevægelsen forstyrrer deres planer og interesser med Israel, da de ikke fortsat ikke får noget roligt bagland.