Af Gabriel P.
For få dage siden, startede Mette Frederiksen sin åbningstale i Folketinget med at udtale sig omkring, hvad hun mente, var Danmarks mest akutte problem.
»Hver femte unge mand med ikke-vestlig baggrund, som blev født I 1997 havde overtrådt straffeloven, inden han fyldte 21 år«
Hendes valg af dette specifikke årstal virker mistænkeligt, og antyder en målrettet udvælgelse af data til at understøtte hendes pointe.
I forbindelse med dette, foreslår Mette en løsning på problemet:
»Derfor foreslår vi, at politiet fremover skal kunne indføre et opholdsforbud for alle personer på bestemte steder. […] Det kan være parkeringspladsen i boligområdet, hvor der i dag er uro. På S-togsstationen, hvor grupper af unge drenge og mænd samles og skaber utryghed. […] Første gang en bøde på 10.000 kroner«
Det stopper heller ikke der. Forslaget inkluderer også, at gentagen overtrædelse kan føre til 30 dages fængsel. Dette vil betyde at en af de mest alvorlige forbrydelser man kan begå i Danmark er, at befinde sig i specifikke offentlige områder på bestemte tidspunkter.
Desuden foreslår loven, at hvis en person skylder gæld til det offentlige, kan politiet tage (stjæle) deres ejendele, herunder dynejakker, ure, guldhalskæder og mobiltelefoner, som Mette brugte af eksempler i sin tale.
I et land, der hylder sine demokratiske og frie værdier, er det interessant at se et sådant antidemokratisk og folkefjendsk forslag. Loven udgives som en kamp mod kriminalitet, men baggrunden viser sig åbenlyst at være drevet af racistiske motiver og en yderligere gentrificering af fattige områder. Når Mette definerer det største problem som folkets følelse af utryghed ved at møde »15-17 indvandrerdrenge, der ikke opfører sig ordentligt« på S-toget, er det svært ikke at se det som andet end ren og skær imperialistisk chauvinisme.
At unge drenge larmer og skaber lidt uro på et tog er intet nyt, selv blandt etnisk danske unge. Lovforslagets motiv er åbenlyst: Det er endnu et forsøg på at indskrænke folkets demokratiske rettigheder og en yderligere reaktionæriseringen af den borgerlige danske stat. Lovforslaget vil ikke reducere kriminaliteten, men øge den. Kriminaliteten i disse miljøer opstår ikke på grund af kulturelle forskelle, men som følge af marginalisering og følelsen af fremmedgørelse i samfundet, hvilket lovforslaget blot vil forværre.





