Folkekvindebevægelsen i Brasilien: Død over Barbie og Borgerlig Feminisme

Vi deler hermed en oversættelse af en filmanmeldelse fra Folkekvindebevægelsen (Movimento Feminino Popular) i Brasilien, som blev udgivet sidste år. Den originale artikel kan læses på portugesisk her.

Død over Barbie og Borgerlig Feminisme

MFP – Folkekvindebevægelsen

30. oktober, 2023

Scenen med præsidenten for Mattel, der åbner børsen i New York under en regn af lyserød konfetti, er symbolsk for, hvad den nyligt udkomne Barbie-film handler om: et vigtigt stykke reaktionær propaganda, ikke kun for virksomheden, der producerer dukken, som har oplevet en stigning på 18% (1 milliard dollars) i værdien af sine aktier siden filmens udgivelse, men også for et helt sæt af forfaldne borgerlige ideer om kvindespørgsmålet.

For at få deres verdensbillede til at nå så langt ud i borgerskabet som muligt, har de ikke sparet på markedsføringen. Der er blevet brugt millioner af dollars fra annonceringen af premieren til nu for at gøre det stadig sværere at gå gennem byer uden at støde på en reklame for filmen. Reklametavler, sociale medier, tv og selv det tøj, folk går i til daglig, er blevet et vigtigt udstillingsvindue for at promovere værket, en investering, der vil give endnu større afkast.

Et andet vigtigt aspekt af filmens promovering er den udbredte ros, den har fået fra borgerlige feminister. De har behandlet filmen som det mest moderne manifest til bekæmpelse af patriarkatet. Folk, der indtil for nylig afviste Barbie som endnu et redskab til at indføre undertrykkende normer for kvindelighed, klæder sig nu i lyserødt og går ind for dukken som det ultimative symbol på kvindelig »empowerment«.

Selvom den borgerlige og småborgerlige feminisme diskuterer problemets klassekarakter, giver den ikke en omfattende analyse, men begrænser sig til, hvad værket selv har at sige. Ifølge denne logik ville det være tilstrækkeligt for filmen at erklære sig selv som et progressivt værk, der bekæmper patriarkatet, for rent faktisk at være det. Men da klassekampen manifesterer sig i kulturen, er der tydeligvis interesser bag produktionen af film som denne, og derfor må vi spørge os selv, hvilken klasse den tjener, og hvilket verdensbillede den fremmer, for at bestemme et værks karakter.

Hvis vi ikke lader os rive med som en flok bag filmens reklame og promovering og i stedet tager udgangspunkt i arbejderklassens perspektiv, indser vi hurtigt, at det i tilfældet med den nye Barbie-film er det faldende borgerskabs verdensbillede, der formidles, og ikke de udbyttede arbejderes, der i stigende grad udsættes for mere usikre arbejds- og levevilkår.

Filmens plot har til formål at skildre en Barbies rejse fra hendes altid perfekte liv i Barbies verden, Barbie Land, til den virkelige verden, hvor hun møder en række modsætninger, som er nye for hende, og som i sidste ende vil manifestere sig i hendes fantasiverden.

Fra begyndelsen forsøger filmens producenter at bruge Barbie Land som en slags omvendt repræsentation af deres samfundsvision. Ved at analysere, hvad dette fiktive land er, og hvordan det fungerer, kan vi således få en idé om deres opfattelse af vores egen virkelighed. Det vil sige den opfattelse, at samfundet er opdelt efter køn snarere end klasse. I Barbie-land er der ingen klasseopdeling; den eneste sociale skelnen, der kan findes, er mellem kvinder, Barbier, som har magtpositioner, og mænd, Kens, som spiller en sekundær rolle, der hovedsageligt eksisterer i forhold til kvindernes eksistens. Det er netop i denne omvending af mænds og kvinders sociale position, at filmens ironi angiveligt ligger, mens den stadig understreger behovet for, at en mand bekræfter kvinders værdi.

Denne idé om at opdele samfundet på baggrund af køn snarere end klasse er typisk for den borgerlige feminisme og dens postmoderne afledninger, som udtrykker den reaktionære forestilling om en modsætning mellem mænd og kvinder uden at tage hensyn til den klasse, de tilhører. De placerer udbyttede arbejderkvinder og udbyttende kvindelige iværksættere side om side i et forsøg på at forene antagonistiske klasser baseret på køn. Denne opfattelse er intet andet end et ideologisk våben fra borgerskabet inden for kvindebevægelsen, som forsøger at splitte mænd og kvinder, så de ikke forenes i kampen mod kapitalens undertrykkelses- og udbytningssystem. Men i Barbies verden er der ingen klasser; det er en slags matriarkat, hvor alle kvinder er professionelt succesfulde, uanset om de er arbejdsgivere eller arbejdstagere. Med mænd er der forskelle, men deres sociale funktion er at tilbede dem. Det er en slags perfekt feministisk verden, der grænser til en latterlig fantasi.

På et tidspunkt i filmen beslutter Barbie sig for at tage ud i den »virkelige« verden, og Ken følger efter hende. Overraskende nok er den virkelige verden Californien, som traditionelt er repræsenteret i alle amerikanske klichéfilm, og ikke det dybe USA med antiracistiske protester og hjemløshed efter krisen i 2008. I denne »virkelige« verden opdager de sexisme og patriarkat, og fascineret af opdagelsen af en verden, hvor mænd bestemmer, beslutter Ken’erne sig for at indføre patriarkat i Barbie-land med støtte fra Barbierne selv, som tager imod det nye system med åbne arme. Igen afspejler filmens fortælling den borgerlige feminismes perspektiv på, hvad patriarkatet er, og hvordan det opstod i vores samfund. Den fremstiller kvindeundertrykkelse som et resultat af mænds bevidste ønske om at undertrykke kvinder, snarere end som en direkte konsekvens af de økonomiske forhold, der stammer fra fremkomsten af privat ejendom og klassesamfund.

Den løsning, som filmen forsøger at give på denne nye situation med kvindeundertrykkelse, er endnu mere idealistisk og reaktionær: Løsningen på undertrykkelse er, at kvinder bliver bevidste om deres egen situation, og når alle kvinder er socialt bevidste, er det eneste, der er tilbage at gøre, at kæmpe inden for rammerne af den gamle stat for at omstyrte reaktionære love og indføre nye progressive love og dermed omdanne samfundet og gøre kvindeundertrykkelse til en saga blot. Denne idé vender op og ned på virkeligheden og fremstiller den som en afspejling af lovene snarere end lovene som en juridisk afspejling af den konkrete måde, et samfund er organiseret på. Barbie-revolutionen er en ny grundlovgivende forsamling i Barbielands hovedstad, hvor præsidenten vender tilbage, og hvor »demokratiet« har omfattende kvindelig repræsentation. Med andre ord præsenteres alt det, som historien allerede har vist er helt utilstrækkeligt til at gøre en ende på kvindeundertrykkelsen, som en løsning, og vejen dertil er hver enkelt Barbies individuelle bevidsthed gennem feministisk bevidsthed, samtidig med at de fremprovokerer skænderier og jalousi blandt deres respektive partnere, Ken. Selv når de tager fat på spørgsmålet om at kæmpe for rettigheder, gør de det således på en borgerlig måde, der forstærker deres egne fordomme om kvinder som manipulatorer.

Med alt dette i tankerne er det ingen overraskelse, at den måde, samfundet er organiseret på i slutningen af filmen, efter al den snak om ligestilling og kønsroller, ikke er andet end en gentagelse af den samme måde, det var organiseret på i begyndelsen af filmen, med nogle ubetydelige ændringer. De roller, som kønnene spiller i samfundet, forbliver uændrede, og kvinder fortsætter med at videreføre alle de borgerlige stereotyper om udseende og adfærd, men igen i et matriarkalsk samfund.

Filmen gør det meget klart, at enhver kritik, der forsøger at analysere problemet med kvindeundertrykkelse uden at tage udgangspunkt i den private ejendomsret til produktionsmidlerne og klassekampen, ikke kan gå videre end til et simpelt forsvar for de mest reaktionære aspekter af samfundet. Borgerskabet, som i filmen repræsenteres af Mattels direktører, er ikke andet end en komisk antagonist, som, da det går op for dem, at deres profit ikke er truet af al den fine snak om »normale Barbier«, slutter filmen som endnu en allieret. Konklusionen for dem er: Hvis vi kan tjene penge på feministiske barbiedukker, så lad os skabe en række forskellige modeller. Det vil sige, at »vi vil være feminister«, hvis vi kan tjene penge på det. Filmen gør det meget klart: Imperialismen kan acceptere de forskelle, der betegnes som »mangfoldighed«, inkorporere dem og tjene på dem, så længe de ikke truer kapitalismens fundament. Mangfoldighed og kritik er velkomne, da de altid kan tjene til at skabe nye behov og feticher for varer.

I mellemtiden er der i den virkelige verden, hvor langt størstedelen af de arbejdende masser overlever, bag filmlærrederne, ingen glamour, men brutal udnyttelse af milliarder af kvinder og mænd, som arbejder under usikre forhold, f.eks. på Mattels fabrikker i Asien, som er blevet beskyldt for at overtræde grundlæggende arbejdsrettigheder.¹

Det eneste nyttige ved denne film er måske, at den åbenlyst viser, at i kampen mod kvindeundertrykkelse, som er meget anderledes end det, borgerlige feminister går ind for, er ikke al kritik gyldig; tværtimod kan den inkorporeres og tjene som støtte for hele den gamle orden.

Den store socialistiske oktoberrevolution i Rusland i 1917 havde allerede leveret en stærk praktisk kritik af kapitalismen og patriarkatet, og den store proletariske kulturrevolution i Kina uddybede den yderligere. Vi må indse, at vi halter bagefter, og det, der er nødvendigt, er at føre denne kritik ud i livet og føre krig mod al udnyttelse og undertrykkelse, der tynger arbejderklassen og især kvindelige arbejdere.

Erklær krig mod den borgerlige feminisme, som med sit forsvar for »repræsentation« som det vigtigste våben i kampen for kvinders »frigørelse« ikke er andet end et reformistisk bedrag, som det kapitalistiske system let tager til sig og endda tjener endnu mere på, da »empowerment« for disse mennesker ofte er ensbetydende med forbrug.

For den imperialistiske monopolkapital er det ligegyldigt, hvordan dukkerne ser ud, så længe det giver dem profit. I den forbindelse er den borgerlige feminisme endnu en gang gennemsyret af reaktionær idealisme, der går ind for, at blot det at ændre kulturelle repræsentationer er nok til at ændre virkeligheden, og den fungerer som en hjælpelinje i opretholdelsen af undertrykkelse.

I forsøget på at genopfinde dukken er den nye Barbie-film ikke andet end endnu et produkt og endnu et redskab i den politiske og ideologiske kamp mellem borgerskabet og proletariatet. Borgerskabet forsøger at gøre den kritik, der findes af selve det undertrykkelses- og udbytningssystem, som det producerer, til endnu en vare, som det kan tjene penge på. Kritik af Barbies historiske rolle som repræsentant for en uopnåelig standard for kvindelighed, af virksomheder, der profiterer på en falsk forestilling om mangfoldighed osv., steriliseres og bliver blot endnu et produkt, der konsumeres ivrigt af opportunister, som mener, at det er fremskridt, at enhver kritik er gyldig, og at »reformen« af Barbie er endnu et skridt i retning af lighed. Vi giver ingen ros til dette arbejde. Vi ønsker ikke at reformere Barbie eller dette korrupte system af undertrykkelse og udnyttelse, som hun stammer fra; vi ønsker at vælte det hele. Til det formål er der brug for en enkelt, stærk kritik og handling mod imperialismen, reaktionen og den borgerlige feminisme.