Af redaktionen.

Vi offentliggør hermed uddrag fra lederen i Red Flag News:

LEDER: Om valget af Keir Starmer og vejen fremad

Valget i 2024 er afsluttet med Labour-partiets valg som flertalsparti, hvilket dermed har valgt Keir Starmer som premierminister. Positionen er i sidste ende intet andet end en frontfigur for britisk imperialism. Valg ændrer ikke, hvem der har magten, men snarere hvem de vælger til at styre deres daglige anliggender.

Labour’s jordskredssejr kommer ikke som nogen overraskelse, da stort set alle de store medier har støttet Starmer fuldt ud. Det har aldrig været tydeligere, hvor farciske og forudbestemte valg er, når vi ser, at denne »jordskredssejr« i vid udstrækning er fiktiv og faktisk blev besluttet af den ultrarige herskende klasse gennem deres monopol på medierne.

Labour’s »jordskredssejr« kommer efter at have tabt mere end en halv million stemmer sammenlignet med 2019. Den »stærke demokratiske opbakning«, som Keir Starmer hævder at have fået, kom fra blot 14% af befolkningen.

Det var en af de laveste valgdeltagelser i moderne historie, på mindre end 60%. Selv de mest reaktionære kilder erkender, at de, der ikke stemmer, typisk er de mest udnyttede og nedtrykte arbejderklassefolk i Storbritannien. Medie-monopolerne har opfordret folk til at stemme og ›få deres stemme hørt‹, og forsøger at skamme arbejderklassefolk, der retmæssigt ser stemmeafgivning som meningsløs.

Socialdemokrater og revisionister har udtrykt forfærdelse over den lave valgdeltagelse og fordømmer arbejderklassen i Storbritannien som impotente og uvidende om, hvad der er godt for dem selv. Dette er ikke kun forkert, men også en fornærmelse mod den stolte arbejderklasse, som disse opportunistiske mennesker hævder at repræsentere.

Den lave valgdeltagelse viser ikke, at arbejderklassefolk er uinteresserede i politik eller ligeglade med deres fremtid. Det viser derimod, at et stort antal britiske arbejdere ikke narres af en forgæves illusion om valg.

Arbejdere anerkender i stigende grad, at de ikke får magt gennem bourgeois-valg. Opgaven for proletariske revolutionære er nu at tage de korrekte ideer om afvisning af bourgeois-parlamenter blandt arbejderne og bruge dem til at fremme klassebevidsthed. En stor del af dette er valgboykotten.

Der tales meget i mediemonopolerne om, hvilke ændringer Labour-regeringen vil bringe, det klare svar er, at der ikke vil være nogen ændring udover den forværrede krise, som imperialismen ikke kan finde en vej ud af.

Uanset hvor meget der tales om en »ny aftale for arbejderne«, vil arbejdere stadig skulle arbejde sig til udmattelse og stadig ikke føle, at de kan klare sig. Uanset hvor meget der tales om »politireform«, vil sorte mennesker stadig leve under konstant chikane fra politiet og vil ofte stå over for mord fra dem, der skulle »tjene« deres samfund. Uanset hvor mange kvinder de sætter i deres kabinet, vil kvindelige arbejdere stadig skulle leve hele deres liv i vold og misbrug, samtidig med at de ikke får tilbudt de samme beskedne lønninger, som mænd i arbejderklassen får. Arbejderklassens kamp handler ikke om at få en »venstrefløjs« regering valgt, men er i sidste ende en Socialistisk Revolution. For at denne revolution kan gennemføres med succes, skal arbejderklassen føres af dens mest avancerede elementer til at handle i deres eget interesse som klasse, dette skal gøres gennem et parti af en ny type, som kun kan være det Kommunistiske Parti. Dette er ikke et parti, der ligner de forskellige borgerlige partier i parlamentet. I stedet er det en stridbar organisation af professionelle revolutionære.

Der er dusinvis af partier i dag, der hævder at være »kommunister«, men arbejderklassen har kun en enkelt vilje, der kan føre den væk fra sin elendighed og ind i en verden uden udnyttelse, uden rige og fattige. På samme måde skal de ledes af et enkelt parti, der er i stand til at føre dem på den rette måde, både med materiel styrke og den korrekte ideologiske linje. Ingen af disse partier har begge disse ting, og deres påstand om at være »kommunistpartiet« er derfor falsk og opportunistisk.

I dag eksisterer det Kommunistiske Parti ikke i Storbritannien. Dette er ikke en grund til at fortvivle, men derimod til at anerkende, at hovedopgaven for revolutionære er at rekonstituere det Kommunistiske Parti.

Mens valgfarcen i 2024 afsluttes, og udsigten til forværret imperialistisk krise hænger over os, vil flere og flere arbejdere blive bragt over til den revolutionære kamp. Det er vores pligt at hæve denne kamp med proletarisk ideologi og gribe rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti som den primære opgave for alle revolutionære, da det er det første skridt mod fuldførelsen af den Socialistiske Revolution.