Af Pelle E.
Tilbage i 2020 fik et australsk-ejet mineselskab ›Tanbreez‹ tilladelse fra selvstyret i Grønland til at udvinde råstoffer i form af minedrift i landet. Nu har et yankee-ejet mineselskab ved navn ›Critical Metals Corp‹ overtaget projektet efter fire års dødvande.
Minedrift i Grønland har historisk været udvundet, men indtil fornylig har 97 procent af landets eksport bestået af fisk og skaldyr, hvoraf 53 procent af hele landets eksport går til den danske kolonimagt. Men jo mere iskapperne trækker sig tilbage, som følge af klimaforandringer, åbenbarer nye muligheder sig for imperialistiske selskaber, der ønsker at udvinde sjældne råstoffer, eller såkaldte sjældne metaller, som er meget fremkommende i Grønland.
Det imperialistiske projekt står til at skulle udvinde minedrift på fjeldet Killavaat Alannguat (på dansk: Kringlerne) i Sydgrønland. Fjeldet er et af verdens rigeste på sjældne metaller som neodynium, promethium, dysprosium og terbium. Disse metaller er vigtige for produktion af bl.a. magneter til turbiner. Derfor forklæder imperialisterne, som sædvanligt, deres projekt under påskud af at »det gavner den grønne omstilling«.
Tilbage i 2021 indgik Grønland i EU’s European Raw Materials Alliance, hvor den grønlandske landsudsælgende klike og danske imperialister gjorde det klart at Grønland er et minedriftsvenligt land.
Grønland som slagmark for inter-imperialistisk konkurrence
Tidspunktet for denne fornyede aggressive eksport af bureaukratisk kapital på Grønland af USA og diverse EU-lande er ikke et tilfælde. I takt med at hovedmodsætningen i verden mellem de imperialistiske lande og de undertrykte nationer skærpes, skærpes også de interimperialistiske modsætninger. I processen af ledtog og strid mod den kinesiske socialimperialisme, fra yankee-imperialismens og imperialisterne i diverse EU-landes side, søger imperialisterne at gøre sig mere uafhængig af den kinesiske socialimperialisme, som lige nu har monopol på sjældne metaller i verden (100 procent af EU’s import af sjældne metaller kommer fra Kina).
Denne ›greenwashing‹ af imperialistisk udbytning betyder imidlertid det stik modsatte for det grønlandske folk, da minedriften kommer til at forgifte det lokale miljø og gøre livet meget hårdere for de lokale. Desuden vil den bureaukratiske kapital, som eksporteres til Grønland ikke gavne befolkningen på nogen måde, men kun bidrage til at forøge udbytningen i landet.
Et tidligere famøst eksempel på, hvordan minedrift har skadet befolkningen i Grønland er ved den nu forladte mineby Qullissat. Qullisat var en mineby, som blev mødt af meget investering af dansk-dreven kulminedrift – i denne by blev Grønlands første fagforening desuden grundlangt. Da kullet begyndte af svinde ud og foretagenet ikke blev dømt lukrativt nok af danske monopoler, blev befolkningen administrativt forflyttet. 1.400 beboere blev smidt ud af myndighederne og spredt over afstande, der svarer til at flytte personer fra London til Istanbul. Dette knuste fuldkommen fællesskabet og kulturen i byen og mange mistede kontakten med hinanden. Lignende hændelser sker jævnligt med mindre bygder rundt omkring i Grønland, hvor små landsbyer og bygder tvangsflyttes for at koncentrere kapitalen og arbejdskraften. Det er bl.a. derfor at Grønland har den særegne karakter hos en undertrykt nation at have den største andel af sin befolkning boende i hovedstaden (1/3 af Grønlands befolkning bor i Nuuk).
Lenin lærer os at mindre imperialistiske lande som Danmark har deres lille del i kolonierne kun på grund af de større imperialistiske magters modsigelser mellem sig. I Denne forstand har USA-imperialismen givet Danmark retten til at beholde Grønland som sin koloni i så lang tid. I en periode, hvor USA gennem FN pressede lande som Storbritannien og Frankrig til at omdanne deres kolonier til halvkolonier lod de Danmark gennem særlige undtagelser beholde Grønland. Dette ses også på, hvordan USA gav Grønland tilbage til Danmark efter besættelsen i 1945.
I dag fortsætter yankee-imperialismen med at udbytte Grønland i ledtog og strid med den danske imperialisme. Grønland har stadig karakteren af at være koloni, da landet både er økonomisk, politisk, kulturelt og militært underlagt hovedsagligt den danske imperialisme.
I takt med at alle modsætninger i verden skærpes, vækker Grønland igen interesse hos hovedsagligt yankee-imperialismen i dens ønske om at omringe den russiske imperialisme for at fravriste den sin status som atomsupermagt, samtidig med den forsøger at holde den kinesiske socialimperialisme nede. Af samme årsag er Grønland derfor i færd med at gå fra at være koloni til halvkoloni. Man kan derfor se, hvordan at mange af verdens modsætninger kulminerer i det grønlandske samfund. Det ses heraf tydeligt, hvordan det imperialistiske system ikke gavner det grønlandske folk og proletariat på nogen som helst måde. Den danske kolonimagt og imperialisternes rovdrift i landet har forhindret nationens udvikling gennem mere end tre århundreder. Grønlands overgang fra koloni til halvkoloni, kommer kun til at betyde at udbytningen i Grønland ændrer ansigt, eller at Grønland går fra at blive udbyttet af hovedsagligt den danske imperialisme til også at blive udbyttet af flere imperialister.
Denne overgang fra koloni til halvkoloni skal dog også ses i en kontekst af, at det koloniale system bliver for ustabilt at opretholde, pga. folkets modstand og ønske om at leve i et frit og uafhængigt land. Denne overgang er derfor også et udtryk for det grønlandske folks store demokratiske energi og et kald på en fortrop, som skal løse den Demokratiske Revolutions opgaver i landet.
Læs også:
Røde Fane 