Af redaktionen.

Vi offentliggør hermed en oversættelse af en artikel fra Nouvelle Époque:

Den imperialistiske blok repræsenteret af Macron har reddet sig selv fra at drukne, og det er i sig selv ét aspekt af denne store sekvens af en stadigt mere afskyelig maskeparade. Stillet over for sin fallit kunne Macronismen kun midlertidigt reddes af et pokerspil, der virkede, men som kun forværrer den politiske krise, der tydeligere og tydeligere tager form hver dag i vores land. Macronismens blok, som det politiske blok af fransk imperialisme, er den virkelige fjende for arbejderklassen, de folkelige klasser og verdens folk underkastet fransk imperialisme. Det er denne blok, og kun denne blok, der har været ved magten i syv år, som kontrollerer retningen af landet: den pro-NATO-politik i Ukraine og marchen mod krig, politikken om stadig stærkere støtte til monopolerne, anti-arbejder og anti-folkelige love, radikaliseringen af politistyrkerne, den ultra-reaktionære mediedækning, og så videre. Denne blok, med dens leder Macron, er hovedaktøren i reaktionæriseringen af landet, og derfor i marchen mod fascisme. Det er Macron, gennem hans ›Jupiteriske‹ praksis med magt, hvor den udøvende er over alt andet, hvor Prinsen regerer landet med jernnæve med hans råd; denne Macron, der er ›over partierne‹, ›hverken venstre eller højre‹, er den mest fascistiske figur i landet, fordi han, og dette er den eneste sandhed, besidder almagtens magt af præsidenterne for Femte Republik.

Arbejderklasserne tager ikke fejl: de stemte på Rassemblement National (RN) for at slippe af med denne figur, der udgør al had fra de herskende klasser, da de andre kræfter så totalt har bundet deres fremtid til denne imperialistiske blok i midten af Nationalforsamlingen. Det er den falske venstrefløj, der har gjort det muligt for den imperialistiske blok ikke kun at opretholde sig selv, men at gøre sig regn og solskin ved at fodre af ustabilitet. I fraværet af et ægte Kommunistisk Parti finder det imperialistiske bourgeoisi ALTID en udvej.

Venstrefløjens ›folk‹ skal kun se alt dette som et dybt nederlag for arbejderklasserne. France Insoumise (FI) har gjort det muligt for ›Socialist‹ Partiet, hvis vælgere er ›skuffede‹ over at social Macronismen skulle være den usandsynlige fønix i de sidste valg. Glucksmann, CIA-agenten, satte straks dagsorden, idet han forklarede, at gennemførelsen af New Popular Front’s (NFP) program ville ske gennem ›diskussion‹ med Macronisterne og… FI. Dette er dødsdommen for den såkaldte NFP. Kort sagt, lidt eller intet vil blive implementeret. Han understregede også, at der ikke vil være ›Jupiterisme‹ eller ›Robespierreisme‹ (sic).

De vil forsøge at anvende en ›afdæmpet‹ Macronisme ved tvang, som kun vil være et ringe og umuligt forsøg på at berolige spændingerne forbundet med udviklingen af klassekampen og den politiske krise, som landet vil opleve i de næste to år. Den form, som fødslen af NFP har taget, er ikke magisk. Det er ikke resultatet af en dyb folkebevægelse, men ønsket om at redde sæder og forberede Olivier Legrains plan, en stor bourgeois millionær og tidligere forretningsmand, som forbereder sig i skyggerne på tilbagevenden af ›venstrefløjen‹ til magten i 2027, dvs. en mindre radikal form for Macronisme, til fordel for imperialismen. Genoplivningen af Socialistpartiet er derfor en fait du Prince: det er strategien for at holde dem, der er skuffede over Macronismen, med Macronismen og frem for alt for at isolere og ødelægge FI, som drivkraften for den falske venstrefløj, men på margenerne. Macrons abrupte styringsændringer har accelereret rekompositionens proces, men substansen er den samme: en falsk social-liberal men virkelig imperialistisk blok, der isolerer FI, som allerede er fuldstændigt afskåret fra arbejderklasserne. En blok, der vil kunne stole på RN for at få gennemført de nødvendige reformer, hvilket allerede er begyndt. Dette betyder en endnu større integration af RN-personale i statsapparatet. Fordelene og privilegierne ved disse stillinger i institutionerne har fordærvet alt og integreret RN i Macronist-imperialistblokken, ligesom alt andet. Ingen er længere imod NATO eller EU, og alle støtter den amerikanske imperialistiske politik i Ukraine. På en måde er dette den samme vej, som det franske ›kommunist‹ Parti har taget. Forræderi af revolutionens vej, forræderi af proletariatets interesser, integration i staten og til sidst en åben reaktionær bourgeois styrke. Forræderi fører til forfald, hvoraf Roussel er forbilledet.

Politisk krise og accentuering af klassekampen

Disse valg har mere end nogen andre vist, at det valgsystem, der findes i en borgerlig demokrati, kun er et træ, der skjuler skoven af systemet med en klasse, der dominerer de andre. Det er klart, at denne ›nationale‹ forsamling, hvoraf det store flertal består af ledere og højere intellektuelle erhverv, er helt afskåret fra den virkelige verden. 87% af franskmændene ser sig ikke repræsenteret i resultaterne, det siger meget! Situationen er oprørsk. Imperialismen er absolut anti-folkelig, som maskeraden i det demo-liberale system viser dagligt. Det grundlæggende faktum om hele denne dans af opportunister er, at den virkelige magt ikke findes på bænkene i Nationalforsamlingen. Politikere af alle farver er forvaltere af den gamle sekulære ordens udbytning. Pengenes magt, via deres informationsnetværk, har kapacitet til at gøre og ophæve pretenderer til højt betalte positioner. De får PCF til at eksistere for at stjæle et par stemmer fra FI; de genopliver PS; de køber medierne for at hælde en strøm af anti-folkelige ideer ud for at eksplodere frustrationen og RN-stemmen. De bruger ubueske midler, som FIs såkaldte ›antisemitisme‹, til at redde Macronist-blokken. Hvis denne eller hin majonet i morgen ikke behager bankerne og aktiemarkedet, så lancerer de en massiv smædekampagne, og det er det.

Det vigtigste ved denne sekvens er, at arbejderklassens vælger af Rassemblement National og arbejderklasserne generelt har en dyb følelse af historisk tyveri, og dette er normalt: RN er foran NFP med 3 millioner stemmer, det er den virkelige ledende kraft og den eneste, der er populær. Det er kun det politiske handel og vandel mellem Macronist-blokken og den falske venstrefløj, der har placeret RN på tredjepladsen. Dette tyveri vil accentuere de sløve raseri af disse klasser, der er helt forladt mod enhver emancipatorisk politisk diskurs. Dette raseri vil blive accentueret af den stadig større integration af RN, som igen vil efterlade arbejdermasserne uden nogen vej ud.

Alt dette svækker i høj grad massernes tillid til institutionerne. Vi er folket i Europa, der har mindst tillid til politikerne. Til sidst vil der, som i enhver dyb krise i landet, forblive hæren som en søjle, der ikke er korrumperet af parlamentarisk forfald, og over for den proletariatet, som må reorganisere sig hurtigt som en subjektiv kraft. De højtstående officerer har sagt det: Hæren vil have en rolle, hvis ›Nationen‹ er i fare. Bourgeoisiets stat må forstås som synonymt med ›nation‹ i en militærmans mund, fordi hæren er rygraden i dominanssystemet.

Denne historiske acceleration er blot udtryk for imperialismens verdenskrise, dens krise af forrådnelse, dens sidste krise; denne krise markerer tilbagevenden af den Proletariske Verdensvolution. Overalt i verden opstår de samme mønstre, de samme spørgsmål, den samme vej. Som et spejl af verdensbegivenheder er denne politiske krise, som er meget fransk, endnu et tegn på tilbagevenden af kampen for socialistisk revolution. Alt, hvad vi ser dagligt, udtrykker en udviklende revolutionær situation i vores land. Denne situation kan kun opleves som lidelse af arbejderklasserne uden en subjektiv kraft, uden et organiseret proletariat.

Vores opgave, vores eneste opgave, er ikke at råbe om fascistulven, det er ikke at være oprørt over racisme, det er ikke at være bange for en situation, der ikke eksisterer, men at forstå denne nye sekvens, som kun kan være positiv. Sandheden, der fremgår af denne store politiske krise, er, at de ikke længere kan regere som tidligere, uanset partifarven i Nationalforsamlingen. Den Femte Republik, et regime født af de ›Tredive Glade År‹, er et lig i fremskreden forrådnelse. Dette regime har været i stand til at integrere alle kræfter, der hævder at være i opposition, for at opløse og domestikere dem til fordel for fransk imperialism. I dag, på trods af situationen, ved de ikke længere, hvordan de skal løsne sig fra Gaullistprojektet.

Så som vi bliver ved med at sige i vores avis, er det tid til handling. Alt er blevet sagt om situationen, det vigtige er at organisere. Organisere masserne til klassekamp på fabrikkerne og i arbejderkvartererne. Organisere folkets kvinder, de forladte unge, de proletariske fagforeningsfolk, de hvide og muslimske arbejdere, overtale arbejderklasserne i forstæderne til at handle, genskabe netværkene, på hvilke vi vil opbygge en proletarisk organisation som er uafhængig fra bourgeoisiet, og lægge grundlaget for rekonstitueringen af det eneste politiske redskab for frigørelse, det Kommunistiske Parti.

Denne vej, som vi allerede udforsker, er og vil være frugten af nogle beslutsomme grupper, der arbejder, lever og kæmper sammen med proletariatet i brud med den gamle verden. Næret af den enorme historiske erfaring fra verdens proletariat og Frankrigs proletariat, vil vi svare på alle problemer. På kort tid har vi erhvervet os en rigdom af erfaring inden for massearbejde, og vi kender allerede alt det grundlæggende i det eneste revolutionære arbejde i dag. Problemer kan kun løses gennem bevægelse. Vi kan ikke længere fortsætte med at forblive på arkaiske former, hvor hoveddelen af bevægelsen er refleksion og analyse. Vi gentager det, tiden er kommet til konkret organisation i klassekampen. Målet er klart og vidunderligt: at gentage den glorværdige Pariserkommune. Vores tider er vidunderlige: alt er fejlet, intet vil nogensinde være det samme igen – vejen er kendt, lad os sætte al vores styrke i bevægelse.