Af redaktionen.

Vi offentliggør en uofficiel dansk oversættelse af følgende leder fra A Nova Democracia.

Der er flere symptomer på en akut generel krise af nedbrydning af imperialismen.

Kamala Harris, vicepræsident for USA, ved at påtage sig ledelsen af præsidentløbet for forbryderbanden »Det Demokratiske Parti«, genopliver den allerede næsten afgjorte valgdyst. I denne forstand er det uanset motivet for snigskytten fra Pennsylvania, der skød med sin AR-15 riffel, et typisk tilfælde af en person, der »skyder hvad han ser og rammer hvad han ikke ser«, hvilket resulterer i en uventet situation: Joe Bidens kandidatur endte med et skud i øret til en anden. Hvis denne valgdyst havde fortsat, ville Trump allerede være så godt som valgt, ikke kun på grund af den nuværende Yankee-præsidents bemærkelsesværdige uduelighed, men hovedsageligt fordi den politiske strid ville være fanget i sammenligninger mellem de to regeringsperioder, og i denne sammenligning står Biden dårligere af økonomiske årsager. Ikke med Kamala: Den politiske strid er i det mindste ikke primært i sammenligningen mellem regeringer, trods alt var hun aldrig præsident, men snarere i forsvaret af »demokrati« i den farlige polarisering »demokrati versus fascisme«, som om hun og de folkemorderiske »Demokraterne« havde nogen identitet med de demokratiske rettigheder og friheder, som de selv overtræder så meget, især i de undertrykte nationer!

Hele opportunismen hos den falske venstrefløj har ikke kunne holde sig selv tilbage og har allerede startet en afskyelig kampagne til fordel for Kamala Harris. Hun er trods alt afro-asiatisk, kvinde og forsvarer endda abort i USA: dette forhindrer hende selvfølgelig ikke i at være deltager og medskyldig i folkemordet på det palæstinensiske folk, da hun er en del af den nuværende regering, der er ansvarlig for al militær, logistisk, materiel og politisk-diplomatisk støtte til den nazistiske-zionistiske stat Israel i dens belejrings- og udryddelseskampagne. Postmodernistisk politik er endnu engang et ammonitionslager for at legitimere folkemorderisk bourgeois-demokrati på et fremskredent stadie af forrådnelse for at fortsætte den skrækkelige march mod at underlægge verden for imperialismen.

Omkring netop dette punkt, så opnår den palæstinensiske modstand nye sejre – den seneste er aftalen etableret mellem styrkerne for den nationale modstand og dem, der vakler og er forsonlige (højrefløjen af Al Fatah) for national enhed mod zionismen. Hamas, PFLP, DFLP, Islamsk Jihad, Fatah og andre organisationer definerede deres enhed omkring »oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad« og »garanteringen af ​​retten til tilbagevenden« for flygtninge. Dette er en rungende sejr for venstrefløjsstrømningen af den palæstinensiske modstand og går direkte til modsætning imod Israels zionistiske planer og Yankee-imperialismen der styrer dem. Det er en anerkendelse af behovet for at feje zionismen bort gennem kampen for national befrielse og afslører kapitulationistiske styrker, der indtil i går var begrænset til Israels planer som en reserve for at opretholde dets apartheid med en »Palestinian Authority« under zionistisk overherredømme, og nu forpligter de sig til modstand. Det er endelig endnu en sejr for den palæstinensiske modstand, et vigtigt skridt fremad for national enhed og forårsager alvorlig skade på imperialistiske planer.

Endelig eskalerer situationen også i Venezuela, som tegn på imperialismens krise. Nicolás Maduro og hans regime af bureaukratisk kapitalisme baseret på eksport af olie til USA er blevet belejret. På den ene side konsolideres det korporatistiske regime, og ingen valghandling vil være i stand til at ændre strukturerne i den venezuelanske stat. Når Maduro siger, at der vil være en borgerkrig uden hans brede sejr, siger han i bund og grund sandheden: På den anden side vil den ultrareaktionære opposition – en flok lakejer for Yankee-imperialistiske interesser – skabe uro, givet graden af politisk og institutionel krise, og det korporative regime vil ikke tillade sig selv at blive omstyrtet, på trods af valget. Derudover er det stadig et tegn på en akut politisk krise, at »Chavismo« er i fare for at blive besejret valgmæssigt, med næsten total kontrol over statsapparatet. Yankeerne støtter naturligvis deres lakejopposition, men de vil ikke gribe direkte ind nu, selvom Maduro-regimet »bryder spillets regler«: Siden 2019, da de begyndte en interventionsproces, trak Yankeerne sig tilbage og nåede frem til den konklusion, at dette ville skabe en antiimperialistisk storm i deres baghave, og i en kontekst, hvor bøndernes kampe i subkontinentet alvorligt truer deres interesser, ville det være en næsten selvmordsbeslutning. De vil helt sikkert øge sanktionerne af alle typer for at presse fremkomsten af ​​splittelse inden for regimet, især i de venezuelanske væbnede styrker, hvilket de hidtil ikke har opnået med deres mange mislykkede forsøg, og vil bruge det som påskud til at øge deres militære tilstedeværelse i subkontinentet, herunder for at bekæmpe revolutionære bondeoprør.

Reaktionen med forfærdelse over »manglen på frihed« i Maduro-regimet fra de monopolistiske medier i Brasilien er komisk: de hævder, at en oppositionskandidat ikke kunne stille op på grund af ordrer fra »Maduros diktatur«, når det i Brasilien i 2018 var en oppositionskandidat, der ikke kunne deltage på grund af et tweet fra den daværende hærfører. Hvem er demokrati og hvem er diktatur trods alt?

Disse er alle symptomer på en akut generel krise af forrådnelse af imperialismen, hvis grad har været uhørt i verden, og forårsager forstyrrelser af stadig større omfang, opildner til en revolutionær situation hvor massive folkelige oprør eksploderer, der ryster hele systemet af reaktionær dominans, hvor folkets revolutionære kamp vil marchere fremad over hele verden.