Af Gabriel P.

Den danske stat er endnu en gang på vej til at udvide sine værktøjer for overvågning og kontrol, og denne gang er ansigtsgenkendelsesteknologien på dagsordenen. Politiet og regeringen arbejder for at implementere denne teknologi i politiets efterforskning, og det kan virke som et skridt mod en mere effektiv retshåndhævelse. Men lad os ikke lade os narre – dette er bare endnu et skridt mod en mere overvåget og kontrolleret stat.

Anvendelsen af ansigtsgenkendelse er ikke blot et teknologisk fremskridt. Det er en udvidelse af statens evne til at kontrollere og overvåge borgerne. Det er et skridt længere mod en fremtid, hvor privatlivet er borte, og hvor enhver bevægelse bliver sporet og dokumenteret. Reaktionen fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne viser en klar enighed om at styrke statens kontrol over befolkningen.

Ansigtsgenkendelse bliver præsenteret som et nødvendigt redskab til at bekæmpe kriminalitet, men i virkeligheden handler det om at styrke statens magt og autoritet. Når kriminelle grupper opererer på tværs af landegrænser, er det ikke alene et spørgsmål om teknologisk svaghed, men også et symptom på de større økonomiske og politiske problemer, der er resultatet af det imperialistiske system. Men i stedet for reelt at adressere de sociale årsager til kriminalitet og bandekrig, vælger staten at øge overvågningen og kontrollen, hvilket slet ikke løser problemet og forstærker kun uretfærdigheden i samfundet.

Ansigtsgenkendelse i Kina: En advarsel til Danmark

Når vi ser på, hvordan ansigtsgenkendelsesteknologi bliver promoveret herhjemme, kan det være nyttigt at tage et kig på Kina, hvor denne teknologi allerede er udbredt. I Kina spiller overvågningsteknologi en vigtig rolle i statens kontrol over befolkningen. I storbyer som Beijing og Shanghai er kameraer med ansigtsgenkendelse næsten overalt: På gaderne, i bygningerne og selv i nogle naturområder. Staten bruger teknologien til at overvåge og registrere borgernes bevægelser, ofte med det formål at forhindre politisk modstand og styrke social kontrol.

Som resultat kan det socialfascistiske styre identificere og spore enkeltpersoner konstant, hvilket gør det muligt for dem at gribe ind over for enhver adfærd, der afviger fra normen. Det har ført til en hverdag af selvcensur blandt borgerne, især blandt de mest progressive masser. Der findes utallige eksempler på tidligere rødgardister og revolutionære studerende som må skjule deres politiske holdninger, grundet det kommunistiske partis degenerering til et revisionistisk parti.

De danske politikere insisterer på at de ikke ønsker et overvågningssamfund i Danmark, men alligevel bruger de det mest klassiske, komisk orwellske argument:

»Hvis man ikke har noget at skjule, kan man jo ikke have noget imod det«

– Betina Kastbjerg, retsordfører, Danmarksdemokraterne