Af J. F.

For nylig har datatilsynet igen rejst en kritik mod Familieretshusets usikre behandling af kvinders personlige oplysninger. Familieretshuset er den myndighed, der behandler svære familiesager, hvor partnervold ofte er indblandet. Mellem den 6. januar 2023 og den 30. juni 2024 har mere end 28 brud på persondatasikkeheden fundet sted for voldsramte personer, der f.eks. har skjulte adresser overfor bl.a. deres tidligere partnere.

Det er langt fra første gang at sådanne tilfælde finder sted. Den specifikke årsag er ofte at sagsbehandlere tit glemmer at slette kvinders personlige oplysninger i dokumenter, der i sidste ende kan gøres tilgængelige for f.eks. en voldelig ekskæreste. Oven i dette har der været tilfælde, hvor kvinder ikke har været informeret, om at deres oplysninger har været delt, før op til flere døgn efter, hvori de i denne periode potentielt set har kunnet være i livsfare.

Der peges fingre mod at Familieretshuset ikke har nok midler, så det overbebyrdede personale sjusker med grundigheden. Myndigheden har bl.a. modtaget et enkelt kapitalindskud på 129 millioner kroner til at forbedre det familieretslige system. Men disse penge er intet andet end en symbolsk saltvandsindsprøjtning og det forklarer heller ikke, hvorfor at mere end 100 ansatte i Familieretshuset er blevet fyret lige før saltvandsindsprøjtningen fandt sted.

Det er en typisk strategi for bourgeoisiet at fratage arbejderklassen sine rettigheder, om end det er hævet husleje, inflation eller nedskæringer af offentlige tjenester, og så give et ›plaster på kødsåret‹ med én enkelt kapitaloverførsel. 129 millioner slipper hurtigt op, og det kompenserer ikke for de mere end 100 opsagte medarbejderes manglende arbejdskraft til at tage sig af sager.

Kapitalismen, med dens højeste stadie i dag: imperialismen, kan aldrig løse patriarkatets problemer, da spørgsmålet om kvindeundertrykkelse er direkte forbundet med spørgsmålet om privatejendommen. Og vi ser, hvordan når imperialismens krise forværres at alle andre modsætninger i samfundet også skærpes, hvilket inkluderer patriarkatet. Da kapitalisterne, grundet deres verdensanskuelse, ser kvinder som intet andet end et produktionsmiddel, opfatter det dem også som objekter. Dette leder bl.a. til behandlinger af sager om vold i hjemmet på en måde, hvor kvinder ikke opfattes som personer, men som et nummer i rækken eller ›et sagsnummer‹.

Dette viser, hvordan imperialismen er helt ude af stand til at møde folkets krav. Mens regeringen prædiker om ligestilling ved at tvinge kvinder ind i hæren, så de kan tjene den danske imperialisme »på lige fod« med manden, kan de samtidig kun symptombehandle problemer med systematisk vold mod kvinder i hjemmet gennem krisecentre, som ikke er tilstrækkelige. Det viser, hvordan der er et behov for Rød Linje i kvindebevægelsen, der kæmper for arbejdende kvinders reelle frigørelse som er uadskillelig med kampen mod imperialismen.