Vi deler hermed en uofficiel oversættelse af en svensk artikel af Kommunistisk Forening.

Mere politi er ikke svaret

Imperialismens forrådnelsesproces og dens generelle krise viser sig på mange måder. Én af disse måder er, hvordan svensk imperialisme ikke længere kan udnytte imperialistiske superprofitter, de overskud som svenske storvirksomheder og svensk kapital opsamler i de undertrykte nationer, for at opretholde den falske socialdemokratiske “klasseharmoni” og klassesamarbejde. Klasse­samfundets øgede udnyttelse kan ikke undgås af nogen. Et resultat af dette er, at en stor del af masserne i de mest fattige og undertrykte områder ikke ser nogen anden vej ud af denne elendighed end kriminalitet. Det kræver ikke nogen kernefysik at forstå sammenhængen mellem ungdomsarbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet.

Med de seneste måneders bande-relaterede voldshandlinger er det vigtigt at forstå rodårsagen til kriminaliteten, borgerskabets interesse og rolle, den borgerlige stats voldsmaskine og arbejderklassens interesser.

Det er kapitalismen, der skaber fattigdommen og kriminaliteten

Det er kapitalismen, der tvinger store dele af den svenske arbejderklasse til et liv i fattigdom. Ikke nok med det! På grund af imperialismens generelle krise har kapitalisterne brug for at øge udnyttelsen af arbejderklassen mere og mere for at finansiere deres konkurrence om markedsandele. De gør dette ved for eksempel:

– Reallønsnedskæringer; At hæve priserne på for eksempel forbrugsvarer og bolig hurtigere end lønningerne stiger.

– Arbejdsløshed; Kapitalisterne effektiviserer arbejdspladserne ved at reducere antallet af arbejdere og dermed øge arbejdstempoet og dermed spare penge. Kapitalisterne og deres politikere har besluttet, at Sverige skal have, hvad de kalder en »ligevægtig arbejdsløshed« på omkring ca. 7 procent. Blandt andet Konjunkturinstitutet, Riksbanken og Finansdepartementet går ud fra, at dette er et rimeligt niveau. Cirka 400.000 personer skal altså tvinges til at have en forfærdelig tilværelse bare for at tjene den herskende klasse. En høj arbejdsløshed disciplinerer arbejderne og holder lønningerne nede.

– Nedskæringer i velfærden; Ved at reducere statens, regionernes og kommunernes omkostninger til for eksempel ydelser, uddannelse, ungdomsarbejde, foreningsliv og organiseret rekreation som fritidsgårde, kan den borgerlige stat bruge mere af folkets skattepenge på at give tilskud til storvirksomheder, finansiere projekter som kapitalisterne selv ikke vil betale for og udvikle statens voldsmaskine.

Alt dette skaber en tilværelse, der bliver mere og mere uudholdelig for arbejderklassen og tilbyder ingen vej ud af denne elendighed for store dele af masserne. Så længe denne situation består, vil kriminaliteten stige mere og mere. Kapitalismen skaber også en kultur og et ideal om, hvordan man skal se ud og hvordan man skal være. For dem, der ikke har råd til at opfylde dette, bliver det svært at blive velkommet ind i samfundet og accepteret på arbejdsmarkedet. Dette er endnu et incitament for flere til at vælge et liv i kriminalitet.

Mere repression eller fattigdomsbekæmpelse?

Selvom fattigdommen er den eneste logiske årsag til kriminaliteten, er det ikke den, den svenske stat ønsker at bekæmpe. I stedet for at sikre, at arbejderklassen får sine behov tilfredsstillet og tilbyde en vej til et bedre liv, er det racisme, repressiv lovgivning og militarisering, der står på menuen.

Det er klart ubehageligt, når mennesker bliver myrdet i opgør om penge og magt, og det er ikke overraskende, at det skaber frygt. Men borgerskabet har udnyttet denne frygt og forværret den gennem overdrevne rapporter i medierne. De udnytter situationen til at skræmme den offentlige mening ved at overdrive volden i medierne. De bruger også situationen til at splitte arbejderklassen ved at beskylde indvandrere, hovedsageligt muslimer, for volden. De gør dette for at dække over deres egen skyld i det hele, da det er kapitalismen og dens krise, der ligger bag volden. De vil hellere have, at arbejderne beskylder hinanden, end at de ser de virkelige årsager til kriminaliteten. De sørger også for at gøre staten mere eks­ekutiv, øge finansieringen af politiet og stifte flere repressive love, der gør det sværere at organisere sig i forstederne og letter for den borgerlige stat at udvise meningsmodstandere – de udnytter situationen til at splitte arbejderklassen og retfærdiggøre militariseringen af den svenske stat, øge undertrykkelsen og repressionen mod arbejderklassen.

Det er en løgn, at borgerskabet bekymrer sig om at bekæmpe de kriminelle netværk. Hvis det handlede om at stoppe de kriminelle netværk og deres narkotika handel, hvorfor efterforskes og drogtestes ikke de daglige narkomaner på de dyre klubber i indre by, men i stedet er det i forstederne, at visitationszonerne indføres, hvor narkotikainnehav og -brug er betydeligt lavere? Borgerskabets kamp mod banderne er blot en teaterforestilling for at retfærdiggøre den øgede repression og den øgede reaktionarisme i den borgerlige stat.

Hvad er nødvendigt?

For de undertrykte, de isolerede og fremmedgjordte, de der står over for valget mellem arbejdsløshed eller uudholdelige arbejdsforhold, de der ser alle parlamentspartier tilbyde mere undertrykkelse i stedet for løsninger, for alle dem, der ikke ser noget lys i det kapitalistiske mørke, er det nødvendigt, at kommunisterne tilbyder en alternativ vej. For disse mennesker, som kapitalismen ikke har tilbudt nogen vej ud af denne elendighed, kan kriminalitet have en vis tiltrækning. Men kriminalitet er ikke noget, der kan ændre den materielle situation, som masserne befinder sig i. Den kan kun tilbyde mere splittelse, mere uro, mere statslig reaktion og mere vold mod folket.

Det, der er nødvendigt, er en alternativ vej, en vej der faktisk kan tilbyde de undertrykte en fremtid. Det, der er nødvendigt, er, at kommunisterne viser vejen i kampen for massernes dagskrav – mod prisstigninger, mod nedskæringer i velfærden, mod arbejdsløshed, mod huslejestigninger. Det, der er nødvendigt, er ledelse for arbejderklassen og at de sammen med kommunisterne kan kæmpe og gøre modstand mod den generelle krise.

Borgerskabet og imperialismen har kun én løsning. At udvikle sin voldsmaskine mere og mere, gøre staten mere og mere eks­ekutiv og øge undertrykkelsen af de mest undertrykte dele af masserne. Dette kan ikke løse massernes desperate situation. Den eneste løsning for at bekæmpe bande­kriminalitet er en socialistisk revolution, hvor den økonomiske grundlag for kriminalitet, udnyttelsen af arbejderklassen, forsvinder, og hvor samfundet løser massernes situation ved at organisere sig efter princippet om evne efter behov.