Af Pelle. E.

SVM-regeringen har for nylig annonceret en ny Afrika-strategi, og med dette åbnes der op milliardinvesteringer af bureaukratisk kapital i flere afrikanske lande. Som led i dette har den borgerlige danske stat nu åbnet nye danske ambassader hhv. Tunesien, Senegal og Rwanda, men har samtidig lukket ambassader i Burkina Faso og i Mali.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler at »Det er vores ambition at være til stede der, hvor det giver mening hvor vi ser potentiale, og hvor vi har klare danske interesser«. Derudover erklærer Udenrigsministeriet at de har i sinde at »øge den diplomatiske muskelkraft« på ambassaderne i Egypten, Kenya, Nigeria og i Ghana.

På nuværende tidspunkt investerer især pensionskasser stort i imperialistiske megaprojekter i flere afrikanske lande. Alligevel går kun 1,5 procent af den danske imperialismes vareeksport til Afrika, mens vareimporten kun svarer til 0,8 procent. Regeringen har meldt ud at de har til hensigt at tallene skal stige markant i de kommende år.

Denne hensigt skal ses i et internationalt sammenhæng. I takt med at hovedmodsætningen i verden, mellem imperialistiske lande og undertrykte nationer, skærpes, skærpes også de interimperialistiske modsætninger. Dette kommer bl.a. til udtryk i Afrika gennem fornyet imperialistisk konkurrence over interesser på kontinentet. I de seneste par år har der fundet flere statskup sted, hvor reaktionære landsudsælgende kliker, til fordel for én imperialist, har udskiftet en anden reaktionær klike, til fordel for en anden imperialistisk magt. Samtidig har en længe uset aggressivitet af investeringer fundet sted i afrikanske lande, hvilket har resulteret i, hvad borgerlige økonomer har kaldt verdens hurtigst voksende økonomier. Den tyske og franske imperialisme er store spillere gennem EU, som fortsætter med at være den største enkelte »handelspartner« med afrikanske lande. Men i den senere tid har især den kinesiske socialimperialisme vundet frem på kontinentet, hvilket, sammen den russiske imperialismes aggressionskrig mod Ukraine, skærper de interimperialistiske modsætninger og konkurrence i regionen.

Men man skal ikke lade sig narre. De voksende økonomier, som er et resultat af eksport af imperialistisk finanskapital, er halvfeudale økonomier med en bureaukratisk kapitalisme forbundet med feudalismen og de imperialistiske monopoler. En dødsfødt afhængig kapitalisme, der bygger på at suge superprofitter og livet ud af disse lande og forhindrer landendes reelle udvikling.

De imperialistiske investeringer kommer kun til at gavne det imperialistiske bourgeoisi og deres landsudsælgende håndlangere i undertrykte nationer. Investeringerne kommer til at betyde mere udbytning, nød og sult for masserne, især fattigbønderne. EU, som forklæder sine investeringer som »grønne«, som der f.eks. med EUDR stiller urimelige krav til fattigbønder, før de kan sælge deres afgrøder, og som på den måde baner vejen for de store jordbesiddere.

Den danske imperialisme har desuden gang på gang vist, hvordan dens investeringer har ledt til mord, udplyndring, sult og udslettelse af natur og lokalsamfund i hvert et afrikansk land den investerer i. Investeringernefremhæves som en ›økonomisk hjælp‹ til kontinentet, men i virkeligheden er dette blot et nyt spin på den hvide mands byrde,og ›hjælpen‹ vil kun tjene til at uddybe udbytningen endnu mere.

Læs også: