Af J. F.

Tal opgivet for år 2023 viser kendte forhold om menneskehandel af mere end 112 personer. Disse tal er opgivet af Social- og Boligstyrelsen og der er en del mørke tal. Langt størstedelen af personerne er kvinder og over halvdelen af tilfældene har været med formål at tvinge dem i prostitution.

Disse tal er en stigning på mere end 35 procent fra året før og det højeste antal registrerede tilfælde af menneskehandel siden 2016.

Størstedelen af prostituerede er fra undertrykte nationer

Denne tendens er desværre ikke nogen overraskelse i en tid, hvor fattigdom og ulighed udbredes mere og mere og hvor prostitution hører med som følgesygdom.

Ud af de prostituerede i Danmark er langt størstedelen kvinder, og den svimlende størstedel af disse kvinder har ophav i undertrykte nationer. Mange af dem har ikke planer om at ende ud i en sådan situation. Mange, som rapporten nævnt overfor fortæller, har ikke engang rejst til Danmark af egen fri vilje. Kvinder fra undertrykte nationer bliver ofte narret eller presset til at rejse til imperialistiske lande med løfte om en bedre fremtid, men smugles enten ulovligt ind i landet, eller får frataget pas og andet legitimation af deres smuglere, når de ankommer.

Dette forhindrer mange prostituerede i at komme ud af deres situation fordi, de er underlagt voldelige alfonser (langt størstedelen af prostituerede er underlagte alfonser) og ikke kan gå til myndighederne, da de ellers vil blive sendt væk eller det der er værre. Udover menneskehandel genererer imperialismens skærpende generelle krise også fortsat mere og mere fattigdom, hvilket rammer kvinder hårdest og især kvinder i undertrykte nationer, som af ren og skær økonomisk pres tvinges ud i prostitution.

Prostitution eller ›sexarbejde‹?

I 1960’erne og 1970’erne begynder postmodernismen at tage form, hvor visse småborgerlige feminister, støttet af bourgeoisiet, kommer med fordrejede småborgerlige tanker, som bl.a. forsøger at karakterisere prostitution som ›sexarbejde‹. I følge denne teori skal ord som ›prostitution‹ og ›prostituerede‹ erstattes med ordene ›sexarbejde‹ og ›sexarbejdere‹. Problemet med dette er at teorien forsøger at sidestille prostitution med andet manuelt proletarisk arbejde.

I stedet for at se prostitution som en del af den imperialistiske og patriarkalske kvindeundertrykkelse, opfatter denne teori i stedet prostitution som et ›job‹ der er sidestillet med at hvert andet arbejde i samfundet.

Teorien går ud fra at prostitution er kvindens eget valg og at hovedproblemet med prostitution er stigmatiseringen af kvinderne i prostitution. Dette spiller ind i postmodernismens såkaldte diskursanalyse: at virkeligheden udspringer fra sproget og måden man taler om tingene på, dvs. idéerne. Folk, som kalder prostitution for ›sexarbejde‹ går derfor så langt som at fremhæve prostitution som en feministisk ting i sig selv, og at kampen blot går ud på at legalisere prostitutionen og tillade prostituerede at indgå i fagforeninger og trepartsforhandlinger osv., og at prostitution på den måde faktisk er med til at udfordre patriarkatet.

Hvad denne idealistiske småborgerlige afgren af feminisme lider af er kendsgerningen at langt størstedelen af prostituerede er ofre og at kampen ikke går ud på at »organisere prostitutionen«, men at ophæve den. Størstedelen af al menneskehandel er af kvinder, med hovedformålet værende prostitution. Selv i Amsterdam, i Holland, bliver kvinder systematisk trafikeret (75-80 procent er estimeres at være blevet udsat for menneskehandel) ind i landet på ulovligt grundlag for at blive udstillet i glasmontre i Amsterdams gader som varer man kan købe – og dette i et land, der praler af at have løst prostitution gennem liberale reformer og legalisering.

Udover dette lider langt størstedelen af prostituerede af PTSD, er i stor risiko for at blive overfaldet, voldtaget og myrdet, samtidig med at de er personligt underlagt en alfons, der sælger kvindens krop og ikke hendes arbejdskraft. De er ofte fanget mellem volden fra både politiet og fra menneskehandlere. Disse forhold er fuldkommen usammenlignelige med proletarisk lønarbejde og har meget mere til fældes med reelt slaveri. Det er derfor idealisme at sige at det er stigmatiseringen der er hovedproblemet for prostituerede.

For en Rød Linje i Kvindebevægelsen!

Småborgerlige postmoderne feminister fremhæver ofte eksempler af »frivillige« prostituerede, der foretrækker prostitution over alt andet arbejde. Disse personer tilhører en forsvindende lille brøkdel af alle prostituerede i verden. Disse prostituerede af eget valg er ofte meget ressourcestærke og har ofte en bedre både social og økonomisk status og baggrund end de fleste andre prostituerede. Det er ofte de personer som pro prostitution feminister taler om som repræsentanter for alle prostituerede. De kalder det ›feministisk‹ at anerkende og legalisere prostitution, mens de taler om disse prostituerede af eget valg. Men de overser, at disse personer ofte ikke behøver en anerkendelse eller legalisering alligevel pga. deres ressourcestærkhed. Det er netop derfor at overfor sådanne personer er stigmatiseringen af prostitution netop deres største problem og ikke valget mellem liv i rent helvede og slaveri eller død.

Forholdet mellem prostituerede af eget valg og postmoderne feminister på den ene side og proletariske feminister på den anden side understreger hvad José Carlos Mariátegui og PCP lærer os:

»Kvinder er ligesom mænd, reaktionære, centrister eller revolutionære, derfor kan alle kvinder ikke kæmpe den samme kamp. I menneskets nuværende panorama adskiller klassen individerne mere end kønnet.«

Altså findes der kvinder med forskellige klassestandpunkter. Kvindekampen indeholder idéer til fordel for både bourgeoisiet, småborgerskabet, godsejerne eller proletariatet. Men i sidste ende kan de koges ned til idéer enten for proletariatet og enden på patriarkatet og al udbytning, eller idéer, der vildleder arbejdende kvinder ind i evig patriarkalsk trældom.

Dette frembringer altså nødvendigheden af marxismens røde linje i Kvindebevægelsen, som skal lede arbejdende kvinder, sammen med deres klassebrødre, til sejr mod imperialismen og patriarkatet. Den Proletariske Feministisme opfatter prostitution som en del af kvindeundertrykkelsen, der er kædet sammen med privatejendommen. Den forstår at ingen reform, som bourgeoisiet kan trumfe igennem, fundamentalt kan løse problemet: legalisering institutionaliserer blot menneskehandelen og kriminalisering rammer skævt og næsten kun de prostituerede selv, som ofte ikke har noget valg. Imperialismen og privatejendommen skaber selv betingelserne for prostitution og kvindeundertrykkelse. Det er derfor kun Folkekrigen i de undertrykte nationer og de imperialistiske lande, der kan sætte en stopper for menneskehandelen og den imperialistiske udbytning. Arbejdende kvinder må organisere sig til at kæmpe imod det imperialistiske og patriarkalske system, at skabe røde kvindeorganisationer, der danner netværk til gensidig hjælp for kvinder, så de ikke tvinges ud i prostitution pga. fattigdom. Alt dette er uadskilleligt forbundet med spørgsmålet om erobringen af magten gennem Folkekrig, da det først er med erobringen af magten for proletariatet og folket at patriarkatet endegyldigt kan rives op ved rødderne og derved ophæves helt når vi indtræder i kommunismen.