Af Gabriel P.

På det seneste har der været jubel blandt progressive og selverklærede revolutionære over præsidentvalget i Sri Lanka, hvor Anura Kumara Dissanayake, en kandidat fra Folkets Befrielsesfront (JVP), blev erklæret vinder den 21. september. F.eks. har netavisen Arbejderen allerede med håb og glæde meddelt, at en kommunist nu har taget magten i landet. Men hvad ligger der reelt bag JVP’s politik?

Enhver kan proklamere sig selv som kommunist og erklære sig for tilhænger af marxismen-leninismen. Dissanayake, som er formand for JVP og leder af valgalliancen National Folkemagt (NPP), er en af disse personer. Hans opportunisme er tydelig og let at identificere i hans politiske praksis.

Parlamentarisk kretinisme

Dissanayake og hans parti repræsenterer en tendens inden for arbejderbevægelsen, der kaldes reformisme. Denne idé om, at den borgerlige stat kan omdannes til en socialistisk stat gennem reformer, er dybt problematisk. Opfattelsen bygger på teorien om en fredelig overgang til socialismen, en idé som har fået støtte fra opportunister verden over, der ofte ser reformer som den mest realistiske tilgang til social forandring. Men har vi virkelig lært intet af de historiske erfaringer, som det chilenske eksempel giver os? I Chile, hvor Salvador Allende forsøgte at implementere progressive reformer, blev det hurtigt klart, at uden en stærk folkehær og en solid revolutionær bevægelse var det umuligt at opnå varig forandring. Uden en grundlæggende ødelæggelse af den gamle stat vil reaktionen blot reagere med dødelig vold mod de progressive kræfter.

Reformisme baserer sig altså på antagelsen om, at det er muligt at ændre de grundlæggende forhold, der styrer samfundet, ved at implementere progressive ændringer inden for rammerne af den eksisterende statsmaskine. Man ignorerer det faktum, at staten, ligesom alt andet, har en klassekarakter!

En falsk antiimperialisme

JVP og Dissanayake kalder sig selv antiimperialister. Men hvad indebærer det at være imod imperialismen? I et halvfeudalt land som Sri Lanka, hvor mange lever som bønder, er der brug for en demokratisk revolution, da landet aldrig har gennemgået den borgerlig-demokratiske revolution, som de imperialistiske lande oplevede i det 19. og 20. århundrede. Samtidigt er Sri Lanka dybt domineret af imperialismen, især den kinesiske socialimperialisme. Ifølge en undersøgelse fra 2022 af China Africa Research Initiative udgør Sri Lankas gæld til kinesiske kreditorer omkring 7,3 milliarder dollars, hvilket svarer til 19,6 procent af landets samlede udenlandsgæld. Derfor bør det ikke komme som nogen overraskelse at den kinesiske præsident Xi Jinping i mandags lykønskede Dissanayake med hans valgsejr. På den anden side, lad os heller ikke glemme hovedfjenden af verdens folk, yankee-imperialismen, som også udplyndrer landet, især gennem den Internationale Valutafond (IMF). Det var blandt andet IMF’s lån, der førte til de store sociale oprør i 2022, hvor masserne endte med at jage den daværende præsident på flugt.

Men det virker ikke som om JVP har nogen klare planer for en demokratisk revolution. Den bureaukratiske kapitalisme, som hærsker i Sri Lanka, anerkendes slet ikke af dem, og det kommer ikke som nogen overraskelse, da de åbenlyst ignorerer Mao Tsetungs udviklinger og bidrag til marxismen.

Partiet stillede dog op med en politisk platform, der lover modstand mod IMF, men hvad er Dissanayakes egentlige intentioner? Ved NPP’s Nationale Erhvervsforum, der blev afholdt nogle uger tilbage, præsenterede Dissanayake en række løfter til Sri Lankas storbourgeoisi. Arrangementet tiltrak en række srilankanske kapitalister samt udenlandske imperialister, hvilket stiller spørgsmål ved, hvem han virkelig repræsenterer. Til arrangementet udtalte han:

»Alle vores internationale økonomiske relationer er knyttet til Den Internationale Valutafond. Bilaterale gældstransaktioner, multilaterale gældstransaktioner, statsobligationer og mere er alle forbundet med IMF. Derfor forsømmer enhver, der overvejer et ensidigt udtrædelse fra programmet, deres ansvar over for landet og dets folk. Vi garanterer, at vi aldrig vil trække os ensidigt ud af IMF«

Social- og nationalchauvinisme

JVP har gentagne gange allieret sig med den reaktionære regering mod den tamilske befolkning, der kæmper for national selvbestemmelse. De har desuden udtrykt støtte til de systematiske overgreb, der er blevet begået mod tamilerne. Dissanayake har, som en del af sin valgkampagne, lovet ikke at retsforfølge krigsforbrydere, der har begået forbrydelser mod det tamilske folk.

Samtidig er Dissanayake en åbenlyst buddhistisk nationalist. Han har forsikret buddhistiske nationalister om, at han ikke vil røre ved Artikel 9 i landets forfatning, som sikrer, at buddhismen har en fremtrædende plads og skal beskyttes og fremmes af staten. Ifølge ham har denne artikel en »guddommelig beskyttelse«.

I betragtning af alt dette er det klart, at selvom Dissanayake og JVP måske præsenterer sig som progressive, er deres politik præget af opportunisme, socialchauvinisme og har intet at gøre med arbejderklassens og de undertrykte folks kamp. Dette er ikke et nyt fænomen, det er noget selv Lenin kommenterede på i sin tid:

»Man glemmer, tilsidesætter og forvansker lærens revolutionære side, dens revolutionære sjæl. Det, der er antageligt eller synes at være antageligt for bourgeoisiet, fremhæver og roser man. Alle socialchauvinister er nu til dags “marxister” – lad være at smile!«

Med alt dette fremlagt, bør enhver ærlig sjæl kunne identificere JVP og dets formand som en gruppe af klassiske opportunister.