Vi udgiver en uofficiel oversættelse af Folkekvindebevægelsen i Brasiliens biografi over Rosa Sjaninas revolutionære liv som heltinde i den Røde Hær.

Rosa blev født den 3. april 1924 som datter af en malkepige og en tømrer, der var blevet invalideret af en skade under Første Verdenskrig, og hun blev opkaldt efter den marxistiske revolutionære Rosa Luxemburg. Da hun kom fra en stor familie, hvor Rosa var den eneste datter, havde hun svært ved at følge med i studierne, men som 14-årig stak hun af hjemmefra og blev mellem studier og politiske møder hurtigt medlem af den Kommunistiske Ungdomsbevægelse, Komsomol, i 1938.

Hun forlod hjemmet med få penge og næsten ingen ejendele, da skolerne indførte skolepenge, og Sjanina fik job som børnehavelærer og forsørgede sig selv ved at studere om aftenen og arbejde om dagen, hvor hun udviklede et kærligt forhold til sine elever og alle på den skole, hvor hun arbejdede.

Sjanina meldte sig frivilligt til militærtjeneste efter sin brors død i 1941 og valgte at gøre tjeneste ved fronten. Hun blev rost for sin skydepræcision under træningen, som hun graduerede med udmærkelser, og hun var i stand til at ramme fjenden præcist og score dobbeltskud (to træffere på et mål med to skud affyret hurtigt efter hinanden). Hun blev således sovjetisk snigskytte under Anden Verdenskrig med 59 bekræftede drab, herunder 12 fjendtlige snigskytter under Slaget om Vilnius, som hun deltog aktivt i på den første front.

Sjaninas bedrifter blev også omtalt i den vestlige presse, især i canadiske aviser, hvor hun blev kaldt »Østpreussens usynlige terror«. Hun gav ikke meget for sin berømmelse og skrev engang, at hun var blevet overvurderet. Den 16. januar 1945 skrev Sjanina i sin kampdagbog: »Hvad gjorde jeg egentlig? Ikke mere end jeg burde have gjort som sovjetisk person, der havde rejst sig for at forsvare moderlandet.«

Den »usynlige terror« pralede langt fra af sine bedrifter, men blev altid beskrevet i rapporterne som en person med karakter og store evner, som værdsatte folks mod, og hendes mangel på egoisme var bemærkelsesværdig. Det er også slående, at Rosa kun var 19 år, da hun opnåede sit »dræber CV«, og blev belønnet med Hædersordenen, 3. og 2. klasse, tildelt af Hviderusland for hendes præcision og hurtighed i kamp, og blev dermed den første kvindelige snigskytte i Sovjetunionen, der modtog en sådan ære i sin levetid.

Efter at være blevet trænet i kommunistisk litteratur fra en ung alder under sine Komsomol-aktiviteter havde hun for vane at skrive dagbog og fortalte engang en historie om, da »omkring halvtreds rasende fascister med vilde skrig« angreb en skyttegrav, der husede tolv kvindelige snigskytter, herunder Sjanina: »Nogle faldt for vores præcise kugler, andre gjorde vi det af med med vores bajonetter, granater og skovle, og nogle tog vi til fange, da de fik deres arme bundet.«

Den unge snigskytte skrev, at hun efter krigen gerne ville vende tilbage til litteraturstudiet og måske tage sig af forældreløse børn, hvis det var muligt. Ud over at være en fremragende skytte var Rosa altid meget bekymret for alle i sin deling, hvilket førte til hendes død den 27. januar 1945, da hun, da hun så en såret kammerat, løb hen for at hjælpe ham og blev ramt af fjendtlig ild, som dræbte snigskytten.

Efter hendes død blev hun tildelt mange æresbevisninger, og flere gader blev opkaldt efter hende, og landsbyen, hvor hun blev født, fik et museum dedikeret til hende. Den skole, hvor hun studerede fra 1931 til 1935, har en plakette til ære for hendes præstationer. I Archangel, hvor hun gik på college, er der skydekonkurrencer og Roza Sjanina-prisen.

Rosa Legorovna Sjanina kæmpede med revolutionær glød mod sin nations fjender, hun gav eksempler på, at sovjetiske kvinder var i stand til at kæmpe på et højt niveau, og selv i en meget ung alder var hun klar over, at dette var en retfærdig krig mod det nazifascistiske bæst, som forsøgte at skabe en hurtig krig og høstede nederlag efter nederlag. Rosa er et af mange eksempler på det heltemod, som kæmperne i Den Røde Hær udgav.