Aalborg: Chadi Abdul-Karim viser den antiimperialistiske folkekulturs vigtige rolle i kampen for Palæstina

Aalborg: Chadi Abdul-Karim viser den antiimperialistiske folkekulturs vigtige rolle i kampen for Palæstina

|
1–2 minutter

Af A. Olsen

»Kulturdag med Palæstina & Libanons øjne«, sådan var navnet på det kraftfulde kulturel-politiske arrangement d. 12. oktober i Aalborg, hvor den dansk-palæstinensiske skuespiller og filminstruktør, Chadi Abdul-Karim, sammen med en meget talentfuld gruppe unge skuespillere, fremviste et helt nyt skuespil om det palæstinensiske folks besættelse og folkemordets grusomhed. Her blev arbejderklassens kreative skabende evne til at frembringe sin egen folkelige og antiimperialistiske kultur demonstreret, og kunsten og kulturens rolle i kampen for Palæstina gjort tydelig.

Skuespillet bestod af en række korte hverdagsscener i forskellige palæstinensiske børns liv og deres hver isærs mord ved besættelsesmagtens hånd. I hvert drab stod to aspekter ved Israels vold klart, 1) at folkemordets vold var overalt, og 2) at den kunne ramme hvem som helst, når som helst. Skuespillet kommunikerede effektivt og utroligt bevægende hvordan Israels vold er både altomfattende og til hver en tid tilstedeværende i det palæstinensiske samfund.

Det er vigtigt at huske den store rolle af arbejderklassens kamp for at skabe ny revolutionær kunst og kultur. En ny kultur som tager udgangspunkt i det arbejdende folks virkelige oplevelser og erfaringer, og som både reflekterer det proletariske perspektiv og står i kontrast til bourgeoisiets reaktionære verdenssyn og borgerlige kulturprodukter. Digte, sange og skuespil har altid været stærke våben i folkets kamp for mobilisering imod undertrykkelse, og sådan fortsætter kampen også i dag for opbyggelsen af Palæstinasolidariteten.

»Revolutionær kultur er et magtfuldt revolutionært våben for folkets brede masser. Den forbereder grundlaget ideologisk, før revolutionen kommer, og er en vigtig, ja væsentlig, kampfront i den almindelige revolutionære front under revolutionen.«

– Formand Mao Tsetung: Om Nyt Demokrati, (januar 1940)

Fotos: Kean Riber

LÆS OGSÅ