Af J. F.

Datoen for valgfarcens kulminering i verdens eneste hegemoniske supermagt, USA, nærmer sig. Løbet står som sædvanligt mellem Demokraterne og Republikanerne ledt af hhv. Kamala Harris og Donald Trump. Valget får omfattende dækning i danske borgerlige medier pga. USA’s status som supermagt, og fordi USA er den danske imperialismes vigtigste »allierede«. Ud af de to kandidater er det gjort klart i stort set alle borgerlige pressemedier, at den herskende klasse foretrækker en demokratisk sejr. Dette er ikke pga. Donald Trumps »sindssygehed« eller »uanstændighed«, men derimod pga. at den danske imperialisme økonomisk, politisk og militært foretrækker Demokraterne ved regeringsmagten frem for Republikanerne, eftersom de bedre stemmer overens med den danske imperialismes ambitioner.

Kamala Harris fremføres i flere yankee, men også danske, pressemedier som en feministisk figur og en person, der repræsenterer det sorte mindretal i USA. Hun fremhæves af dem, der opfordrer til at tilslutte sig denne imperialistiske valgfarce, ved at afgive stemme til valget, som »den mindre onde«, især af dem der kommer fra den såkaldte venstrefløj.

Men et tættere blik på Kamala Harris’ politisk historik og Demokraternes kampagne både før og efter Joe Bidens tilbagetrækning maler et noget anerledes billede.

En rebranding af Joe Bidens kampagne

Den 21. juli, otte dage efter at Donald Trump blev skudt med en AR-15, valgte Joe Biden af trække sig fra præsidentkapløbet. Beslutningen kom efter Trumps fremgang i meningsmålingerne, samt Joe Bidens åbenlyse mangel på kompetence til længere at kunne præstere i valgdebatterne. Joe Biden blev presset af sit partibagland til at smide håndklædet i ringen, hvorefter han i sit »brev til nationen« direkte udnævnte vicepræsident Kamala Harris som sin efterfølger.

Med støtte fra Joe Biden, Bill og Hillary Clinton samt Barack Obama er Kamala Harris blevet Demokraternes spidskandidat. Hun skaber imidlertid kun håb for dem, der imidlertid bilder sig ind at hun ikke er noget mindre end en folkemorderisk arrogant bureaukrat og repræsentant for USA’s bourgeoisi. Hendes kampagne er en direkte fortsættelse af Joe Bidens politik under et nyt ansigt.

Nogen troede i starten at Kamala Harris kunne være en »mindre ondskab« overfor både Trump og Biden, der begge ikke har lagt lå på deres støtte til Israel. Dette kommer i lyset af at Harris angiveligt, som et velovervejet led i hendes kampagne, i større grad har udtalt sig om sin medfølelse med Gazas civile.

Kamala Harris har under flere kampagnemøder blevet afbrudt af masser og aktivister, der forlanger en stopper for USA’s fortsatte støtte til Israel. Ved et møde i Detroit blev Kamala Harris afbrudt af Palæstina-aktivister, hvor til hun sagde: »Ved i hvad, hvis i ønsker at Trump skal vinde, så bare fortsat, ellers er det mig der taler«. Aktivisterne sagde at de ikke ville stemme for folkemord. Harris’ svar siger meget: hun bekymrer sig ikke om folkets interesser eller problemer og behandler, at have kritikker af hendes politik, som svarende til at være Trump-tilhænger.

Identitetspolitik bruges til at sminke imperialismen

Identitetspolitik blev først opfundet med en, i ord, venstreorienteret forklædning, men har siden vundet frem i mainstream politik. Identitetspolitik, der centrerer i individet frem for klasser, udnyttes både af Demokraterne og Republikanerne. Hos begge parter centrerer den i identitet opbygget omkring etnicitet, køn, nationalitet, alder, osv. til at validere reaktionær politik. Identitet bliver hos begge parter brugt som et kriterie for sandhed mere end en metode for at validere sandheden. Dette er en taktik hos de herskende klasser for at begrænse kritik og politisk diskussion, samt at skabe mening om deres reaktionære politikker for at sælge dem til masserne.

Selvom Demokraterne har været tidligere ude med deres spredning af identitetspolitik, har Donald Trump fra Republikanerne også udvist dette gennem længere tid, særligt når han prøver at appellere til de hvide unge mænd, hvor han specifikt udvælger J. D. Vance som sin følgesvend og vicepræsidentkandidat. Vance er fra Appalachia, en region med udbredt fattigdom og tradition for udbredt klassekamp. Idéen om »den simple hvide mand« er hvad Republikanerne klynger sig til.

Kamala Harris derimod forsøger sig med at appellere til USA’s sorte mindretal, ved at fremhæve at hun selv er sort kvinde. Demokraterne forsøger at bruge dette som en salgstale, selvom de var nødt til at finde en sort kvinde, der er ligesom Biden på hver en tænkelig måde. Hvis man kigger nærmere på hendes sociale baggrund finder man imidlertid ud af, at hun ikke har noget som helst til fælles med USA’s sorte masser. Hun har selv ophav i Indien og Jamaica, og deler derfor ikke samme kultur og historie som andre sorte i USA, der udviklede sig fra slaveriet og lidelser som et undertrykt folk og etnisk minoritet, der i dag fortsat udsættes for racisme og forfølgelser. Harris’ klassebaggrund kommer desuden fra de øvre lag af småborgerskabet, et lag af professionelle og specialister. Hun er rejst til den politiske top, netop på baggrund af det hun ikke har til fældes med sorte amerikanere. Ligheden er overfladisk, ligesom hendes politik.

Det samme kan siges omkring det faktum at hun forsøger at gøre kriteriet for at være kvinde til et kriterie for autentisitet. Dette negerer igen klassespørgsmålet, da om der er en kvinde ved magten eller en mand ikke ændrer på den borgerlige stats karakter eller noget fundamentalt ved hverken imperialismen eller klasseudbytningen. De Palæstinensiske kvinder, der lige nu myrdes, fængsles og voldtages af Israels væbnede styrker kan være fløjtende ligeglade med om USA har en kvindelig præsident, om de bruger kvindelige dronepiloter, eller om der for den sags skyld er kvinder i Israels militær.

Kamala Harris repræsenterer en borgerlig feminisme, der ignorerer klassespørgsmålet, hvilket vil sige at tage det etablerede samfunds parti. Dette genbekræfter på ny det faktum at ikke alle kvinder kan kæmpe den samme kamp, og at kampen skal føres på basis af klasser.

Marxismens linje i kvindebevægelsen for frigørelsen af kvinder, den Proletariske Feminisme, er den eneste sande feminisme, der kan garantere reel frigørelse for alle kvinder, da den afskaffer roden til patriarkatet, privatejendommen med sit højeste udtryk i dag, imperialismen.

Både Republikanernes og Demokraternes løgne bliver dag for dag gennemskuet mere og mere af masserne i USA, der i højere grad bevidst fravælger det borgerlige valgcirkus som helhed.

Både Demokraterne og Republikanerne praler med, hvor mange millioner dollars de kan skaffe til deres kampagner. Med umådelige mængder af penge doneret fra zionistiske organisationer og fonde tegner dette til at blive det dyreste valgcirkus nogensinde. Dette reflekterer i virkeligheden, hvordan bourgeoisiet synker dybere ned i sin generelle krise og er nødt til at spilde endnu flere ressourcer for at fortsætte med at skabe mening for deres hensmuldrende system. Det eneste der kan løse massernes grundlæggende problemer, og bekæmpe yankee-imperialismen indefra, er den Socialistiske Revolution, et ord som bourgeoisiet i USA skælver ved.