Af Gabriel P.
Oprør ved G20
Da G20-topmødet fandt sted i Rio de Janeiro, opstod der en markant kontrast mellem de imperialistiske lederes entusiasme og de brasilianske massers voksende vrede. G20, et årligt møde mellem verdens mest magtfulde nationer, er en alliance, der tjener finanskapitalens, krigens og udnyttelsens interesser.
Men folket i Rio, især i de fattige og proletariske områder, havde andre planer. Mens den globale elite mødtes, brød byens gader ud i protest. Demonstranter bar bannere, der krævede retfærdighed for Palæstina, fordømte de imperialistiske magter for deres rolle i den palæstinensiske befolknings lidelser og krævede en afslutning på den kriminelle alliance, som G20 repræsenterer.
Kl. 10:57 den 18. november, eksploderede en bombe i Cinelândia-torvet i Rio. Bomben sprang i den spanske imperialistiske bank Santander, et eksempel på udenlandsk dominans og økonomisk udplyndring i Brasilien.
I det samme torv, hvor bomben sprang, var der store demonstrationer til støtte for Palæstina. Et banner for Antiimperialistisk Forbund blev også hejst af kæmpende masser.
Sejr mod tvangsflytning
I takt med at godsejernes undertrykkelsesmetoder bliver mere brutale, fortsætter folket i Brasilien med at vise enorm modstand. Dette var tydeligt i sejrne for naboerne i Pista Velha, som gennem organiseret modstand formåede at stoppe en række tvangsflytninger, der var planlagt til at finde sted sidste uge.
Som det blev rapporteret af den demokratiske avis A Nova Democracia, vidste disse beboere, at de kommunale myndigheder, i samarbejde med de store godsejeres interesser, havde mobiliseret sig for at tvangsflytte folk, men arbejderne, bønderne og aktivisterne organiseret i stærke modstandsbevægelser tvang myndighederne til at trække sig tilbage.
Denne sejr kom ikke ved et tilfælde. Det var resultatet af måneders hårdt arbejde, af solidaritetsmarcher og demonstrationer.
LCP erklæring
LCP’s nylige erklæring efter massakren på to bønder i Mutamba den 11. oktober understreger den brutale vold, der fortsætter med at blive udøvet af staten og den herskende klasse mod jordløse bønder. De tragiske dødsfald var resultatet af en ulovlig tvangsflytning udført af DECA-politiet i Marabá-regionen, under ordre fra Mutran-familien. Ofrene, der havde besat jord som en del af deres retmæssige krav på land, blev myrdet, og flere andre blev såret eller fængslet.
Dette angreb på bønderne, blev fordømt af forskellige progressive organisationer. LCP sammenlignede det med den berygtede Pau D’Arco-massakre fra 2017, hvor politi og bevæbnede soldater myrdede landløse bønder. I begge tilfælde er statens medvirken tydelig, da DECA udførte operationen uden en ordentlig tvangsflytningsordre, og lokale domstole nægtede at gribe ind.
LCP fordømte regeringens tavshed i mødet med disse grusomheder og gentog sin opfordring til en samlet front af landkampbevægelser for at konfrontere de store godsejere og kræve adgang til land for folket.
LCP pegede også på de bredere konsekvenser af Brasiliens »Invasão Zero«-politik, som har ført til en intensivering af volden mod både bønder og oprindelige befolkninger.
Fra gaderne i Rio til de områderne ude på landet, vokser folkets kampe i Brasilien kraftfuld. Uanset om det er at forsvare Palæstina, stoppe tvangsflytninger eller kæmpe imod statsrepression, er Brasiliens masser i gang med en revolutionær kamp mod imperialismen, feudalismen og den korrupte statsmagt, der opretholder dem.
Røde Fane 