Vi deler en uofficiel oversættelse af the Red Heralds artikel omkring de seneste udviklinger i Syrien:

At vælte Assad-regimet i Syrien har været en grundlæggende hjørnesten i yankee-imperialismens plan for »et nyt Mellemøsten« i mere end 20 år. Gennem sanktioner, undergravende virksomhed og direkte militær aggression ved hjælp af stedfortrædere og regionale magter som Tyrkiet og Israel har yankee’erne virkelig arbejdet hårdt for at nå dette mål. Nu har et tidligere al-Qaeda-medlem gjort arbejdet færdigt.

De berygtede mordere fra al-Nusra-fronten (en al-Qaeda-udbrydergruppe), der er omdøbt til Hayat Tahrir al-Sham (HTS) og har fået ny stil af den tyrkiske hær, førte en lynoffensiv fra deres baser i det tyrkiske protektorat i det nordvestlige Syrien og erobrede Damaskus på lidt mere end en uge. Bashar al-Assad er blevet fløjet ud af sine udenlandske mæcener og nyder nu den dejlige russiske vinter i Moskva.

Denne forbløffende pludselige afslutning på Assad-regimet har helt sikkert mange årsager. Mange af de øverstbefalende har uden tvivl modtaget store bestikkelser for at kapitulere over for en i flere henseender underlegen fjende, men de ville kun risikere at vende ryggen til i en situation, hvor Hizbollah er blevet alvorligt svækket, og Iran er nødt til at fokusere på selvforsvar. Hovedårsagen til regimets kollaps var stadig dets manglende folkelige støtte. Masserne forsvarede ikke Assad, og hans hær manglede moral.

Nu er kampen for at få fat i et så stort stykke Syrien som muligt begyndt.

Zionisternes bloddryppende folkemorderiske horder besætter et stort område syd for Damaskus, de har lukket grænsen for at isolere Palæstina og for til enhver tid at kunne iværksætte et landangreb på den syriske hovedstad. Samtidig bomber det israelske luftvåben vilkårligt alle institutioner og strukturer i landet, som de anser for at være af militær betydning, så det nye regime ikke har nogen mulighed for at forsvare sig mod »de udvalgtes« vrede.

Tyrkiet lod tropperne fra den såkaldte Syriske Nationale Hær (SNA) – der som bevis på sin »syriske nationale« karakter har for vane at hejse den tyrkiske republiks flag, hvor end den kommer frem – gå løs på de SDF-kontrollerede områder (domineret af YPG). Massive bombardementer, der som altid er rettet mod så meget civil infrastruktur som muligt, er en del af den neo-osmaniske krigsførelse. Den tyrkiske stat anser sig selv for at være vinderen i denne perverse konkurrence, og den ønsker at få fat i sin præmie. At presse kurderne tilbage i Syrien, styrke alliancen med Barsanis lejesoldater og sætte PKK’s Kandil-baser under hårdt pres udgør tilsammen en fremragende ramme for de igangværende forhandlinger med Öcalan om en »fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål«. Hvad man får ved forhandlingsbordet, er blot en afspejling af resultaterne på slagmarken – det ved de tyrkiske strateger udmærket godt.

SDF-styrkerne udfyldte deres rolle som »de støvler på jorden«, som yankeerne havde brug for i Syrien. De var nyttige i opdelingen af landet. De spillede med i troen på, at de kunne bruge samarbejdet med den imperialistiske supermagt til at nå deres egne mål. Nu står Rojava-regionens fremtid på spil, og der er ingen tvivl om, at yankeerne vil ofre kurderne, når de finder det opportunt at gøre det. Med tyrkiske allierede i spidsen for Damaskus, SNA, der rykker frem, og den tyrkiske hær, der optrapper sine angreb, kan SDF-styrkerne forsøge at knytte sig til yankeerne og indgå en uhellig alliance med israelerne eller gøre det eneste, der vil give dem et reelt perspektiv på succes, nemlig kun at stole på deres egne styrker – en vej, der selvfølgelig er hård og pinefuld, men stadig den eneste vej, der rent faktisk tjener den kurdiske nationale bevægelses interesser.

Blinken har fremsat tre meget beskedne krav, som al-Nusra-fronten/HTS skal acceptere for at få yankeernes formelle velsignelse: afvise »terrorisme«, ødelægge de kemiske våben (eksisterende eller ej, det har israelerne allerede sørget for) og respektere kvinders og minoriteters rettigheder. Det vil sige, at blot ved at give efter for USA-imperialisternes krav kan gårsdagens »terrorister« blive »statsmænd« – hvilket blot endnu en gang beviser, at begrebet »terrorist« for imperialisterne ikke er andet end en politisk etiket, der afhænger af konjunkturen og ikke har noget at gøre med et partis, en organisations eller en stats praksis. Men hvis ledelsen af al-Nusra-fronten/HTS indgår en aftale med yankee’erne og israelerne, vil de miste al troværdighed i deres egne rækker. Hvis en person, der har taget navnet al-Jolani som sit nome de guerre, en direkte henvisning til de besatte Golanhøjder, bøjer sig for zionisterne, vil han naturligvis få et imageproblem.

Assad-regimets kollaps i det nuværende øjeblik er ikke en god ting for Den Nationale Modstandsfront i Palæstina. Blandt andre Yahya al-Sinwar selv roste Syriens rolle i styrkelsen af båndene mellem Hizbollah og den palæstinensiske modstand. Vigtige palæstinensiske organisationer har historisk set haft meget tætte relationer til Syrien, og i forhold til logistikken i den såkaldte »modstandsakse« spillede Syrien naturligvis en central rolle. Men i modsætning til, hvad imperialisterne prædiker, er Palæstinas Nationale Modstandsfront ikke »en stedfortræder« for nogen. Den er afhængig af det palæstinensiske folk og ingen andre. Selv om forholdene nu midlertidigt er blevet vanskeligere, vil ingen magt i verden kunne besejre den, så længe den palæstinensiske modstand holder et fast greb om våbnet, sætter sin lid til folket og opretholder enhedsfronten.

I øjeblikket tyder alt på, at situationen i Syrien vil blive meget lig den i Irak. Forskellige væbnede organisationer vil kontrollere forskellige dele af landet med udenlandske besættere på dets jord (russere, tyrkere, israelere og yankee’er). Bush (sønnen, misbrugeren) proklamerede, at missionen var fuldført, da Saddam Hussein gik i skjul, men på trods af alt, hvad yankeerne gjorde (folkemord, balkanisering), gav det bagslag. Det samme vil ske i Syrien. Yankeerne har løftet endnu en sten, som vil falde på deres egne fødder.