Vi genudgiver nedenfor en uofficiel dansk oversættelse af følgende artikel fra Ang Bayan (Folket), den officielle landsdækkende avis for Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP), som oprindeligt blev udgivet den 21. november 2024. Artiklen kan også læses på filippinsk, bisaya, hiligaynon og engelsk på Philippine Revolution Web Central (PRWC).

Pangolin, 22 år, dimitterede i juli med en bachelorgrad i kommunikation fra et privat universitet i det sydlige Tagalog. Hun har studeret hårdt i fire år for at blive fotojournalist. Fem måneder efter, at hun marcherede ind for at modtage sit eksamensbevis, er hun stadig arbejdsløs. For at få enderne til at mødes tager hun »bestilte« jobs og arbejder to gange om ugen som »chatassistent« for en virksomheds hjemmeside. Hun betaler udgifterne til internet, bærbar computer og elregninger.

Hun tjener kun ₱300-₱600 [red. – Filippinsk peso, landets valuta] pr. kommission og op til ₱2.000 som chatassistent, afhængigt af de produkter, hun sælger. Hendes arbejde hjemmefra er uregelmæssigt og giver ingen fordele eller sikkerhed.

Pangolins situation er almindelig blandt unge arbejdere. I juli var 1,02 millioner eller 43 % af det samlede antal arbejdsløse unge i alderen 15-24 år ifølge den reaktionære stats manipulerede statistikker. I samme måned rapporterede den Filippinske Statistikmyndighed om en ungdomsarbejdsløshed på 14,8 % sammenlignet med landsgennemsnittet på 4,7 %. I mellemtiden var 12,1 % af de unge underbeskæftigede i samme periode.

Ungdomsarbejdsløsheden har i årtier været højere end landsgennemsnittet, fordi ingen brancher skaber nok job til at absorbere dem. De nyoprettede job i Filippinerne er, hvis de overhovedet findes, af lav kvalitet og midlertidige. År efter år føjer de unge sig til den massive hær af arbejdsløse.

Ungdomsarbejdsløsheden er fortsat høj på trods af det stadigt faldende antal unge i arbejdsstyrken. I løbet af de sidste 15 år (siden 2009) er antallet af filippinere i alderen 15-24 år, der indgår i landets arbejdsstyrke, faldet til 34,4 % (fra 45 %). Studerende eller personer under uddannelse erklæres ofte for ikke at være en del af arbejdsstyrken. Men data viser, at næsten 3 millioner af dem, der ikke tælles med i arbejdsstyrken, er i kategorien NEET (not in education, employment, or training (red. – ikke i uddannelse, beskæftigelse eller træning). I 2022 var næsten 4 millioner unge i denne kategori. Mange af dem kommer fra de fattigste familier, hvor 25 % af de unge ikke går i skole og ikke har noget job at søge. I 2018 var hver anden unge kvinde, der afsluttede gymnasiet, NEET. De er sårbare over for langtidsledighed og ekstrem fattigdom.

I mellemtiden er de fleste unge arbejdstagere i såkaldte elementære erhverv (40%) eller enkle og rutinemæssige job, der kræver fysisk arbejde og minimal uddannelse. Dette er på trods af den formodede stigning i mange unges uddannelsesniveau på grund af indførelsen af K-12 (red. – 10. klasse).

En af disse unge er Ian på 22 år fra Sorsogon, som blev færdig med K-12 i 2020. Han kvalificerede sig til National Certifikat Niveau 1 in Servicering af biler fra TESDA. Men fire år efter eksamen er det stadig kun en drøm at blive mekaniker på et stort autoværksted. På grund af manglende muligheder arbejder han på en fabrik og tjener ₱520 om dagen, en kontrakt uden sikkerhed og fordele.

»Jeg tjener kun lige nok til tre måltider om dagen (₱150) og en billet tur/retur (₱50),« siger han. »Når jeg har trukket husleje og vandregninger fra, har jeg ikke noget tilbage at sende til min familie.« Hvis han var blevet mekaniker i henhold til sin uddannelse, kunne han have tjent op til ₱1.000 om dagen.

Manglen på jobmuligheder er også et problem for Shein, som blev færdig som arkitekt i oktober fra et offentligt universitet i Storbyområdet Manila. For at tjene til livets ophold arrangerer hun salgsmøder for sine klistermærker og kunstværker.

Som hendes grad antyder, er hun kvalificeret som juniorarkitekt eller arkitektlærling med en startløn på ₱20.000-₱22.000 om måneden. Hun vurderer, at dette beløb er tilstrækkeligt til at leve selvstændigt. »Jeg har ingen familie at forsørge, men jeg vil også gerne bidrage til min søskendes studier,« siger hun.

Coverbillede: Kunstnerisk skildring af den elendighed, som unge arbejdere i Filippinerne står over for. Kilde: Ang Bayan, Filippinernes Kommunistiske Partis (CPP) officielle landsdækkende avis.