Siden Trump i december 2024 udtrykte sit ønske om at »købe Grønland«, har Grønland fyldt meget i både den danske, men også den internationale presse.

Trump har gentaget USA’s interesser om at opnå kontrol over landet, som han gjorde det tilbage i 2019. Ligesom dengang spredes der nu alverdens former for kolonial chauvinisme i danske pressemedier og hos Christiansborgs partier. På trods af, hvor meget regeringen og den danske stat har prøvet at benægte det, tvinger den diplomatiske krise med USA den danske imperialisme til, at smide sin maske. Den omtaler nu åbent og skamløst Grønland, som en kolonimagt ville omtale sin koloni.

Hvad ligger bagved USA’s træk?

Trump er den øverste repræsentant for USA-imperialismen, der er verdens fjende nummer ét. Han er en af de mest magtfuldkommende præsidenter i den seneste nordamerikanske historie, hvor både Senatet og Kongressen kan blive domineret af hans partis flertal. Han er et udtryk af reaktionærisering af de borgerlige stater verden over, bl.a. konkretiseret i en præsidentiel absolutisme. Med det sagt, er det også vigtigt at gøre det klart at Trump ikke er »skør«, og at hans ønske om opnå kontrol med Grønland, eller hans andre trusler, ikke har noget at gøre med hans personlighed.

USA, som er verdens eneste hegemoniske supermagt, er i fuld gang med at miste sit verdenshegemoni, hvilket kaster landet ud i en enorm krise. USA’s herskende klasse, der udbytter og undertrykker både arbejderklassen i USA og verdens arbejdende folk, har interesser i at beholde deres magt så længe som muligt. USA-imperialismen er derfor som et farligt dyr, der er trængt op i en krog – det er desperat og det prøver at bide fra sig. Dette leder USA til at føre et farligt spil med handelskrig, selv mod sine »allierede«, eller udnytte krigen i Ukraine til at splitte imperialistiske konkurrenter i Europa imod hinanden.

I dette internationale panorama skal Grønlands økonomiske og militære vigtighed tages i betragtning. I takt med at indlandsisen smelter bliver nye søveje åbnet op i Arktis, som er vigtige for imperialistiske magter at få kontrol over af både militære og økonomiske årsager. Samtidig blotter de smeltede iskapper store depoter af »sjældne jordmetaller« og uran, hvilket nu gør landet ekstra interessant for andre imperialistiske lande som Kinas og USA.

USA’s strategiske mål

USA-imperialismen har i dag fortsat to strategiske hovedmål på dagsorden, når det kommer til konkurrence med andre imperialistiske magter: 1) At omringe og fravriste den russiske imperialisme sin status som atomsupermagt, 2) at holde den kinesiske socialimperialistiske magt nede og tvinge den til at åbne sine markeder op.

Grønland har en vigtig strategisk position for USA overfor Rusland i Arktis. Med et hurtigt blik på et kort over den arktiske cirkel, kan man se, hvordan USA og Rusland ikke befinder sig på hver deres side af kloden i »øst« og »vest«, men at landende praktisk talt er nabolande i den arktiske region.

Hvad angår minedriften er de sjældne jordmetaller utroligt vigtige for bl.a. elektromotorer og turbiner. I dag er størstedelen af de tilgængelige depoter koncentreret i Kina, som står for mellem 95 til 97 procent af verdens produktion af sjældne jordmetaller. Kina og andre imperialistiske magter har allerede forsøgt at gå ind i Grønland for at udvinde landets naturressourcer. Dette tvinger USA-imperialismen, som gerne vil bryde Kinas monopol, til at forhaste sin kontrol over landets ressourcer.

USA vil nå kontrol over, men kan ikke købe Grønland

Trump er en forretningsmand, som bruger afpresning som forhandlingsmiddel. Det er ikke i USA’s strategiske interesser at direkte besætte en koloni. Dette vil kun skærpe modsætningen og spændingerne mellem inuit i Grønland og den imperialistiske besættelsesmagt. Samtidig skærper det de interimperialistiske modsætninger i Arktis ved at gøre det af med en »bufferstat« gennem direkte annektering.

Grønland har i flere år undergået en proces fra at være en dansk koloni til en halvkoloni. Dette vil sige at Grønland går fra at være både politisk, kulturelt, økonomisk og militært underlagt den danske imperialisme, til kun at være økonomisk underlagt den danske imperialisme eller flere imperialistiske magter. Dette vil i praktisk også betyde en uformel politisk underlægning, da dem som kontrollerer økonomien i høj grad også kan diktere politikken. Processen er bestemt af hovedsagligt to årsager: 1) inuits ønske om national selvbestemmelse, og 2) andre imperialisters interesser om at opnå indflydelse over landet.

Den danske imperialisme giver på mange måder det, som USA allerede har brug for, ved at lade den have tropper og militærbaser i landet. Samtidig er der i forvejen voksende økonomiske projekter fra USA’s side i form af udvidelse af lufthavne og infrastrukturprojekter i landet, der skal forberede grundlaget for turisme og minedrift. Målet fra USA’s side er at opnå endnu mere og samtidig udelukke andre imperialistister fra at få noget som helst.

USA’s mål om kontrol over Grønland vil blive i en økonomisk henseende, med mulighed for udstationering af flere tropper og militære forposter i landet. Efter de første ugers panik og ramaskrig i den danske borgerlige presse, om Trumps trusler om militær magt og økonomisk afpresning, blev resultatet i virkeligheden udskrivelsen af et valg i Landstinget i Grønland. Hovedtemaet for valget er Grønlands formelle selvstændighed og landets forhold til den danske imperialisme.

Den danske kolonialismes forbrydelser

Det er naivt at tro at større indflydelse fra USA vil bringe noget som helst positivt for Inuit. Yankeerne har slagtet og fordrevet millioner af oprindelige folk og efterladt blodige spor, hvor end de er gået hen i verden. Med det sagt skal den danske koloniale chauvinisme afvises fuldstændigt. Det har været skuffende at se, hvor udbredt socialchauvinismen og undskyldningerne for kolonialisme og imperialisme har været selv blandt selvudråbte antiimperialister. Lige præcist på spørgsmålet om Grønland smider mange deres principper og falder ned i kriterier om den »hvide mands byrde«, ved at sige at inuit har brug for bloktilskuddene, at de ikke kan klare sig selv. Dette fornægter at inuit har klaret sig selv og har kunnet trives i tusinder af år, om det var Dorset, Saqqaq Independence eller Thulekultur inden europæere kom til deres land.

Nogen påstår endda at inuit har været heldige at lige præcist Danmark blev kolonimagten i Grønland, eller at Danmark skulle være et bedre alternativ end USA, noget der ikke kunne komme længere væk fra sandheden.

Danmarks nationale undertrykkelse imod inuit

Navnet »Grønland« blev pålagt landet af den lovløse indtrænger, Erik den Røde, der levede i eksil fra hans folk for mord. Han ankom til Grønland i sydvest, hvor han valgte at opkalde landet efter, hvad han kunne se, landets sydvestlige grønne kyster, og etablerede de første længer varige europæiske bosættelser. Det oprindelige folk, inuit, valgte han at kalde skrællinger, som betyder svæklinge, eller undermennesker. Selvom Erik den Rødes bosættelser forsvandt, er dette nedladende navn holdt ved og er siden blevet genoptaget af den danske kolonimagt, etableret i 1721 af præsten Hans Egede. I dag opretholdes navnet fortsat af den danske kolonimagt, som er en direkte fortsættelse af rovdriften på landet og dets folk, inuit. Den danske kolonimyndighed kalder dets folk for »grønlændere«, eller »kalaallit«, som på den fordanskede version af »grønlandsk«, »kalaallisut«, stadig betyder skrællinger.

Mange inuit omtaler til daglig selv Grønland som »Nunarput«, hvilket betyder »vort land«. Der er en bevægelse i dag for at gøre dette navn til nationens officielle navn. En lignende bevægelse har opnået det samme resultat i det Nordøstlige Canada, hvor det oprindelige inuitfolk har fået en provins navngivet »Nunavut«, som er den lokale dialekt for »vort land«. Bevægelsen ønsker at bryde med den koloniale definition af landet og lade folket definere sig selv. Dette er et behov, der ønsker at gøre op med 300 års assimilering og forsøg på udslettelsen af inuitkultur for at gøre dem kristne og senere til »danskere« eller »grønlændere«.

Da Hans Egede ankom og etablerede, det der skulle blive til den danske kolonimagt, påtvang han kristendommen over folket ved at forbyde inuit for at praktisere deres kultur, skikke og religion. Inuit trommer blev brændt, folket pisket, tævet og udsultet, med mindre de konverterede. Kolonialiseringen har skabt så dybe ar i folket, at tale om de gamle ånder og af Inuit kultur stadig er tabubelagt hos mange.

I 1953 blev Grønland direkte annekteret og underlagt grundloven efter afstemning i Danmark, uden inuit selv har kunne stemme om det, og man sagde at landet ophørte med at være en koloni.
Inden inuit på papiret fik danske rettigheder som danskere i 1953, skyndte den danske kolonimyndighed sig at foretage massetvangsflytninger af oprindelige folk. Inuit blev tvangsflyttet bl.a. i Thule, hvor USA ville bygge sin militær luftbase. Inuit blev tvunget på en rejse 130 kilometer længere nordpå på hundeslæder eller til fods med et par dages varsel. Folk blev lovet færdige og moderne huse, da de ankom til den nye lokation, men intet var færdigt, og mange måtte overnatte i sommertelte i en isvinter, hvor flere omkom.

Inuit krævede retfærdighed efter tvangsflytningen, men blev først ignoreret. Da Inuit tog sagen op igen i 1990´erne fik de mindre i erstatning, trods de vandt sagen. Domstolen mente at de ikke kunne bevise at de var oprindelige folk, fordi de nægtede at kalde sig grønlændere, eller kalaallit som betyder skrællinger overført til Inuit-sproget.

For at sætte dette i perspektiv svarer det til at en palæstinenser pålægges at blive kaldt israelsk araber.

Indenfor det såkaldte Rigsfælleskab, er Grønland den mest undertrykte part indenfor denne udbyttende institution. Danmark har i dag skabt en idé om »grønlænderen«, som modsat folket fra Færøerne ikke bliver anerkendt som deres eget suveræne folk – På det Færøiske pas står der Færøisk-Dansk, hvorimod inuit kun står som dansk. Der findes altså i lovgivningen ikke engang et juridisk begreb om inuit.

I dag fortsætter Danmark sin koloniale politik: kun dem, som lader sig fordanske og blive til »grønlænder«, kan blive lovet en fremtid og en højere uddannelse. Folketinget i Christiansborg dikterer, på trods af »selvstyret«, stadig meget essentiel politik, især udenrigspolitik, i Grønland, hvor alle der ikke taler dansk har svært ved at følge med i den offentlige debat, da der ikke er nogen simultanfortolkning.

Folk holdes i nede i uvidenhed og udelukkes fra et internationalt politisk debat, med mindre de lærer dansk eller engelsk.

Dansk imperialismes økonomiske udbytning af Grønland

I århundreder er Grønland og folket, inuit blevet kaldt for mindre værd, umenneskeliggjort, holdt nede og blevet umyndiggjort. Den danske imperialisme, som i dag fortsat koloniserer Grønland, hævder at hjælpe inuit, de hævder at gøre dette ved at sende det såkaldte bloktilskud uden at nævne, hvad den danske imperialisme får ud af at have sin koloni og lade sine tropper besætte landet på militærstrategiske og økonomiske præmisser.

Den danske imperialisme forskelsbehandler i Grønland på arbejdsvilkår, hvor danske arbejdere har adgang til en »dansk-grønlandsk aftale« som de lokale inuit ikke har adgang til. Folk i højere uddannelser, eller danske arbejdere har altid kontrakter, hvos ufaglærte oftest ikke engang har en ansættelseskontrakt og derfor ingen jobsikkerhed.

98 procent af landets eksport består fortsat af fisk og skaldyr, hvoraf 53 procent af hele landets eksport går til den danske kolonimagt. En stor del af fangerne er inuit, der lever i bygder ude fra byerne, der enten er fangere på fuldtid eller til deltid. De får den værste andel af fiskerikvoterne og må sælge deres fisk til store fiskeriselskaber til en lavere pris end andre europæiske fiskere, hvilket presser folk ud i overfiskeri. Dette truer folks eksistensgrundlag.

På trods af at mange danske selskaber er blevet »nationaliseret«, er deres bestyrelse fortsat danskere, og deres enorme profitter har ikke gavnet Grønland i sin udvikling, men havner stadig i lommerne på det danske monopolistiske borgerskab. »Bloktilskuddet« på 4,3 milliarder kroner om året er i virkeligheden en lukrativ investering, der tjener til at fordybe udbytningen af landet og holde det afhængigt. Mange flere milliarder kroner forlader Grønland om året end landet modtager i form af superprofitter.

Om valget og storbourgeoisiet i Grønland

Politikerne i Grønland, om de repræsenterer Inuit Ataqatigiit, Siumut, Naleraq, Demokraterne eller Atassut, har ikke og kan ikke formå at lede Inuit hen mod en reel selvbestemmelse. Landstinget og »selvstyret« er i sig selv en administration, der er etableret af den danske imperialisme og kolonimagt for at gøre udbytningen lettere.

Det eneste perspektiv partierne kan fremstille er en fremtid, hvor Grønland fortsætter med at være afhængig af en eller flere magter. Mens nogen ønsker at fortsætte med at være underlagt dansk imperialisme, er det eneste alternativ andre kan fremstille at være afhængig af en anden imperialistisk magt. De gentager løgnen om at landet og inuit ikke er i stand til at klare sig selv og har brug for en velgører.

At efterlade landet i hænderne på de nuværende politikere i den nuværende stat, er at efterlade den i hænderne på folk som Kuno Fencker fra Nelaraq. Imens Kuno Fencker stadig var medlem af Siumut (SI), rejste han i januar måned til USA på en selvbetalt ferie til USA, hvor han networkede med 300 politikere og investorer fra USA. Eller Muté Baier Egede fra Inuit Ataqatigiit (IA) der åbent inviterer investorer fra både EU og USA til at udvinde råstoffer i landet på trods af de skadeligt konsekvenser det har for folket. SI og IA, der er i regering sammen, er de absolut største nuværende partier i Nunarput og har tilsammen 2/3 af mandaterne i både Landstinget og i kommunerne.

Landstinget repræsenterer ikke arbejderklassen og folkets interesser, men storborgerskabet i Grønland og imperialistiske selskaber og magter. Alt i samfundet bærer et klasseaftryk, det samme gælder staten. Og staten i Grønland i dag er skabt og opretholdt af kolonimagten, og kolonimagten har ikke designet sit eget redskab til at kunne blive vendt imod sig selv.

Vi kan af valget forvente en accelerering af processen, hvor Grønland går fra at være en koloni til en halvkoloni, som det næste skridt i processen, ledt af den danske imperialisme, med etableringen af »hjemmestyret« og »selvstyret«. Årsagerne er folkets ønske om uafhængighed fra Danmark på den ene side og interimperialistiske modsætninger på den anden side. Men det vil i virkeligheden kun betyde, at udbytningen skifter ansigt, eller at landet går fra hovedsagligt at blive udnyttet af dansk imperialisme til at blive udbyttet af flere imperialistiske magter.

Hvis en sand forandring skal finde sted i Grønland, skal den komme fra inuit selv, ikke indenfor mekanismerne, der er etableret af den udbyttende orden. Om noget, har hele denne proces, der finder sted i dag sat gang i en stor politisering for inuit, der protesterer mod kolonialisme og national chauvinisme med ønsket om et sandt og ægte uafhængigt Grønland.

I de seneste uger og måneder har protester fundet sted, der til sammen har mobiliseret hele procentdele af landets befolkning på 57.000.