Vi offentliggør hermed en uofficiel oversættelse, som vi fandt offentliggjort her, af en artikel udgivet af A Nova Democracia.

Kurdistans Arbejderparti (PKK) har ifølge nyhedsbureauet Firat (ANF) meddelt, at det opløser sin organisationsstruktur og afslutter sin deltagelse i den væbnede kamp for det kurdiske folks nationale befrielse. Beslutningen blev truffet på PKK’s 12. kongres, der blev afholdt i det nordlige Irak mellem den 5. og 7. maj, og følger gruppens ledelses kapitulation og den likvidationistiske opfordring den 27. februar fra Abdullah Öcalan, en partileder, der har siddet fængslet siden 1999, om at nedlægge våbnene og opløse partiet.

I en erklæring fra den førnævnte Kongres erklærede gruppen, at den havde »opfyldt sin historiske mission«, og at »PKK’s kamp har vundet imod politikken af fornægtelse og udrydelse«, som den tyrkiske stat har pålagt det kurdiske folk, og »bragt det kurdiske spørgsmål til et punkt, hvor det kan løses gennem demokratisk politik.«

Duran Kalkan, medlem af PKK’s Eksekutivkomité, udtalte generelt, at opløsningen »ikke er en afslutning, men en ny begyndelse«, hvis formål er at »skabe plads til nye initiativer og muligheder.«

Den objektive situation viser dog, at det kurdiske spørgsmål er langt fra en »fredelig løsning«.

Tværtimod vil dens forsvarere fortsat være mål for kriminalisering og statsterrorisme fra den fascistiske tyrkiske præsident Erdogan, som har til hensigt at fortsætte med at undertrykke den kurdiske sag.

I slutningen af sidste år indledte den tyrkisk-støttede Syriske Nationale Hær (SNA) intense angreb på kurdere i Syrien. Erdogans regering, som anser de kurdiske væbnede grupper i Syrien for at være forlængelser af PKK, støttede massakren. Den tyrkiske forsvarsminister Yasar Guler sagde, at Folkets Forsvarsenheder (YPG) snart ville blive elimineret. »Vi og den nye regering i Syrien [dannet af den pro-tyrkiske og amerikanske jihadistgruppe HTS] ønsker dette.«

Guler beskrev også afviklingen af de kurdiske styrker som »hovedspørgsmålet i Syrien«. For den tyrkiske regering er eksistensen af kurdiske væbnede grupper, der kæmper for selvbestemmelse, med andre ord værre end andre fænomener i Syrien, såsom den israelske besættelse af landet, som er vokset i omfang siden begyndelsen af HTS’ styre.

Samtidig går PKK’s beslutning – som udtrykker begrænsningerne i den borgerlige karakter af ledelsen af den kurdiske nationale bevægelse – imod det eksplosive øjeblik for forsvar af den væbnede kamp, som progressive, antiimperialistiske og revolutionære kræfter i Mellemøsten og verden har indført, såsom Ansarallah- og Hizbollah-bevægelserne og de palæstinensiske nationale modstandsgrupper.

Reaktionære byder likvidering velkommen

Fascisten Erdogan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) var de første til at glæde sig over PKK’s beslutning om at sælge den kurdiske kamp for en skål linser og kaldte det et skridt mod »fred og broderskab« i et land »fri for terrorisme«. Kapitulationen vil sandsynligvis tjene som stærk politisk kapital for Erdogan, især i Tyrkiets kurdiske sydøstlige del.

Lederen af Nationalist Action Party (MHP), en chauvinistisk gruppe, der repræsenterer den nationalkompradoriske fraktion af det tyrkiske borgerskab, Devlet Bahceli, bød også beslutningen velkommen og takkede Öcalan for hans appel i februar og kaldte PKK’s tidligere kamp for en »blodig side skrevet med forræderi gennem 47 år.«

Maxim Rubin, den russiske imperialismes generalkonsul i Erbil (hovedstaden i irakisk Kurdistan), udtalte, at Rusland hilser alle »fredelige bestræbelser« mellem PKK og den tyrkiske stat »på at underskrive en fredsaftale« velkommen. Asaad al-Shabani, udenrigsminister for den reaktionære HTS/Al Qaeda-regering i Syrien, lykønskede også Tyrkiet med aftalen med PKK.

Tyskland kaldte beslutningen et »vigtigt skridt i retning af at bryde den årtier lange spiral af terror og vold i regionen«, men sagde, at det stadig ville beholde PKK på sin liste over »terrororganisationer«.

USA’s udenrigsminister Marco Rubio talte i telefon med den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidan for at bekræfte USA’s støtte til NATO-allierede Tyrkiet og kaldte PKK’s beslutning et »vendepunkt« og udtalte kynisk at »der ikke er nogen fremtid for terrorisme i den civiliserede verden.«

Revolutionære lover at fortsætte kampen for den kurdiske sag

PKK var i årtier hovedorganisator af den kurdiske modstandsguerillabevægelse. Siden 1978 har den opereret under meget vanskelige forhold i kampen mod den fascistiske tyrkiske stat og i kampen for Kurdistans uafhængighed.

Historisk set har dets alliance med Tyrkiets Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (TKP/ML), som leder en væbnet revolution i landet, udtrykt en vigtig grad af enhed mellem den kurdiske nationale kamp og det tyrkiske proletariats og folks revolutionære klassekamp, hvilket har bidraget til at fremme den tyrkiske revolution under kommunisternes ledelse.

Det Politiske Bureau i TKP/ML’s Centralkomité udtalte for nylig i en erklæring i anledning af 53-årsdagen for grundlæggelsen af det tyrkiske proletariats parti, at »vi vil afvise den falske fred, det tomme broderskab og den nye form for slaveri, som pålægges, mens fornægtelse, massakrer, assimilering og endeløs statslig undertrykkelse rammer alle dele af Kurdistan!«

TKP/ML fordømte også Öcalans kapitulation. I en erklæring, der blev offentliggjort i marts (A Utopia: The Democratization of the Fascist Dictatorship), afviser kommunisterne De kritiserede Öcalans og PKK-ledelsens kapitulation og deres opfordring til »fred og et demokratisk samfund« og hævdede, at forsøget på at finde »fredelige løsninger« med den fascistiske tyrkiske stat kun har tjent til at svække den kurdiske organisation og intensivere statens undertrykkelse. »Vi vil fortsætte vores kamp for at fremme kurdiske nationale rettigheder, men vi fordømmer den tyrkiske stats tilgang til demokratisering som et UTOPIA,« siger de.

Erklæringen fremhæver, at alle forsøg på våbenhvile og forhandlinger siden 1993 har resulteret i undertrykkende handlinger fra den tyrkiske stats side, herunder ødelæggelse af landsbyer, massearrestationer og mord på kurdiske ledere. TKP/ML betragter også ideen om, at den tyrkiske stat kan demokratiseres, som illusorisk, da den opretholder en fascistisk og undertrykkende holdning, især over for det kurdiske folk.

Desuden understreger TKP/ML, at den sande løsning på det kurdiske spørgsmål ligger i anerkendelsen af retten til selvbestemmelse og kampen for fuld lighed i rettigheder, som kun kan opnås gennem revolutionær væbnet kamp, og fremhæver, at »kommunisterne, uanset om det er i fredstid eller krig, vil forsvare og udbrede den kurdiske nations ret til selvbestemmelse«, og at undladelse af at gøre dette er at bidrage til at styrke den tyrkiske chauvinisme.

De kritiserede Öcalans og PKK-ledelsens kapitulation og deres opfordring til »fred og et demokratisk samfund« og hævdede, at forsøget på at finde »fredelige løsninger« med den fascistiske tyrkiske stat kun har tjent til at svække den kurdiske organisation og intensivere statens undertrykkelse. »Vi vil fortsætte vores kamp for at fremme kurdernes nationale rettigheder, men vi fordømmer den tyrkiske stats tilgang til demokratisering som en UTOPI,« siger de. Endelig bekræfter de tyrkiske kommunister deres forpligtelse til at fortsætte den revolutionære kamp og deres solidaritet med det kurdiske folk: »Vi fastholder, at den kurdiske nations ret til selvbestemmelse kun kan realiseres gennem den demokratiske folkerevolutions program og kamp. Kommunisterne omfavner kampen for forbedringer, men anser det for vigtigt at forbinde den med den revolutionære strategi.« »I sidste ende vil frihed for den kurdiske nation komme gennem Folkekrigen for Folkets Demokratiske Revolution under ledelse af vores Parti,« slutter erklæringen.