Af A. Olsen

Den 10. oktober gik over 50 studerende fra Aalborg Universitet på gaden for at demonstrere imod lukningen af samfundsfaglige og humanistiske uddannelser.

Få uger forinden havde dekanen på fakultetet for Social Sciences and Humanities (SSH), Rasmus Antoft, offentliggjort administrationens plan om at lukke en række uddannelser på SSH fakultetet. Dette er kommet som resultat af regeringens reaktionære og antifolkelige politik for slagtning af uddannelsessystemet i Danmark, med store årlige nedskæringer i budgetter, krav om lukninger af uddannelser dømt af dansk storkapital som »uprofitable«, forsømmelse af SU’ens købekraft med målet om dens fremtidige afskaffelse, årlige forringelse af studiemiljøer og omprioritering af midler og ressourcer til våben-/krigs- og militærforskning.

For at opretholde bare den mindste illusion om et »demokratisk universitet«, og skjule at administrationen har den fulde intention om at, uden hensyn, fuldstændigt køre de studerende over, erklærede dekanen en umuligt kort »høringsfase« (eller nærmere, høringsfarce) hvor studerende kunne indsende deres klager og indsigelser til en e-mailadresse og blive ignoreret. Den respektløse og udemokratiske måde som dekanen har behandlet universitets ansatte og studerende på, viser klart at denne høringsfase funktionelt har haft til formål at trække de studerendes fokus væk fra at organisere sig til meningsfuld modstand, og i stedet over til at spilde tid og kræfter på at virkningsløst brokke sig til en murstensmur.

Det er klart at dekanen og universitets administration foretrækker dette. De såkaldte høringsrunder og høringsfaser, har altid tjent til at bilde de studerende ind en illusion om medbestemmelse. Det er en måde til at neutralisere de studerendes kraft og holde dem fra at organisere sig og opnå reel magt på universitetet. Men hver gang administrationen har kørt de studerende over og spist dem af med at »høring som en form for inddragelse« har det mere og mere mistet sin betydning, og flere og flere studenter-organisatorer har erfaret sig at »inddragelse er ikke medbestemmelse!«.

Nu har en gruppe af studerende på det lukningstruede uddannelser sat sig for ikke at begrænse sig til dekanens spilleregler og begyndt arbejdet med at organisere deres medstuderende til reel og konsekvent modstand helt indtil uddannelsernes endelige bevarelse er sikret.