AiA: USA ud af Venezuela og resten af Latinamerika!

AiA: USA ud af Venezuela og resten af Latinamerika!

| |
4–5 minutter

Vi deler hermed Antiimperialistisk Aktions udtalelse omkring USA’s overgreb mod Venezuela, som vi har modtaget:

Proletarer i alle lande, foren jer!

Yankee go home!

USA ud af Venezuela og resten af Latinamerika!

Antiimperialistisk Aktion fordømmer med stor foragt yankee-imperialismens seneste overgreb mod nationen Venezuela og dets folk. Vi fordømmer især aggressionen der blev udført den 3. januar 2026, invasionen af landet, bombardementer af civile og militære mål samt den ulovlige kidnapning af landets præsident Nicolás Maduro.

Denne militære intervention har været længe undervejs og er kommet oven på en omfattende og ulovlig blokade af landets olieeksport, der indtil videre har myrdet mere end 80 mennesker og angrebet mere end 30 skibe.

Kidnapningen af præsident Maduro og hans kone er en handling, der bryder alle internationale såvel som nationale love, også indenfor selve USA. »The War on Drugs« er efterhånden en overbrugt undskyldning, som USA siden præsident Nixons tid har brugt til at retfærdiggøre sin indblanding i interne anliggender i de Latinamerikanske nationer. Det handler i virkeligheden ikke om hvor vidt præsident Maduro har forbindelse med narkotikahandel eller ej, USA handler udelukkende for at sikre sin imperialistiske dominans. Undskyldningen er blevet brugt så tit, at enhver progressiv og ærlig person kan se, hvilke interesser der i sandhed ligger bagved en sådan operation: at sikre Venezuelas olie, der i dag er verdens største uudnyttede oliereserve. USA prøver nu at vise Maduro og hans kone frem i New York til en rettergang, der kun er et skue, for at skabe en eller anden form for retslig legitimitet for, hvad der ikke kan retfærdiggøres.

I flere måneder har embedsmænd fra Maduros regering været i dialog med Trump-administrationen, hvor de bl.a. har tilbudt at overgive langt det meste af Venezuelas olieeksport til USA frem for at eksportere olien til Rusland og Kina. Men USA har ignoreret disse aftaler, fordi aggressionen og den totale dominans over Venezuela tjener et bredere strategisk mål om oprettelse af et system af USA-militærbaser under den Sydlige Militærkommando på hele det Latinamerikanske kontinent og i Caribien. På samme måde, som USA i en serie af krige og interventioner kunne oprette sig et system af baser i Mellemøsten, forsøger den nu at gøre det samme i Latinamerika. Dette afspejler også USA’s officielle tilbagevenden til Monroe-doktrinen, der blev offentliggjort af Trump-administrationen, da den lancerede offentliggørelsen af sin seneste nationale sikkerhedsstrategi. Den siger at hele den vestlige halvkugle, tilkommer USA og USA alene.

Vi gør vores standpunkt meget klart: Vi er ikke forsvarere af Nicolas Maduro, som er en landsudsælger og hans partis »chavisme« er halvfeudalisme og imperialistisk udbytning forklædt som socialisme for at vildlede Venezuelas folk. Men det er kun det venezuelanske folk, og det alene, der har retten til at vælte deres egen regering. Alt andet er undskyldninger for imperialistisk udplyndring, national undertvingelse eller »den hvide mands byrde«. Vi gør det også klart at det venezuelanske folk og Maduros regering er i sin fulde ret til at forsvare nationen imod USA’s imperialistiske angreb.

USA’s angreb er et desperat angreb, som yankee-imperialismen har været tvunget til at udføre for at opretholde sin magt i Latinamerika, som den så arrogant kalder sin egen »baghave«. USA baserer langt det meste af sin økonomiske magt på rovdriften af naturråstoffer og billig arbejdskraft fra Latinamerika, men tryk avler modtryk, det er en historisk lov. Det er også sandt, når JD Vance fortæller at USA ikke har vundet en krig i mere end 40 år.

Det danske imperialistiske bourgeoisi sidder på den ene side med sin støtte til den ulovlige intervention, og på den anden side bliver det nervøst for sine egne kolonier og halve kolonier i de to Amerika, specielt er de bange for at deres greb om Grønland skal forsvinde. USA har allerede brugt sin intervention som et springbræt til at ligge endnu mere pres på den danske og grønlandske regering. Nu er bourgeoisiets repræsentanter i møde i det Udenrigspolitiske Nævn om Grønlands fremtid, uden at nogen repræsentanter fra Grønland er til stede på mødet. Dette afslører den koloniale dominans, som Danmark påtvinger Grønland, på trods mange forsøg på at skjule det. Den danske imperialisme er ligeglad med nationers ret og international lov, så den selv får en tilpas bid af kagen.

USA’s bersærkergang i Latinamerika vil skærpe modsætningerne mellem imperialismen og de undertrykte nationer. Den vil stikke til ilden i Folkekrigen i Peru og Agrarrevolutionen i Brasilien, de store massemobiliseringer og oprør i alle lande på kontinentet, som med sikkerhed vil blusse endnu mere op.

Vi forsvarer nationers ret til national selvbestemmelse og opfordrer alle til at gå til kamp mod USA-imperialismen, verdens fjende nummer ét, og mod alle andre imperialistiske magter. Folket i Venezuela og restens af Latinamerikas kamp er en del af arbejderklassens internationale kamp og vi må stille os skulder om skulder med dem i kampen om opbyggelsen af den Antiimperialistiske Front, der i dag legemliggøres organisatorisk i det Antiimperialistiske Forbund.

USA ud af Venezuela og resten af Latinamerika!

Yankee go home!

Død over imperialismen! Leve den proletariske verdensrevolution!

Fremad i opbygningen af den Antiimperialistiske Front!

Antiimperialistisk Aktion
Januar 2026

LÆS OGSÅ