5. februar
Vi deler hermed en uofficiel oversætning af følgende erklæring, udstedt af Folkebevægelsen Peru (MPP), og udgivet af Foreningen af ​​Nyt Demokrati – Tyskland.

Proletarer af alle lande, foren jer!

Cuba ja, yankees nej!
Yankees gå hjem!

Den Cubanske Revolution triumferede i 1959 og resonerede over hele Latinamerika. Hvorfor resonnerede den? Fordi den, ved at bryde med årtiers historie, viste, at sejr kunne opnås gennem væbnet kamp. Det er det, der resonerede, og bare 90 miles fra USA, lige under dets næse; det var en frisk brise over hele Amerika, og det havde en dybtgående indflydelse på de unge mennesker.

Først er det vigtigt at fremhæve følgende historiske fakta:

Fra begyndelsen forsøgte Yankee-imperialismen at knuse den cubanske revolution gennem forskellige midler i et forsøg på at underlægge Cuba dets semi-koloniale kontrol. Derefter mobiliserede de latinamerikanske masser sig i forsvar af revolutionen på den rebel-ø og råbte slagordet: CUBA JA, YANKEES NEJ!

Som en del af forståelsen af de historiske begivenheder i den cubanske revolution og dens bidrag til udviklingen af den nationale befrielsesbevægelse for undertrykte nationer, er det væsentligt at huske, at:

I 1961 intervenereede USA’s imperialisme militært med sine lejesoldater (de »Gusanoser«) og blev skamfuldt besejret ved Svinebugten. For folkene på vores amerikanske kontinent var det en sejr for historien.

Svinebugten fulgte efter USA-imperialismens nederlag i Korea, hvor de måtte flygte som rotter i 1953 efter nederlaget ved Luchon, og det forudså deres nederlag i Sydvietnam.

»I 1973 måtte USA acceptere sit nederlag; som Yankees sagde dengang, Nixon, »Lad os redde ansigt,« det var hele deres problem, et ærefuldt tilbagetog, »lad os ikke blive ydmyget,« det var alt, hvad de bad om, de almagtsfulde Yankee-imperialister.

Formand Mao har ret: »Ikke alt, hvad der er stort, er magtfuldt, og det bør ikke frygtes,« fordi det, der er stort, er marxisme, og marxisme er almagtsfuld, og før dette bør alle reaktionære bæve, for de vil blive fejet væk.« (Formand Gonzalo, Første Kongres af PCP, 1988).

For det andet er det nødvendigt at gøre det helt klart, at:

Cuba er også historien om en ufuldendt revolution; fordi revolutionen blev stadigt mere underlagt sovjetisk revisionisme og blev ved slutningen af 1960’erne en semi-koloni af den revisionistiske Sovjetunion.

Lad os mindes, at i den store debat indenfor den Internationale Kommunistiske Bevægelse mellem marxisme og revisionisme, indtog det kastroistiske bevægelse en Tredje Vejs position.

Derfor led Latinamerika i løbet af 1960’erne en fejlagtig og skadelig indflydelse fra den småborgerlige Tredje Vejsisme. Denne Tredje Vejsisme fra den lille borgerklasse forsøgte at erstatte proletariatet som revolutionens ledende klasse og fratage dets hegemoni, ved at prædike, at et Kommunistisk Parti ikke var nødvendigt. Forsøgende at generalisere erfaringerne fra den cubanske revolution, prædikede de den såkaldte particularisme i revolutionen i Latinamerika, og angreb voldsomt marxisme-leninisme-Mao Zedong Tænkning og erklærede dens forældelse, samt de universelle love for Folkekrigen.

Alle forsøg på Tredje Vejsisme endte, som var uundgåeligt, i nederlag. PCP (red. – Perus Kommunistiske Parti) fastslog »den ufravigelige forpligtelse og nødvendighed af at systematisere de erfaringer, der er opnået indtil nu, for at fortsætte kampen.« Og når de så tilbage på årtiet, konkluderede de, at:

»1960’erne var en periode med sejr for marxisme-leninisme i Latinamerika og i hele verden.« (1)

Efter revisionismens sammenbrud og kollapsen af sovjetisk socialimperialisme i december 1991, blev Cuba uden en leder og med akutte eksistentielle problemer. Dets nuværende forhold stammer fra denne begivenhed.

Cuba lider under fortsat Yankee-imperialistisk aggression i tres årtier, præget af terrorangreb, sabotage og mordforsøg mod dets ledere, såsom dem, der blev udført mod Fidel Castro og andre. Seks årtier med ubønhørlig økonomisk blokade.

I øjeblikket søger den amerikanske regering, ledet af den genocidale Trump, mens de påstår bedrageriske succeser i sin aggression mod Venezuela og Latinamerika, at kapitalisere på denne delvise og relative fordel i Caribien for at angribe Cuba. Dens umiddelbare mål er regimeskift, hvor det cubanske styre erstattes med et, der er under direkte administration af USA, en regering under deres protektorat, svarende til den, der blev etableret i Venezuela under Rodríguez-brødrene. På denne måde søger de Yankee-imperialistiske kræfter at udnytte Cubas styrke til at påtvinge deres vilje på Sydamerika, implementere deres skumle plan om politisk, økonomisk og militær besættelse af vores kontinent som fundament for at opretholde deres globale hegemoni (2).

Yankee-imperialismen søger at opnå sit mål om regimeskift ved at true med et direkte angreb mod øen, baseret på udsendelsen af sin magtfulde militære styrke i regionen under navnet Operation Southern Spear (red. – Sydlige Spyd) (3). Men i frygt for at dette kunne koste dem endnu et ydmygende nederlag, forsøger de at fremprovokere intern subversion gennem folkedrab, hvad de selv kalder »den sidste økonomiske strangulering,« ifølge de imperialistiske medier. Vi citerer:

»Beslutningen om at straffe forsyningen af olie til øen med tariffer forværrer den økonomiske og sociale strangulering.

Stranguleringen af olie til øen blev værre i begyndelsen af året med USA’s militære angreb på Venezuela, deres hovedleverandør i årtier. Præsident Donald Trump har strammet skruerne endnu mere ved at annoncere, at han vil straffe med tariffer enhver, der sælger eller leverer olie til øen. Skruen om halsen på cubanerne strammes hele tiden, da de lever i en dyb strukturel krise, hvor næsten det eneste mulige mål er overlevelse.«

For at forstærke den militære indringning af øen indenfor rammerne af Operation Southern Spear, er en del af den magtfulde amerikanske flåde blevet udsendt til Haiti under påskud af at bekæmpe narkotikahandel (»narco-både«).

Derfor er det nødvendigt kort at adressere militariseringen af politik. I USA har dette en lang historie i både deres indenrigs- og udenrigspolitik.

Indenrigspolitisk bruger Trump-administrationen militarisering i kampen mod »ulovlige« indvandring, organiseret kriminalitet, narkotikahandel osv., ved at anvende militære og politistyrker under dens direkte kontrol for at sikre en absolut centralisering af magten i sine hænder som repræsentant for sin imperialistiske fraktion (Republikanske Parti), som søger at underlægge delstatsregeringerne under guvernører fra den Demokratiske Partis fraktion og, vigtigst af alt, føre krig mod folket for sin udenrigspolitik.

De verbale trusler, den voldelige retorik og den brutale og overdrevne brug af magt af Trump, andre embedsmænd i hans administration og de under hans centrale kontrol repressiverede styrker, er ikke tegn på styrke, men på svaghed. Da USA er et enormt land, har Trump ikke tilstrækkelige kræfter til at overvinde modstanden fra hans rivaler eller fra det amerikanske proletariat og folk i hele dets enorme territorium. Han tyer til ekstrem vold i nogle stater for at underlægge dem gennem terror, i håb om at tvinge andre til at underkaste sig ham, men hvis han ikke kan overvinde modstanden i disse steder, trækker han sig tilbage. Han fejler kun for at forsøge igen senere, og således vil han gå fra nederlag til nederlag både i sit eget land og i verden.

I deres National forsvarsstrategi fra Krigsministeriet (23. januar 2026) indrømmer de selv deres begrænsning af kræfter:

»Dette kræver at være klare omkring de trusler, vi står overfor, samt de ressourcer, der er tilgængelige for både os og vores allierede til at konfrontere dem (…) I stedet vil Ministeriet prioritere de mest betydningsfulde, alvorlige og farlige trusler mod amerikanske interesser. Vi vil genoprette krigsfilosofien og genopbygge den fælles styrke, så Amerikas fjender aldrig vil tvivle på vores vilje eller evne til at reagere beslutsomt på disse trusler.«

Med denne »krigsfilosofi« søger de at påtvinge deres hegemoniske imperialistiske orden både indenrigs og internationalt.

Vedrørende Latinamerika bruger USA-imperialismen militariseringen af kampen mod narkotikahandel, »narco-terrorisme,« organiseret kriminalitet, den illegale økonomi osv., ved at tvinge regionens regeringer til at underskrive aftaler og konventioner om disse emner ved at bruge den vage retorik om »at opbygge samarbejdsevne og forbedre interoperabilitet.« Dens mål er at koordinere arbejdet af nationale sikkerhedsstyrker internationalt, underordnet, direkte eller indirekte, Washingtons direktiver.« (4)

I 2012 havde USA »en korridor, der strakte sig fra Colombia til Mexico, gennem Centralamerika.« Ethvert antydning af uafhængighed fra regionens regeringer ses som en trussel mod deres interventionistiske politik.

Bistand til disse underdanige væbnede styrker tager form af støtte til anti-narkotikainitiativer, såsom Central American Regional Security Initiative (CARSI, red. – Centralamerikansk regionalt sikkerhedsinitiativ), som begyndte i 2008 efter Mérida Initiativet og fortsatte indtil 2014, hvor der blev ydet støtte, udstyr og træning til de centrale amerikanske politistyrker og militære enheder.

Mexico falder under USA’s Nordlige Kommando, men syd for dens grænser ligger Sydlige Kommando, som opererer fra en $400 millioner facilitet vest for Miami, og er ansvarlig for alle amerikanske militære aktiviteter i Central- og Sydamerika.

Afslutningsvis siger vi:

I dag genopliver vi det gamle slagord, »CUBA JA, YANKEES NEJ!«, for at støtte det cubanske folks kamp mod imperialistisk aggression, som udfolder sig i henhold til dets militære doktrin om »fred gennem styrke« — det vil sige, at påtvinge sine imperialistiske interesser (de yankee-finansielle oligarkiers) gennem krig eller den troværdige trussel om brugen af den.

Dette er et passende slagord til at konfrontere den imperialistiske plan om at hegemonisere Caribien for at fremme sin plan om politisk, økonomisk og militær besættelse af Latinamerika. Som det engang blev sagt, og som er mere sandt i dag, har de yankee-imperialister til hensigt at bruge Cubas styrke til at overmande hele Amerika. Med dette slagord forener vores folk sig med Cubas sag i forsvar af dets uafhængighed, dets formelle suverænitet, på dets vej mod fuldstændig uafhængighed, som det kun vil opnå ved at føre revolutionen helt til ende.

Og vi citerer følgende fra Formand Gonzalos tale den 24. september 1992:

»Alt, hvad de sagde til os, den tomme og fjollede sladder om den berømte ›nye fredsperiode‹, hvad er der blevet af det? Hvad med Jugoslavien? Hvad med andre steder? Alt er blevet politiseret; det er en løgn. I dag er virkeligheden én, de samme modstandere fra Første og Anden Verdenskrig er de, der skaber, de forbereder den Tredje Verdenskrig. Vi må vide det, og vi som børn af et undertrykt land er en del af byttet. Vi kan ikke samtykke til det! Nok med imperialistisk udnyttelse! Vi må sætte en stopper for det! Vi er fra den tredje verden, og den tredje verden er fundamentet for den verdensproletariske revolution, med én betingelse, at de Kommunistiske Partier opretholder og leder. Det er det, der skal gøres!«

LEVE FOLKEKRIGEN!

FOLKEBEVÆGELSEN PERU

Februar 2026

NOTER:

(1) LATINAMERIKA: FOLKEKRIG, Store Sejre, Lysende Perspektiv, Rød Flag, Nummer 42, Maj 1970, Centralkomiteen, Perus Kommunistiske Parti.

(2) Den globale hegemoniske og kontrarevolutionære plan, implementeret af regeringen under den arch-reaktionære og genocidale Trump, går tilbage til begyndelsen af det sidste årti af det sidste århundrede. Denne plan justeres af hver ny Yankee-regering i henhold til udviklingen af klassekampen i landet selv og i verden og offentliggøres som National forsvarsstrategi (National Defense Strategy eller »NDS«), den nyeste er fra november 2025; hvis militære doktrin eller strategi kaldes National Security Strategy (NSS), offentliggjort den 24. januar 2026 af USA’s Krigsministeriet.

Planen i sine strategiske mål og generelle retningslinjer blev fastlagt under Bush Sr.-regeringen (1989-92), da sovjetisk revisionisme kollapsede uden en verdenskrig, Sovjetunionen kollapsede, og dets indflydelsessfærer gik ind i en ny fordeling midt i imperialistisk kollusion og kamp (december 1991), og Yankee-imperialismen blev den eneste hegemoniske supermagt. Stadig i den sidste del af processen med den definitive nedbrydning af social-imperialismen, pegede Formand Gonzalo det forgangne år præcist og kraftfuldt på, hvad de imperialistiske strateger havde fastlagt for deres plan om verdensdominans i det kommende århundrede:

»USA og Latinamerika, dets store område. Bush-initiativen for Latinamerika, forene Mexico, aksen, med enheden af USA og Canada for at hegemonisere over Caribien, udvide til Sydamerika, kontrollere mere og mere af Mellemamerika, og dermed forberede sig på fremtiden i Stillehavsbassinet.« (II Plenarforsamling af det Centralekomité (august 1990).

(3) Operation »Southern Spear« blev annonceret i november af Hegseth og er en del af udsendelsen af amerikanske krigsskibe og militærfly til Latinamerika. Ifølge Washington har denne operation til formål at bekæmpe fartøjer, der bruges til narkotikahandel af karteller, der defineres som »narcoterrorister.«

(4) Drug War Capitalism, AK Press, december 2014), på spansk som Anti-Drug Capitalism, A War Against the People, Dawn Marie Paley, Community Society for Strategic Studies Freedom Under Words, 2018 Mexico.