Vi deler hermed en 8. marts udtalelse fra Komité Røde Stjerne i Danmark, som er blevet os tilsendt:

Proletarer i alle lande, foren jer!

HEJS KAMPEN FOR EN REVOLUTIONÆR KVINDEBEVÆGELSE!

Centralkomiteen for Komité Røde Stjerne,
Marts 2026

Længe Leve Arbejderkvindernes Internationale Kampdag!

Arbejderkvindernes internationale kampdag, 8. marts, står nu igen foran os. En stor historisk kampdag, som verdens arbejder- og bondekvinder i over 100 år har brugt til at udvikle kampen imod den patriarkalske kvindeundertrykkelse og det kapitalistiske klassesamfund som opretholder den. Det har været en dag for storstrejker og folkemøder, og en dag for smedningen af større kampvilje. Overalt i verden hvor de undertrykte klasser rejser sig til kamp og udfolder Folkekrigen imod deres undertrykkere, der hejses også kampen for skabelsen af en revolutionær kvindebevægelser. En bevægelse med formålet at samle og lede det arbejdende folks bedste sønner og døtre til organiseret kamp imod patriarkatet og al kvindeundertrykkelse, som en integreret og uundværlig del af den revolutionære kamp imod imperialismen og kapitalismen, og som kraft i opbyggelsen af socialismen.

Den patriarkalske undertrykkelse og angrebet imod kvindens værdighed

Overalt forsøger den kapitalistiske herskende klasse at opsplitte de undertrykte klasser for at forhindre deres anstrengelser på at opnå samling og enhed i kampen for befrielse. For at bekæmpe arbejdernes solidaritet mellem kønnene, har de herskende klasser skabt og videreudviklet patriarkatet, som et altomfattende system af ideologi, fordomme, traditioner, love, økonomiske uligheder og kultur. Alt sammen tjenende til fastholdelsen af arbejderkvindens dobbelte undertrykkelse. Ikke kun er hun lønarbejder og udbyttes af kapitalismen. Hun er også pålagt arbejdsbyrden af langt hoveddelen af hjemmets reproduktive arbejde, uden nogen kompensation. Det reproduktive arbejde i hjemmet består i, at arbejderklassens arbejdskraft er en vare som hver dag (og hver generation) skal fornyes, for at fortsat kunne sælges på arbejdsmarkedet. Dette reproduktive arbejde består af mange aspekter og former som madlavning, tøjvask og rengøring, opdragelse og omsorg osv., og er en fuldstændigt grundlæggende forudsætning for opretholdelsen af samfundet. Netop at det er en så central forudsætning for samfundets opretholdelse og kræver en så stor samlet arbejdsmængde, giver det en enorm værdi, som står i utrolig skarp modsigelse til dets økonomisk ulønnede og kulturelt ringeagtede karakter i det kapitalistiske samfund. For at fastholde kvindens undertrykkelse, må borgerlig ideologi nedværdige hende og det arbejde som hun tvinges til. Det er en arbejdsbyrde som »ikke fortjener kompensation«, fordi det ligger i »kvindens natur« at underlægge sig og tjene hendes mand og familie. Om det er med appel til gamle hellige skrifter eller »incel-kulturens« reaktionære, pseudovidenskabelige »biologiske sandheder«, så handler det i sidste ende om, at fastholde en hel sektor af samfundets nødvendige arbejde som værende naturgivent »kvindeligt husarbejde«. Dets sande karakter som et værdifuldt arbejde, som værdifuld reproduktion af arbejdskraft, tilsløres for at det kan fortsætte som ulønnet arbejde. Arbejderen i et bageri, dagplejeren, pædagogen og den ansatte på vaskeriet, anerkendes fuldt som en »arbejder« med ret til løn for sin arbejdskraft, men indenfor hjemmets fire vægge fravristes kvinden denne anderkendelse, og dette retfærdigøres af borgerlig ideologi med de mest modbydelige angreb imod hendes værdighed og lighed.

Bølge på bølge, slag for slag, imod imperialisme og patriarkat!

Igennem alle tideligere samfundsformer har de undertrykte klassers kvinders kamp imod patriarkatet foregået under de mest ugunstige materielle forhold. Under antikken og middelalderens landbrugssamfund kunne kvindekampen ikke udvikle sig til et organiseret massefænomen fordi det meste af befolkningen var spredt ud i små landsbyer, og transport- og kommunikationsteknologierne var for primitive. Med kapitalismens og industrialiseringens udvikling gennem 1800-tallet skete der dog store forandringer, som vendte om på disse forhold. Der skete en enorm urbanisering hvor de tidligere landarbejderne blev samlet i storbyerne og klemt ind i tusindvis på fabrikkerne. Samtidigt krævede industriens udvikling også en stor udvikling i transport- og kommunikationsteknologi. Dette ny kapitalistiske industrisamfund skabte de nødvendige forhold for at organiseringen af en kraftfuld proletarisk kvindebevægelse kunne lade sig gøre. Arbejderkvinderne på fabrikkerne og i de tæt befolkede proletariske nabolag kunne koordinere og dele erfaringer, og en stigende solidaritet og kampgejst opstod. Den revolutionære socialistiske bevægelse stillede sig fra starten af på arbejderkvindernes side og forenede kampen for kvindernes rettigheder og ligestilling, med kampen for hele arbejderklassens befrielse. Lenin sagde ved den Første alrussiske Kongres af arbejderkvinder i 1918, »Kvindens stilling har indtil nu været sådan, at man kalder den en slaves stilling; kvinden er holdt nede af husarbejde, og kun socialismen kan bringe hende ud af denne stilling.[…] Erfaringen fra alle befrielsesbevægelser har vist, at revolutionens fremgang afhænger af, i hvilken grad kvinderne deltager i den.«. I takt med at flere kvinder blev ansat i den industrielle produktion, hvilket især blev fremskyndet ved de to verdenskrige, organiserede flere kvinder sig i arbejderklassens revolutionære bevægelse og ledte den stigende organisering af kampe for kvinders rettigheder og for arbejderkvindernes løn- og arbejdsforhold. Det var gennem stiftelsen og opbygningen af de Kommunistiske Partier at kvindekampen opnåede sit højeste udtryk, da det først var gennem disse partier at arbejderklassen formåede at organisere kampen imod den patriarkalske undertrykkelse, som en integreret del af kampen for revolutionen i tværs af hele samfundet.

Fordi Danmarks Kommunistiske Parti blev likvideret indefra af borgerlige opportunister, kort efter partiet havde ledt modstandskampen imod nazismen, står arbejderklassen i Danmark uden sit eget Parti, klassens centrale organisator. Derfor står arbejderklassen nu også uden en revolutionær kvindebevægelse. At genrejse den revolutionære kvindebevægelse er en opgave som står helt centralt for genstiftelsen og rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti, fordi denne kamp ville være fuldstændig umulig uden inddragelsen af arbejderklassens kvinder. Uden kvindelige ledere, kadrer, kæmpere og arbejderkvindernes brede deltagelse i den folkelige massebevægelse, ville ingen sejr kunne opnås. Den revolutionære bevægelse må forstå, at kvindekampens integrering i revolutionen er af afgørende vigtighed. Den som ikke tager den proletariske kvindekamps organisering seriøst, har i praksis lukket sine døre for halvdelen af arbejderklassen og gjort stor skade mod revolutionen.

Kvindekampen må bedre integreres i det revolutionære arbejde og grundlaget må lægges for skabelsen af den revolutionære kvindebevægelse

Det er nødvendigt at den revolutionære bevægelse i dag sætter dobbelt styrke ind for at rette op på de fejl og mangler, som står i vejen for, at den revolutionære kvindebevægelse kan skabes. Dette kræver en seriøs og oprigtig anvendelse af arbejderklassens ideologi, den videnskabelige marxisme, heriblandt især viljen til selvkritisk rettelsesarbejde. Det er ingen nem opgave at rette fejl, slet ikke når det gælder dybt indgroede problemer, som har haft lang tid til at sætte sig godt til rette. Vanens magt er stærk og brydes ikke uden bevidst og oprigtig kamp. Det er vigtigt at anerkende at den revolutionære bevægelse i Danmark, indtil nu, ikke har behandlet spørgsmålet om organiseringen af den proletariske kvindekamp korrekt. Dette må gøres om på nu og ikke senere. En grundlæggende udvikling i tanke og handling må tilkæmpes. Sølle småborgerlige lappeløsninger nytter intet, hvis man ønsker fundamentale forandringer; for eksempel når vi kigger tilbage i historien og på andre organisationer, kan man se en almindelig tendens på »venstrefløjen« til at kvindekampen er blevet reduceret til små interne kvinde-komiteer indeni de selverklærede »revolutionære« organisationer, hvor kvindelige kammerater er blevet parkeret og blevet fortalt af deres mandlige kammerater, at det er deres ansvar at »tage sig af det der med kvindekamp«. Så kan disse organisationer gå rundt og fortælle folk omkring hvor »seriøst« de tager kvindekampen. Resultatet er at den proletarisk-feministiske kamp bliver trukket ud af resten af den revolutionære kamp, i stedet for at være en integreret del af hvert eneste kamp; om det så er faglig organisering på arbejdspladserne, nabolag-forsvar imod nedrivning og gentrificering, eller internationalt solidaritetsarbejde osv… Ofte har kvindelige kammerater fortalt omkring hvordan udviklingen af deres kræfter og lederevner blev hæmmet ved at blive bokset inde i en tilsidesat intern komite uden forbindelse til resten af det revolutionære arbejde, som de mandelige kammerater ikke mente »hørte under kvindekampen«. En lang småborgerlig revisionistisk tradition i Danmark har skabt et sæt ideologiske, politiske, og organisatoriske kriterier, anlagt omkring en håndtering af kvindekampen baseret på subjektivisme, amatørisme og liberalisme, som har været med til at forhindre skabelsen af en revolutionær kvindebevægelse.

For at rette op på dette er det essentielt at forstå hvordan etableringen af Komité Røde Stjerne, for to år siden, markerer en stor milepæl i den revolutionære bevægelses udvikling. Komiteen repræsenterer springet fremad imod dannelsen af et ledende revolutionært center for arbejderklassen i Danmark, fast besluttet på at smede en national organisation af kommunister under dannelse, med målet om genstiftelsen og rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti, for indledningen af den væbnede socialistiske revolution, Folkekrigen, tjenende den Proletariske Verdensrevolution. Med dannelsen af Komité Røde Stjerne har de revolutionære kræfter i Danmark overvundet den største faktor i tendensen af spredning og uorganisering, og der har nu i klassekampen i Danmark åbnet sig muligheden for at rette op på de fejl og afvigelser, som hidtil har fået lov til at gro sig fast i fraværet af et revolutionært center. Disse fejl er hverken banale eller kommet af sige selv. De er dybt indgroede sygdomme hentet ind i arbejderklassens revolutionære bevægelse fra det reaktionære borgerlige samfund som bevægelsen befinder sig i. De er følgesygdomme af det borgerlige samfunds indre økonomiske logikker, samt ideologiske retfærdiggørelsesnarrativer og kultur, som har slået dybe rødder i arbejderbevægelsen. De forsvinder ikke af sig selv, men må konfronteres bevidst og systematisk; borgerlig ideologi må knuses af proletarisk ideologi i skarp to-linje kamp. Derfor kan løsningerne af disse problemer heller ikke være trivielle, spontane eller håndteres uorganiseret. For at det skal kunne lykkes at sejre i rettelsen af fejlene og i skabelsen af en revolutionær kvindebevægelse, må kampen være bredt omfattende og involvere alle organer og organisationer i den revolutionære bevægelse. Samtidigt må den udføres bevidst, disciplineret og planmæssigt, hvilket kræver korrekt og retfærdig ledelse fra et revolutionært ledende center, væbnet med arbejderklassens ideologi, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen, med Formand Gonzalos almindgyldige biddrag. Med denne tekst og det efterfølgende arbejde med at implementere dens politik, hejses dette ansvar af Komité Røde Stjerne og den revolutionære bevægelse.

For at rettelsesprocessen og kampen for skabelsen af en revolutionær kvindebevægelse kan virkeliggøres, må der påbegyndes en gennemgribende rettelseskampagne. For det første må hver af de eksisterende organisationer i den revolutionære bevægelse tage kampen op for at sikre at den proletariske kvindekamp integreres i hver organisations arbejde og på et hvert niveau. Dette må ske gennem iværksættelsen af styrket ideologisk-politisk skoling, to-linje kamp, kritik/selvkritik og et øget fokus på, at alle kammerater tager del i bevidst proletar-feministisk arbejde. Dernæst, efter integreringen af den proletarisk-feministisk kamp og udviklingen af stærke kvindelige ledere, må der skabes en særlig proletarisk-feministisk kvindekampsorganisation, som kan fungere som anfører i den proletariske kvindekamp og det højeste koncentrerede udtryk og organisator for kvindebevægelsen i Danmark. Komité Røde Stjerne anser dannelsen af en sådan kvindeorganisation, som en af den revolutionære bevægelses vigtigste opgaver i dag i kampen for genstiftelsen og rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti.

Tre borgerlige sygdomme som må kommes til livs:

For at der kan ske et spring i udviklingen af det proletarisk-feministiske arbejde og lægges fundamentet for skabelsen af en revolutionære kvindebevægelse, er det nødvendigt at den revolutionære bevægelsen tager et grundlæggende opgør med de dominerende borgerlige ideologiske, politiske, og organisatoriske kriterier i dens arbejde i dag; borgerlige sygdomme hentet ind i arbejderbevægelsen fra det borgerlige samfund den eksisterer i, som udformer sig i subjektivisme, amatørisme og liberalisme.

1. Subjektivismen

En af de tre borgerlige sygdomme som skal knuses er subjektivismen. Siden likvideringen af de Kommunistiske Partier efter anden verdenskrig, har organiseringen af kvindekampen været under stort pres. Den borgerlige feminisme, især i dens postmoderne form, har kæmpet ihærdigt for at dreje arbejderkvindernes kamp skarpt væk fra den klassebevidst revolutionære kamp. I modsætning til postmodernismen udviklede der sig i 60’erne og 70’erne en betydningsfuld proletarisk strømning inspireret af Mao Tsetung-tænkningen og den Store Proletariske Kulturrevolution, vejledt af den videnskabelige socialisme og organiseret ad klasselinjer. Dog skete der et stort tilbageslag for den proletarisk-feministiske bevægelse med indledningen af imperialismens generelle kontrarevolutionære modoffensiv i slutningen af 80’erne og 90’erne, som resulterede i at den kvindebevægelsen blev opløst i borgerlig postmodernisme og småborgerlige organisationskriterier. Med den borgerlige postmoderne ideologis dominans kom også udskiftningen af marxismens materielle objektivisme med borgerskabets idealistiske subjektivisme. I stedet for den videnskabelige udvikling af nye konkrete erfaringer gennem klassekampen, er individets subjektivitet og holdning blevet ophøjet til den eneste målestok, og individets personlig oplevelse gjort til ukrænkelig sandhed. Kampen for arbejderkvindens befrielse fra patriarkalsk undertrykkelse er dermed, trods retoriske indvendinger fra postmodernisterne, blevet flyttet fra samfundets, økonomien og klassernes arenaer, og i stedet blevet centreret i individets indre arena. Imod denne ideologiske forrådnelse i arbejderbevægelsen tegner vigtigheden sig klar for skabelsen af revolutionære proletariske klasseorganisationer, som kan organisere kampen ad klare klasselinjer og principper funderet i arbejderklassens erfaringer og behov. I dette spiller arbejderklassens videnskabelige ideologi sin centrale rolle som vejleder til handling og belyser de korrekte arbejdsmetoder.

Subjektivismen er ikke isoleret kun til kvindekampen eller nogen anden specifik kamp, men har sat sig dybe rødder i alle aspekter af samfundet. Hvis subjektivismen skal grundigt knuses og den marxistiske videnskab dominere i arbejderbevægelsen, så kræver det gendannelsen af arbejderklassens hovedkvarter, dets ledende centrum, det Kommunistiske Parti, som kan lede udviklingen af det teoretiske og praktiske arbejde på tværs af alle klassekampens områder. Med udviklingen og opbyggelsen af Komité Røde Stjerne bringes denne gendannelse af arbejderklassens fortrop nærmere og nærmere. Den videnskabelige udvikling af ny teori og praksis, gennem den organiserede klassekamp, er hvad der vil gøre det muligt for den proletariske kvindebevægelse at udvikle sig overfor enhver modstand, rette sine fejl, udføre stærke og præcise slag imod klassefjenden og patriarkatet, og biddrage til at sikre den socialistiske revolutions sejr. Alle organisationer i den revolutionære bevægelse må konfrontere subjektivismen i deres arbejde og slå et slag for den konsekvente anvendelse af den marxistiske videnskab i alt de foretager sig. Når kampagner og aktioner gennemføres må der konsekvent og systematisk gennemføres videnskabelig analyse af deres forløb og resultater, deres succes vurderes konkret og erfaringerne sammenfattes.

2. Amatørismen

Den anden sygdom som har gjort sig kraftigt gældende siden det Kommunistiske Partis likvidering, og især været herskende i »venstrefløjen« siden 60’erne, er amatørismen. Den fornægter nødvendigheden for arbejderklassen af at danne sig professionelle og organiserede kamporganisationer, og feticherer anarkistiske smågruppe-organisationens principper. Amatørismen søger at retfærdigøre opløsningen af de revolutionære kræfter i isolerede lokale småcirkler og studiekredse, dybt optagede af småborgerligt og usammenhængende »aktivisme«. Fokus gives til det som kræver mindst organisering og bedst kan gennemføres på et rent fritids-/hobby niveau, i stedet for den mere komplekse organiseringen på et større sammenhængende plan som nødvendigvis kræver arbejdsdeling, specialisering og dannelsen af professionelle kadrer, som er nødvendigt for at det kan lade sig gøre at organisere arbejderklassen i klassekampens forskellige sektorer. Der har siden det Kommunistiske Partis likvidering ikke været mangel på selverklærede »revolutionære« smågrupper, fremmede og isolerede fra arbejderklassen, mere optaget af at iscenesætte sig selv udadtil med de mest revolutionært lydende fraser og symboler, fremfor faktisk at være involverede i organiseringen af klassebevidste kamporganisationer i massebevægelsen. Sådan amatørisme, afskåret fra den virkelige klassekamp i samfundet, kan hverken frembringe revolutionære ledere eller tiltrække de mest fremskredne elementer af arbejderklassen til kampen. I stedet kan de kun udvikle selvhøjtidelige små lokale »høvdinge« og småborgerlige »aktivister«. Amatørismen tiltrækker primært småborgerskabets og de intellektuelle mellemlags ungdom, som ingen reel erfaring har med arbejdsmarkedet eller klassekamp, og heller intet oprigtigt ønske har om at gøre sig disse erfaringer, da det ville kræve en grad af selvopofrelse og ubekvemlighed, og at turde sætte deres privilegerede klasseposition på spil. Dette må minde os om vigtigheden af at fokuserer vores kræfter på organiseringen af arbejderklassens fattigste og mest undertrykte lag, og nødvendigheden af at organisere arbejdernes kamp på deres arbejdspladser. Amatørismens spor findes også klart i mange organisationers tilgang til kvindekampen, hvor den oftest behandles som en eftertanke af selverklærede »revolutionære« organisationer. Tendensen har været, at behandle kvindekamp et særskilt arbejdsområde indenfor organisationerne, hvor kvindelige kammerater parkeres uden hjælp, støtte, planlægning eller organisering. Resultatet er interne »kvindegrupper«/»kvindekomiteer«/»affinitetsgrupper«, som efterfølgende bruges til at afværge beskyldninger om, at kvindekampen ikke tages seriøst i organisationen. Alle revolutionære må forstå at den proletariske kvindekamp må integreres i alle den revolutionære bevægelses kampe, og at det er alle kammeraters ansvar, uanset køn, at dedikere sig til at dette udføres på et organiseret grundlag.

En anden måde hvorpå amatørismen har skadet kampen for skabelsen af en revolutionær kvindebevægelse, er at den forsømmer arbejdet med at finde konkrete organiserede løsninger for bevægelsens kvindelige kammerater, på de praktiske problemer som patriarkatet specifikt pålægger dem, og som gør det markant sværere for mange kvindelige kammerater at dedikere sig til den revolutionære kamp i den udstrækning som de egentligt gerne ønsker. Et eksempel er problemer med børnepasning. Kvindelige kammerater som er mødre, især enemødre, oplever at det kan være en stor udfordring at være aktiv i det revolutionære arbejde i den grad de gerne ville, når der samtidigt er problemer med organiseringen af børnepasning. Et sådant problem påvirker både de kvindelige kammerater som allerede er organiseret i bevægelsen, og er med til at holde potentielle nye kvindelige kammerater fra at blive en del af bevægelsen. Problemer som dette må løses kollektivt og organiseret af de revolutionære organisationer igennem mobiliseringen af for eksempel familiemedlemmer, kærester, naboer, etc. til at hjælpe med kollektiv børnepasning. Det kan også sagtens være mandlige kammerater som skiftes til at stå for den kollektiv pasningen af flere af de kvindelige kammeraters børn. Mandlige kammerater burde være mere end villige til at ofre at kunne deltage til et møde eller en aktion en gang i mellem, hvis det betød at hjælpe med at skabe en organisation med de bedste forudsætninger og muligheder for deres kvindelige kammeraters deltagelse og udvikling. Uanset den specifikke løsning man når frem til, og der kan være mange, så er det vigtigste at løsningen er velorganiseret og velplanlagt, og tager højde for den konkrete situation. Hvis en sådan løsning kan sikre den systematiske etablering af de bedste betingelser for udviklingen af revolutionære kvindelige ledere, så må intet forsinke eller forhindre disse løsningers organiserede implementering.

Med udviklingen af Komité Røde Stjerne hen over de sidste to år, er et stort slag blevet slået for at samle de revolutionære kræfter i Danmark i én samlet national bevægelse, med ét samlet revolutionært center. Selvom at det har udgjort et vigtigt slag imod amatørismens smågruppe-organisering, så er der stadig mange ideologiske og politiske rester tilbage af den småborgerlige smågruppe-mentalitet. Nogle kammerater har sværere ved at acceptere udviklingen af organiseret arbejdsdeling og specialisering end andre, og længes efter simplere tider, hvor den individuelle kammerat ikke skulle koordinere særligt meget med andre og hovedsagligt selv stod for at bestemme hvordan og hvornår en opgave skulle udføres. Er denne individuelle arbejdsstil ikke netop den samme som den lille selvstændige producents, småborgerens, arbejdsstil? Har den ikke netop klare begrænsninger bundet op på individets evne, frem for organisationens kollektive evner? Er det ikke klart at noget så stort og komplekst som organiseringen af en revolutionær kvindebevægelse, ikke kan lade sig gøre på grundlaget af en »hver for sig selv«-mentalitet? For at komme amatørismen til livs generelt i organisationerne i den revolutionære bevægelse må arbejdsstilen transformeres. Den må organiseres og gives klare strukturer, og kammerater må påtage sig klare ansvar. Hver organisation må bevidst analysere hvordan den i øjeblikket løser sine opgaver og tage to-linje kampen op om hvordan bedst dens arbejdsmetoder kan forbedres. Der må stræbes efter at etablere effektiv kommunikation og koordinering mellem kammerater, sådan at effektiv arbejdsdeling og specialisering kan lade sig gøre. Ledende kammerater må oplæres i hvordan opgaver bedst opdeles og uddelegeres til forskellige kammerater, og i hvordan et effektivt overblik over lokalarbejdet bedst organiseres.

3. Liberalismen

Den tredje sygdom er liberalismen. Den giftigste af de tre sygdomme og den som må bekæmpes med den hårdeste og mest uforsonlige kamp. Med liberalisme menes der den attitude hvormed marxistiske principper udskiftes med borgerlig adfærd. Hvor principfast to-linje kamp tilsidesættes for principløs fred for »venskabs skyld« eller grundet »pragmatiske« undskyldninger. En attitude hvor man for eksempel ser gennem fingrene med racisme, sexisme og mandschauvinisme i dens egne rækker. En netop denne slags adfærd ikke tragisk almindelig i netop mange organisationer som pryder sig på at være »progressive«? Hvor sådan opførsel undskyldes med at det er »ironisk/edgy« eller »bare for sjov«. En attitude som har beskyttet patriarkalske og racistiske miljøer og kulture indenfor »venstrefløjens« organisationer og drevet flere af de mest fremskredne revolutionære kvinder og minoriteter ud, til fordel for at beskytte enkelte mandelige opportunister. Man skal ikke have været på »venstrefløjen« i Danmark i lang tid for at have stiftet bekendtskab med sådan opførsel, og derfor har Komité Røde Stjerne også lige fra sin stiftelse bekæmpet den nådesløst. Men dette er ikke en kamp man kan vinde med ét enkelt slag. Det er en vedvarende kamp som må føres så længe at det samfund vi lever i fortsætter med at være reaktionært og liberalt. Omkring denne liberale attitude er det værd at forstå hvad Formand Mao Tsetung sagde om liberalismens farer blandt de revolutionæres rækker:

»Liberalismen forkaster derimod ideologisk kamp og går ind for principløs fred. Den fremkalder en dekadent og spidsborgerlig holdning og fører til politisk forfald hos visse grupper og enkeltpersoner i partiet og de revolutionære organisationer. […]

At lade stå til af hensyn til fred og venskab, når en eller anden tydeligt nok har begået en fejl, og at afholde sig fra en principiel diskussion, fordi der er tale om en gammel bekendt, måske fra ens egen by, en skolekammerat, en nær ven, én man holder af, en gammel kollega eller underordnet. Eller at berøre spørgsmålet flygtigt i stedet for at gå grundigt ind på det for at bevare et godt forhold. Resultatet er, at man skader både organisationen og personen. […]

At lade ting gå deres skæve gang, hvis de ikke direkte berører en selv. At sige så lidt som muligt, selv om man udmærket godt ved, hvad der er galt, at holde sig verdensklogt i baggrunden og bare prøve at holde sin egen ryg fri. […]

At høre på fejlagtige meninger uden at tilbagevise dem og endog høre kontrarevolutionære udtalelser uden at gøre opmærksom på dem, men tage det ganske roligt og lade som ingenting. […]« (Mao Tsetung, Bekæmp Liberalismen)

Vi må være resolutte i udryddelsen af liberalismen blandt den revolutionære bevægelses rækker. Liberalismen må systematisk konfronteres og knuses igennem ærlig og konsekvent to-linje kamp, organiserede rettelseskampagner og klare krav om at dem som giver udtryk for liberale attituder som sexisme eller racisme bliver underlagt klare krav til rettelse og selvkritik eller ekskludering. Der må under ingen omstændigheder gives plads til folk, som aktivt forsøger at sno sig uden om to-linje kampen i bevægelsens demokratiske fora, eller forsøger gennem intriger at gennemtvinge deres ideologiske eller politisk positioner. Hvis det skal kunne lade sig gøre at skabe en revolutionære kvindebevægelse, så kræver det også en stålfast dedikation til at opretholde et proletarisk-solidarisk indre organisationsmiljø og -kultur, hvor stærke kvindelige kadrer og ledere kan udvikles.

Alle organisationer i den revolutionære bevægelse, har en klar pligt til at tage alle de ovenfor beskrevne problemer op til diskussion på alle niveauer og med alle kammerater, og påbegynde udviklingen af konkrete planer for gennemførelsen af kampagner til bekæmpelsen af subjektivismen, som fornægter rollen af arbejderklassens videnskabelige ideologi og klassekampens rolle i frembringelsen af korrekt revolutionær teori og praksis, amatørismen, som fornægter nødvendigheden af organisering og disciplin, gør effektiv arbejdsdeling og specialisering umulig, og forhindre frembringelsen af virkelige og langvarige resultater, og liberalismen, som »er et udslag af opportunisme, og den strider i bund og grund mod marxismen. Den er negativ og hjælper i virkeligheden fjenden. Det er derfor, fjenden glæder sig over at se den bevaret blandt os. Når det forholder sig sådan, kan der ikke være nogen plads for liberalisme i revolutionens rækker.« (Mao Tsetung, Bekæmp Liberalismen)

Længe Leve Arbejderkvindernes Internationale Kampdag!

Hejs Kampen For en Revolutionær Kvindebevægelse!

Fremad mod Genstiftelsen og Rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti!

Centralkomiteen for Komité Røde Stjerne,
Marts 2026