Folketingsvalget 2026 er afsluttet og tilbage står ingen klar vinder. Både Socialdemokraterne og Venstre har haft historisk dårlige valg. Moderaterne er kommet bedre igennem det, men fælles for alle tidligere regeringspartier er en klar tilbagegang i vælgerne. Valget bekræfter altså den generelle tendens: regeringer i borgerlige parlamenter afslører sig selv og bliver forkastet af folket, der kigger efter andre alternativer.

Valget har haft den laveste valgdeltagelse i 35 år med en stemmeprocent på 83,9 procent, heraf 1,3 procent blanke stemmer. Dette er en lille nedgang fra sidste Folketingsvalg og fortsætter tendensen af faldende valgdeltagelse. På trods af en voksende mængde millioner, der bliver smidt i valgkampagnerne, er stemmeprocenten ikke steget i Danmark siden 2011.

Det er ikke fordi folk er apolitiske, årtiers ydmygende nedskæringer, racistisk polemik og militaristisk krigspolitik, har vækket folk til at tage stilling til regeringens desperate politikker.

Tilliden til den demokratiske facade er væk, sammen med det valgcirkus den bestående orden iscenesætter. Andelen af vælgere, der først beslutter sig for hvem de skal stemme på i sidste øjeblik et steget til at inkludere 2/3 af alle stemmeberettigede. Mange stemmer pga. livslang indoktrinering om vigtigheden af at stemme, men partierne man vælger imellem og det system de tjener har gang på gang bevist at intet fundamentalt vil ændre sig.

Den herskende klasse står opdelt

Selvom Socialdemokraterne har haft deres værste valg nogensinde er det i dag det eneste parti man ville kunne kalde et »stort parti« med 21,8 procent af stemmerne. Der er ingen af de øvrige partier, der alene har mere end 12 procent af stemmerne, med SF som næststørste parti med 11,6 procent af stemmerne og Venstre med 10,1 procent.

På samme tid har vi set en større mængde af intriger, bagdolkeri og fjendtlighed mellem de opstillede partier end før. Den »røde« og »blå« blok kan ikke danne et klart flertal i Folketinget, hvis ikke Moderaterne indgår i den kommende regering. Derudover skal der på grund af så mange »mellemstore« partier, som der er nu, forhandles mellem mange partier uanset hvilken farve den nye regering vil få.

SVM-regeringen troede den kunne få et godt genvalg ved at udnytte Grønlandskrisen til at udskrive valg, men deres satsning betalte sig ikke, da USA’s pres fortog sig efter forhandlinger i World Economic Forum fik spændingerne til at aftage for nu og i takt med at USA og Israel lancerede deres aggression mod det iranske folk. Konsekvensen er nu at det kan blive meget svært for borgerskabets repræsentanter at danne en regering, der både er stærk og stabil nok til at fortsætte deres ønsker.

Man kan ikke stemme sig fra udbytning – revolutionære må kaste sig ind i kampen for rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti

Det lader til at det mest sandsynlige bud på en kommende regering er en centrum-venstreregering, hvor enten Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen bliver statsminister. Men uanset, hvilken regering, der bliver dannet, er det vigtigt at huske den herskende klasses dagsorden fra sidste valg: oprustningen. Der er intet parti, der har stillet op til valget, der ikke for at opruste Danmark og forberede den danske imperialisme på dens deltagelse i en ny imperialistisk verdenskrig om verdensherredømmet. SVM-regeringen har allerede bevist at det skal være arbejderklassen, der skal betale prisen for oprustningen, da de afskaffede store bededag. Nu hvor valget er overstået, kan partierne frit ignorere det valgflæsk de selv har disket op med og fortsætte med hemmelige aftaler og forhandlinger bagved lukkede døre i tjeneste for dem der har stemt med deres pengesedler.

Dette kendetegner ikke et system, der er fejlet, det fungerer efter hensigten. Det borgerlige demokrati er en maske, der skal dække over klassekampen og forsone klasseinteresser. Det er den mest stabile regeringsform for bourgeoisiet, fordi det er det sidste ekko fra borgerskabets løfter om »frihed, lighed og broderskab« under oplysningstiden. Men denne maske falder mere og mere og flere indser at det er kapitalismens interesser, ikke folkets der gør sig gældende.

Lenin sagde om parlamentet:

»Forræderne, tåberne og pedanterne i Anden Internationale har aldrig været i stand til at forstå denne dialektik: at proletariatet ikke kan sejre uden at vinde flertallet af befolkningen. Men at begrænse en sådan erobring til at opnå et flertal af stemmerne ved valgene under borgerskabets styre, eller at gøre den betinget af dette alene, viser uforbederlig snæversynethed eller decideret direkte bedrageri mod arbejderne. For at vinde flertallet af befolkningen må proletariatet først og fremmest omstyrte borgerskabet og erobre statsmagten; dernæst må det indføre sovjetmagten og derved smadre det gamle statsapparat til ruiner og dermed øjeblikkeligt underminere borgerskabets og de småborgerlige pagtmageres herredømme, autoritet og indflydelse blandt de ikke-proletariske arbejdende masser.«

Fra »Valget til den konstituerende forsamling og proletariatets diktatur« (december 1919)

For at løse opgaven om at erobre magten for arbejderklassen, fremhæver Lenin nødvendigheden af arbejderklassens fortropsparti som et parti af ny type. Det var denne type Parti, som Danmarks Kommunistiske Parti blev stiftet som og hærdet i inden det faldt til revisionismen og synede hen i parlamentarismens sump. Det er derfor revolutionære i Danmarks opgave i dag et hæve den røde fane i dag og kæmpe for at genstifte og rekonstituere Danmarks Kommunistiske Parti som et maoistisk parti klar til at lede den socialistiske revolution i Danmark.

Uden arbejderklassens centrale kamporganisation, kan arbejderklassen ikke vinde en endegyldig sejr, men må fra hver krise kæmpe for at beholde de rettigheder de har. Derfor må førsteprioriteten hos de revolutionære være målet om rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti.