Det følgende er en uofficiel oversættelse af en artikel fra La Cause du Peuple i Frankrig, fra den 20. oktober 2026.
Den 17. oktober brød vreden ud. En enorm og legitim vrede, ophobet over et årtis makronisme og årtiers anti-folkelig kapitalistiske politik fra skiftende regeringer. Den dag slap masserne i Frankrig en enorm kraft løs og rækker af bevæbnede mænd underlagt staten, blev skubbet tilbage. Vi lægger den nuværende epoke bag os, for i horisonten at træde ind i en ny: den store socialistiske revolutions.
I de sidste 80 år har et sådant oprør ikke fundet sted. Den 17. oktober gik langt ud over De Gule Vestes bevægelse, især fordi den mest undertrykte ungdom i dette land sluttede sig til kampen. Denne dags indflydelse vil være enorm for den proletariske lejrs moral og kampånd og for tilliden til vores klasses evne til at tage sin skæbne i egne hænder. Denne afgørende periode skal gribes til at øge politiseringen af vores klasse og forhindre nihilismen i at slå igennem.
Denne dag markerer det voksende ønske om at bryde med de gamle kampmetoder: dagene med forskudte, forudbestemte, forhandlede strejker; demonstrationer forvandlet til afslappende spadsereture, langt væk fra enhver trussel mod magten eller økonomien; og, vigtigst af alt, den korporatistiske fragmentering af samfundet organiseret af bourgeoisiet. Under denne korporatisme føler hvert individ, at de ikke tilhører en enkelt klasse af udbyttede, men en specifik social underkategori, der er helt adskilt fra andre: et fag, en aldersgruppe. Dette er blevet indprentet i masserne gennem afviklingen af arbejdslovgivningen, udhulingen af fælles leve- og arbejdsvilkår og den borgerlige mediepropaganda, der konstant sætter folk op mod hinanden for at opfylde det gamle ordsprog “del og hersk”. Disse splittelsesmidler blev alle fejet til side på dagen af de folkelige massers kamp den 17. oktober til fordel for det, masserne ønskede – forsøget på revolution . Den 17. oktober var vi alle ét – de undertryktes lejr, der rejste sig mod det borgerlige diktatur.
I små byer, store bycentre og på landet rejste folket sig for at overvælde den borgerlige stat gennem blokader, protester, uanmeldte demonstrationer og endda optøjer. Præfekturer og rådhuse blev besat! I Paris nåede demonstranterne inden for 300 meter fra Élysée-palæets porte, og muligvis endda tættere på! Sådanne bedrifter virkede utænkelige for bare et par dage siden.
Denne eksplosion, med dens oprørske undertoner, kunne ikke have fundet sted uden den brutale undertrykkelse af gymnasieelevernes bevægelse, som alle har været vidne til i ugevis. Angrebene på offentlige bygninger, hærværket og sammenstødene involverede en blanding af generationer, men resolut proletarisk. Den 17. oktober repræsenterer også et stærkt ønske om hævn, udtrykt fra starten mod en stat, der ikke har tøvet med at lemlæste sin ungdom med fuldstændig straffrihed.
I de franske kolonier, især i Réunion og Guadeloupe, hvor de høje leveomkostninger blev forværret af problemer med vandforsyning, udviste masserne den samme militans som deres klassebrødre og -søstre på det franske fastland, med de samme oprør og vejblokader, der begyndte tre dage før den officielle start af mobiliseringen. Navnet på det antilliske kollektiv “Nous las Palé” (“Vi er trætte af at snakke”) udtrykker rammende denne politiske modning af klassen på nationalt plan, især i kolonierne, hvor folkets stemme ikke har nogen vægt hos hverken lokale institutioner eller deres herrer på det franske fastland.
Hvad angår regeringens og det herskende borgerskabs strategi, blev det tydeligt den 17. oktober. 17. oktober var blevet mistænkeligt dækket af monopol-medierne i ugevis, fordi de aldrig rapporterer om massemobiliseringer for at undgå at opmuntre til oprør for enhver pris. Lad os huske De Gule Veste-bevægelsen, 10. september-bevægelsen sidste år eller endda de store opstande efter mordet på den unge Nahel – tre situationer, hvor massernes vrede var håndgribelig i hele Frankrig. Hver gang brød oprøret ud uafhængigt og på trods af mediepropagandaen underlagt milliardærerne, der for enhver pris forsøgte at mindske virkningen af opfordringerne til handling.
I hvert af disse oprør organiserede masserne sig gennem organiske netværk. Oprøret intensiveredes gradvist, som under De Gule Vestes bevægelse og den 10. september (et stort antal lokale almene forsamlinger, blokader af rundkørsler, hvor folk samledes og socialiserede), eller når det blev udløst af en chokerende begivenhed (videoen af Nahels mord), idet man var afhængig af lokale netværk (nabolag, hvor folk kender hinanden). Folk organiserede sig på forhånd (sociale netværk som Facebook og Snapchat, aktivistnetværk og almene forsamlinger). Grundlaget for vreden var endnu engang legitimt og udbredt (krav om øget købekraft, indignation over racisme og organiseret fattigdom i arbejderkvarterer, udbytning, underminering af demokratiet gennem brug af Paragraf 49.3 og benægtelse af valgresultater).
Den 17. oktober havde ingen forudgående organisering undtagen blandt unge mennesker under mobiliseringen af gymnasieelever. Og alligevel overgik den 17. oktober alle disse andre datoer ved at erobre bycentre og magtsteder, som normalt ikke kunne røres på grund af massiv politimobilisering.
Så hvordan kan en så uorganiseret bevægelse overliste politiets veludviklede forsvar og taktikker? Som det ser ud nu, repræsenterer dette en massiv fiasko fra det politiske politis efterretningstjenester, samt en fuldstændig misforståelse af situationen i landet. Kun 10.000 politibetjente blev mobiliseret den 17. oktober, sammenlignet med 80.000 den 10. september 2025! Sammenlignet med forholdet mellem demonstranter og indsatte politibetjente er dette et latterligt tal (1:1 under den fjerde Gule Veste-protest, 2,5:1 den 10. september 2025 og 22:1 i det meste af den 17. oktober). Selvom indsættelsen i sidste ende nåede op på 60.000 betjente, er det tydeligt, at inderigs efterretningstjenester fuldstændig fejlede i deres opgave.
På samme måde, på trods af at situationen var meget oplagt til massearrestationer, som set under den fjerde Gule Veste-protest i Paris (hvor én ud af ti demonstranter blev arresteret), var der kun 60 anholdelser om morgenen og omkring 250 sidst på eftermiddagen (én anholdelse pr. 400 i løbet af dagen). Der blev organiseret flere mødesteder i Paris, som blev delt på en hjemmeside i de sidste to dage, som var kendt af politipræfekturet. For demonstranterne var det umuligt at vide, hvor de skulle hen for at deltage i en uautoriseret protest; de havde begrænset kommunikation med hinanden og var tvunget til at gennemsøge internettet for nye videoer af mødesteder. Det parisiske politipræfektur inspicerede hele byen med to kameradroner i løbet af dagen og var i stand til nøje at overvåge folkemængdernes bevægelser.
I Paris nedkæmpede og tåregassede politiet simpelthen demonstranter, indtil hele metroen ved République station var fyldt med røg ved middagstid, før starten af den officielt erklærede hoveddemonstration. På det tidspunkt af dagen reagerede politiet ikke på projektiler, der blev kastet, med anklager eller massearrestationer, i modsætning til normen ved enhver anden demonstration. Samlet set lod de tingene glide og eskalerede situationen ved at frustrere folk med nedkæmpelse og tåregas for at øge spændingen. Det var den samme taktik i alle byer; politiet var passive og syntes at have modtaget ordrer om at “lade ødelæggelsen ske”. I mellemtiden var vi vidne til en ny bølge af politibrutalitet mod ubevæbnede demonstranter, hvis menneskelige omkostninger stadig er usikker.
Vi vil i de kommende dage vide, om den franske stat tillod dette som en politisk manøvre for at manipulere den offentlige mening. Medierne skyndte sig at rapportere om knuste vinduer og plyndrede butikker og ignorerede fuldstændig massernes legitime krav. Det må siges, at det, der i virkeligheden forårsagede den største bestyrtelse og panik i bourgeoisiets overdådige saloner, var plyndringerne, som er genstand for konstant mediedækning. Vi så dette under de store opstande i juni 2023; på trods af det rekordstore antal direkte konfrontationer med politiet eller vold mod valgte embedsmænd, var det faktisk plyndringerne, der fremkaldte den største fordømmelse fra bourgeoisiet, såvel som de mest voldsomme slag af retslig undertrykkelse. Ekspropriering af varer er fortsat den ultimative synd, især når det finder sted lige for næsen af staten, som formodes at beskytte ejendom (mere værdifuld i bourgeoisiets øjne end menneskeliv).
Samme aften vågnede staten og sendte de stakkels kommunale arbejdere til stedet for at få dem til at arbejde hele natten, simpelthen for deres propagandaoperation, for at sige: “Se, de smadrer tingene, og det er de stakkels arbejdere, der rydder op .” Som om de overhovedet bekymrede sig om arbejderne. Absurditeten nåede sit højdepunkt i 20-nyhederne, hvor panelet satte “oprørerne”, beskrevet som individer “maskerede, i sort tøj og med briller”, op mod de “fredelige demonstranter”, også vist maskerede, med briller og lignende tøj. I virkeligheden er det en operation for at splitte masserne og give indtryk af, at “oprørerne”, som de kalder dem, er rumvæsener fra en anden planet, meget forskellige fra den “gode borger”, når de i virkeligheden er folket i oprør, forenet bag de samme krav, den samme vrede, de samme forhåbninger og de samme klasseinteresser. I virkeligheden er det, der sker, at proletariatet praktiserer legitim revolutionær vold.
Teknikken med at dæmonisere “oprørsmageren” og den “ultra-venstre” militante er gammel, og det er den samme, der bruges til at udstøde ethvert individ, der anses for at være en fjende, som det var tilfældet for jøder, koloniserede folk og alle indvandrere, fra italienere til muslimer og i dag revolutionære som kommunister og anarkister.
Overalt i gaderne herskede solidaritet mellem demonstranter og oprørere. For at modstå virkningerne af tåregassen, som politiet brugte i massevis, havde alle taget forholdsreglerne ved at medbringe saltvandsopløsning, mælk eller ekstra mundbind til deling med andre – med fremmede, men alligevel kammerater i kampen. Når nogen faldt, skyndte et dusin sig at hjælpe dem op. Det var det, den 17. handlede om!
Oprøret havde sine begrænsninger, der var forbundet med denne handlingsmåde. Masserne udviste dog en bemærkelsesværdig spontan organisering med en mobilitet og solidaritet, der adskilte dem fra tidligere bevægelser. Det er sikkert, at masserne har lært meget af de store sociale bevægelser, oprør, optøjer osv. i de senere år, som har været rige på erfaringer både i form af sejre og nederlag.
Oprørisme, teorien om den “store nat”, ifølge hvilken folket på en uorganiseret måde formår at gribe magten, er en strategisk form, der er blevet forældet af proletariatets erfaringer siden det 19. århundrede, men den dukker stadig op igen i bevidstheden hos en del af masserne, der fejlagtigt sidestiller erobringen af statsbygninger med erobringen af reel magt. Kun en højt organiseret og erfaren fortropsbataljon kan mobilisere, politisere og organisere de revolutionære kræfter for at opnå sejr. Og den skal dannes omkring en korrekt ideologi, en der er strategisk opdateret med det internationale proletariats erfaringer – marxisme-leninisme-maoisme. Trods denne situation og disse strategiske fejl skal revolutionære ledsage folket i alle deres kampe, deres oprør, deres revolutionære forsøg, og vi har set røde flag med hammer og segl vaje gennem gaderne i Paris og andre større byer.
Nu skal vi være vidne til en række foranstaltninger, der har til formål at fremskynde reaktionær adfærd, herunder en ny lov, der fordømmer de tilstedeværende under voldelige handlinger. I første omgang vil opdelingen af bevægelsen i “utilfredse gode borgere” og “professionelle oprørere” blive brugt til at implementere og udvikle exceptionelle metoder til at opretholde orden. Macron, vores nye Putin, taler om at forbyde demonstrationer. Nuñez, hans vagthund, håndhæver allerede dette i adskillige byer. En række lokale udgangsforbud er allerede under forberedelse fra denne mandag, og de anvendes allerede i byer som Denain eller i visse oversøiske territorier som Guadeloupe for mindreårige i Les Abymes eller Pointe-à-Pitre. I Rennes blev generalforsamlingen for gymnasier og universiteter forbudt og opløst under påskud af en voldelig forsamling. Et godt eksempel på de berømte prioriteter, som Élysée-palæets beboer har haft de sidste 10 år. De kan endda forsøge at opløse revolutionære ungdomsorganisationer og dermed tilføje endnu et lag af undertrykkelse. Disse taktikker er lige så gamle som den borgerlige stat, men deres intensitet har varieret i forhold til perioderne med imperialistisk krise. I dag må vi forberede os på en fuldskalaoffensiv fra den reaktionære stat.
På den anden side, i stedet for at støtte massernes vrede, tager figurer som Mélenchon, Tondelier, Payan og Grégoire her igen fuldstændig afstand, af frygt for at miste deres komfortable pladser i parlamentet eller Élysée-palæet, af frygt for at bringe det kapitalistiske system i fare, som de udadtil fordømmer, men nægter at angribe. De opfordrer til valg, mens folket kræver beslutningskompetence til arbejderne, længes efter kapitalismens afslutning, afslutningen på det borgerlige diktaturs magt, planlægger de, hånd i hånd med Macron, at stabilisere den, at styrke den gennem reformisme. Disse venstreorienterede kapitalister opfordrer til en mere pacificeret tilgang til oprørene, men på en blødere måde, og giver flere krummer til proletariatet for, som Mélenchon insisterer, “at forhindre en recession for aktionærerne.”
“Hvis Demokraterne ikke viser, at de kan håndtere situationen,” “hvis de, der er i centrum for volden, føler, at de lever i en semi-krigstilstand,” “hvis de, der ser tv, føler, at alt falder fra hinanden,” så “vil spørgsmålet om autoritær fristelse være altafgørende,” beklager Emmanuel Grégoire, den socialistiske borgmester i Paris. “Det var ikke La France Insoumise, der forårsagede skaden, det er ikke sandt,” svarede borgmesteren i Paris. “Opretholdelse af orden er statens ansvar. Det var staten, der var skyld i denne weekend, det var staten, der fejlede,” udbrød han. “Realiteten er, at vi har en voksende social bevægelse, og der er ingen politisk udsigt til en udvej. Som følge heraf vil protesterne fortsætte,” advarede han. Benoît Payan, den socialistiske borgmester i Marseille, hævder, at “Det er ikke kun demokratiet, men selve republikkens fundament, der [blev] undermineret i denne weekend.” “Når vi ikke er i stand til at opretholde orden i verdens sjettestørste økonomi, ja, så rejses spørgsmålet om demokratiets grundlag,” tilføjede han .
Det liberale småborgerskab er bekymret over de bonapartistiske ambitioner fra statsoverhovedet. Fundamentalt set forbliver det knyttet til den borgerligt demokratiske ramme, men frem for alt til statens stabilitet. Intet er dog mere ustabilt end en stat, der er midt i en ultrareaktionær afstamning, fordi det ikke blot vil knuse denne ramme, der er så kær for de borgerlige “progressive” værdier, men det vil også feje dets ideologiske fortalere væk fra den politiske scene. Det har erfaringerne fra Weimar, men også og især den fra 1940, hvor borgerskabet ikke tøvede med ikke blot at fremskynde fiaskoen, men frem for alt at gå i gang med at fuldstændig ødelægge den borgerligt demokratiske ramme i den tredje republik. Det ved, at demokrati blot er en variabel, der udelukkende afhænger af stabilitet, og at vi mere end nogensinde er på randen af dette kritiske øjeblik.
Det, vi siger, er, at revolutionære i dag må fordoble deres indsats for ubarmhjertigt at politisere og organisere de masser, der gjorde oprør den 17. Revolutionære må forhindre, at denne revolutionære iver hverken udvikler sig til valgreformisme, til nihilisme eller fatalisme, der nægter at se vejen til sejr gennem organisering. Desuden har revolutionære en særlig opgave med at forhindre den fascistiske tendens i at styrkes ved at række ud til det revolutionære småborgerskab og opsøge de isolerede udkanter af landproletariatet.
Hovedpointen på denne dag er, at den 17. oktober demonstrerede massernes revolutionære vilje i Frankrig. Den eksisterer, den lever, og den er magtfuld. Proletariatet i Frankrig vågner af sin søvn. Det er klar til at kæmpe, og det ser grænserne for strategier til at forsone sig med kapitalismen. Det omfavner revolutionær vold som den eneste vej til reel forandring. Emmanuel Grégoire har ret i, at resultatet af denne sociale bevægelse aldrig vil blive opnået gennem en topstyret tilgang. I virkeligheden, uanset hvor meget Macron besøger de tyranniske paladser i Golfen for at tilbyde garantier og intensivere undertrykkelsen, vil han ikke ændre én simpel kendsgerning: Masserne ønsker ikke længere et liv med knappe ressourcer; de ønsker ikke længere et liv reduceret til det slidsomme forbrug af basale fornødenheder, der bliver stadig dyrere, mens lønningerne stagnerer; de ønsker ikke længere at forlade deres hjem om natten med en knude i maven ved tanken om en politibil; de ønsker ikke længere at høre hverken institutionernes øredøvende stilhed eller lyden af en flashball, når de kræver deres rettigheder; De ønsker ikke længere at leve med tanken om, at det kun er et spørgsmål om tid at sende deres børn til en fjern krig. Den 17. oktober er det reneste udtryk for vredeseksplosionen blandt størstedelen af det franske proletariat, og især dets ungdom. Frankrigs arbejdende masser ønsker at leve, og de har forstået, at den eneste vej til livet er kamp!
Som en revolutionær avis ser vi begge sider af modsigelsen i denne mobilisering. Staten har lanceret en mediesabotagekampagne ved at fremhæve den materielle skade. Men hovedproblemet er vores klasses transformation og modning i dette store øjeblik af klassekamp. Generation Z er krisens generation, og det vil unægtelig være revolutionens generation! Revolutionen er mulig; for at opnå den har den brug for sin fortrop – det Kommunistiske Parti.
