Vi bringer en uofficiel oversættelse af the Red Heralds artikel vedr. kampene i Tyrkiet den 1. maj:

42.000 politifolk var på gaden i Istanbul i Tyrkiet den 1. maj for at undertrykke de protester, der udfoldede sig, og for at undertrykke de mennesker, der forsøgte at indtage Taksim-pladsen, den traditionelle hovedplads for demonstrationer, som er permanent forbudt af den gamle stat. Alle veje til pladsen blev blokeret af politiet, og der blev endda placeret snigskytter på tagene i Saraçhane. Den gamle stat erklærede en de facto undtagelsestilstand, som Yeni Demokrasi rapporterer, hvor den offentlige transport blev stoppet, og hele områder blev lukket af politiet.

Masserne reagerede med vrede på meddelelsen om, at marchen ville slutte i Saraçhane, og forsøgte at bryde igennem barrikaderne og begyndte at kaste sten mod politiet, som skød med gummikugler og sprøjtede peberspray mod demonstranterne. I kampen blev 210 mennesker tilbageholdt.

Partizan, som mobiliserede kraftigt til en målrettet march til Taksim, offentliggjorde en erklæring om, at der også var et særligt angreb mod deres rækker, som bar silhuetten af Ibrahim Kaypakkaya, der døde som martyr efter at være blevet tortureret af den gamle stat, og at de reagerede på angrebet ved at marchere til barrikaderne under sloganet »Vores leder Ibrahim Kaypakkaya!«. De kræver løsladelse af 17 af deres tilbageholdte kammerater og erklærer, at disse angreb kun viser deres retfærdighed. På Partizans erklæring ses tydeligt en stor kampvilje og kampånd, og hvordan Partizan siger: »Disse tilbageholdelser, som har til formål at undertrykke viljen til at kæmpe, vil aldrig forhindre udviklingen af en stærkere vilje. Angrebet fra dem, der frygter folkets vilje, er nytteløst. (…) Vores revolutionære march vil ikke tillade dette. Fordi revolution er massernes behov. Vores march er massernes historiske march. (…) Massernes revolutionære vilje kan ikke forbydes eller forhindres.«