Af J. F.

Mange har måske hørt omkring det almennyttige bolignabolag Bellahøjhusene. Der bliver nemlig jævnligt tegnet nyhedsoverskrifter, der fortæller, at folk i nabolaget bliver evakueret, hver gang der kommer en storm. Bolighajerne har længe udfoldet deres planer om en omfattende renovering af nabolaget for også at gentrificere det. Men nu taler de også om at rive ti bygninger i nabolagets sydlige ende ned.

Begrundelsen for evakueringerne er, at der er alvorlige fejl på flere af højhusene i nabolaget i Bellahøj. Disse fejl, siger KAB, har været i både beregninger og konstruktionen af flere af de 65 år gamle bygninger. Dette konkluderer en rapport foretaget af selskabet Niras i 2022. Denne rapport konkluderer at flere bygninger i nabolaget er i fare for at kollapse med middelvindhastigheder på omkring 11-12 m/s.

Dette har ledt KAB til at fremskynde en proces om at »renovere« bygningerne i nabolaget. Beboerne i de tre mest udsatte højhuse er blevet omhuset i juni i år. Renoveringerne skal begynde i 2025 og forventes færdige i 2029, hvor beboerne bliver tilbudt at flytte tilbage. Problemet i dette er at renoveringen af bygningerne ikke kun vil omfatte en strukturel forstærkning, men også en omfattende modernisering. Beboerne har selv kritiseret at en sådan renovering vil betyde en huslejestigning på 110 procent.

Disse moderniseringer spiller godt ind i statens og boligselskabernes (private såvel som almene) interesser i gentrificeringen af proletariske nabolag, især i København. Nu har nye beregninger på renoveringsprojektets omkostninger dog vist at omfatte en pris på 2,6 milliarder kroner, hvilket er meget højere ned de allerede kritisable 1,85 milliarder kroner, som altså skulle være grundlaget for en huslejestigning på 110%. Dette gør nu at snakken falder på at nedrive, ikke kun de tre mest udsatte bygninger, men hele ti bygninger i nabolaget af samme årsag af fare for nedstyrtning. Hele grundlaget for renoveringen, og nu nedrivningen, af mere end 35 procent nabolagets 28 bygninger er en rapport fra ingeniørvirksomheden Niras. Men Niras’ rapport har flere problemer.

Faglig kritik af Niras’ rapport

Rapporten fra ingeniørvirksomheden Niras er den der ligger grund for evakueringerne af de tre højhuse og nu de evt. nedrivninger af ti højhuse. Rapporten hyldes af både selskaberne, den borgerlige presse og af Niras selv, som værende udført af eksperter.

Rapporten har imidlertid været udsat for kritik fra bl.a. Rune Brincker, professor indenfor eksperimentel dynamik på Aarhus Universitet. Han har i en udtalelse kritiseret Niras.

Han indleder sin udtalese med følgende:

»Jeg vil gerne udtale mig i sagen om Bellahøj i relation til teknikerens vurdering af brug af målinger (Rambøll, Svend Ole Hansen ApS og Niras: Eksisterende forhold SAB Bellahøj, 20221201 Besvarelse af Notat fra Brincker Monitoring af 18.11.2022.)

Jeg udtaler mig alene som videnskabelig ekspert indenfor eksperimentel dynamik, se vedlagte CV. Jeg udtaler mig fordi jeg anser det for min pligt at stille min viden til rådighed for sagen, og jeg modtager ikke noget honorar fra nogen for at komme med denne udtalelse.«

Rune Brincker påpeger væsentlige fejl i vurderingerne af husenes strukturelle integritet, foretaget af Niras, og deciderede uvidenskabelige konklusioner, som i bedste fald er rene påstande.

Niras’ rapport konkluderer bl.a. at de pågældende bygninger er under risiko for spontant at kunne kollapse under middelvinde på 11-12 m/s. Dette bl.a. fordi at bygningerne ikke skulle indeholde armeret beton og andre forhold. Rune Brinckers rapport afslører Niras’ fejl i disse kriterier. Bl.a. skriver han:

»Teknikerne argumentererfor det uvarslede brud ved at fremføre at konstruktionerne ›er sammensat af mange konstruktionsdele, hvoraf eruarmeret beton ligesom mange samlinger er uarmeret beton‹. Det er ikke i sig selv et argument at betonen eruarmeret. Tænk her på de mange bygninger fra oldtiden, som netop består af mange enkelt elementer der blot er placeret oven på hinanden. De står her stadig efter tusinder af år.

Det er et almindeligt princip i byggeriet, at det er tyngdekraften der holder bygningen sammen. Hvis den kan det, så er alt godt, og teknikerne har ikke argumenteret for at tyngdekraften ikke kan holde bygningerne på Bellahøj sammen.«

Han skriver også:

»(…) Hvis man har en vindmodel og kender bygningens vægt og geometri, så er det let at beregne hvilken vindhastighed tilstanden ii) svarer til. Det er måske sådan at man har bestemt vindhastigheden 13m/s?

Det virker dog ikke sandsynligt, for 1.22 x 13m/s er lig med 16m/s, og så burde bygningerne vel være faldet sammen allerede? De har jo stået der i 65 år uden der er konstateret en revne, og i den periode må de vel have været udsat for en vindhastighed der er større end 16m/s?«

Understregningerne er vores egne. Som Rune Brincker rigtig påpeger, og som også er til beboernes forvirring, har bygningerne stået i mere end 65 år og har oplevet lidt af hvert. På intet tidspunkt har bygningerne vist tegn på strukturel svækkelse eller alvorlige skader.

Rune Brincker konkluderer i hans udtalelse om Niras-rapporten at, i følge hans egne beregninger, burde der ikke være et problem for at beboerne ikke bare kan blive boende, i den forudsigelige fremtid, uden at de skal evakueres eller bygningerne renoveres.

Psykologisk krigsførelse bruges mod beboerne

Niras’ rapport og KAB’s interesser går i virkeligheden hånd i hånd. Jo mere der bygges og renoveres eller nedrives i Bellahøjhusene, jo mere tjener Niras på at lave disse rapporter. Samtidig bruger KAB deres resultater til på sigt at hæve huslejen i områderne. KAB, da det er et almennyttigt boligselskab, må nemlig ikke bare uden videre hæve huslejen. Det er derfor at så mange unødvendige byggerier og renoveringer finder sted i hele København.

Beboerne i Bellahøjhusene evakueres hvert år, nogen gange flere gange om året. Statistisk set kan

vindhastigheden nå 11-12m/s hver måned. Dette lægger et stort psykologisk pres på mange beboere, som allerede leder efter alternative steder at flytte hen. Men huslejen er stigende over hele København og billige boliger er enten noget man er heldig at få eller noget man har været på venteliste for at få i +15 år.

Truslen om at bygningerne kan styrte sammen, plus de årlige evakueringer, skaber også frygt blandt andre beboere, og en stemning for at se lettere på renoveringerne og de kommende nedrivninger i resten af nabolaget.

Denne regelmæssige »evakuering« bliver nu brugt til at forberede udsmidningerne af dusinvis af familier fra deres hjem, for at boliger kan blive revet ned og erstattet med nye intetsigende og dyre designlejeligheder med en betydelig højere husleje. Niras’ rapport er både i statens, KAB’s, og byggeselskabernes interesser, fordi det betyder mere profit for dem.

Hvad andet er, så afslører KAB sit hykleri, og at de ikke tager deres eget bestillingsværk til en rapport seriøst, når det under Kulturnatten forrige år, samtidig med at alle beboerne er blevet evakueret, afholdte åbent hus i et af de udsatte højhuse.

Hvis KAB virkelig tog rapporten og deres egne spådomme om at bygningerne kan brase sammen hver øjeblik seriøst, ville de ikke holde Kulturnatten midt i en storm i en af bygningerne. De bruger Niras’ rapport, som er et bestillingsarbejde, til at føre psykologisk krigsførelse mod deres beboere for at fremme gentrificeringen af proletariske nabolag i København.

Boligselskaberne (om de er private eller almennyttige), staten, ingeniørselskaberne, byggevirksomhederne osv. står i ledtog med hinanden. De er i virkeligheden ligeglade med om folk som Rune Brinckers udtalelser, fordi de ikke tjener deres interesser om at højne deres profitter på noget så grundlæggende og essentielt som et tag over hovedet.

Systemet er problemet

Den rådne og grådige rovdrift i Bellahøjhusene er led i en større gentrificering af København, som blev intensiveret for flere år tilbage. I årene 1992-1993 begyndte perioden med »byfornyelsen« (ligesom de foregående årtiers »bysaneringer«) af København, oven på Københavns Kommunens økonomiske »bankerot«. En periode, hvor regeringen direkte styrede kommunens økonomi, for at redde den fra »økonomisk ruin«. Her bliver det besluttet at den rå arbejderby, skulle omdannes til en pæn hovedstad, både for: økonomisk at forøge udbytningen af arbejderklassen (der var ikke nogen profit at høste i gamle almene byggerier) og for at forhindre sammenstuvningen af arbejderklassen i byens midte, hvor meget revolutionær aktivitet historisk set har fundet sted. På dette tidspunkt boede småborgerskabet og bourgeoisiet mest i forstæderne som i whiskybæltet nord for København.

Efter at København overgår fra at være en hovedsageligt arbejderdomineret by, til at være en pæn borgerlig »kulturby«, en proces der forløber over et par årtier, bliver fokusset indsnævret til at omhandle specifikke proletariske nabolag, især dem med en høj koncentration af migrantarbejdere.

Som noget nyt i forhold til tidligere »bysaneringer« og »byfornyelser«, så er angrebet rettet udtrykkeligt mod masser fra, eller med baggrund i, undertrykte nationer. Kriterierne stilles formelt op og en »ghettoliste«, senere navngivet om til »omdannelsesliste«, offentliggøres hvert år den 1. december. Den herskende klasse forsøger at hæve huslejen for proletariatet og folket i landet gennem et virvar af forskellige tiltag, reaktionære love og andre dårlige undskyldninger. Den såkaldte Ghettolov, selvom den er det største generelle angreb mod arbejderklasseboliger i nyere tid, er blot ét af sådanne eksempler.

Bellahøj står ikke på nogen »omdannelsesliste«, så undskyldningen om, at det er »for beboernes egen sikkerhed« at nedrivningerne skal finde sted, er nødvendig for at omgå beboerbestyrelsen og legitimere handlingen. Dette viser tydeligt at de almene boligselskaber ikke er til for folket, det er ikke »nordisk socialisme«, som nogen naivt går rundt og tror. Enten sammensættes beboerbestyrelserne, så de består af elementer der støtter omdannelsen af nabolagene, eller som i dette tilfælde, tilsidesættes bestyrelsen fuldstændigt.

Det viser tydeligt klassekarakteren af de almene boligselskaber, som velvilligt udfører bourgeoisiets interesser, inden for den almene boligsektor. Selvom at almene boligselskaber er »ikke-profitskabede organisationer«, dvs. der er ikke nogen der tjener noget direkte på boligerne. Men medlemmer af bestyrelsen, ledelsen osv, bliver bestukket med at få tildelt de bedste boliger, de »bedste« af dem kan få job i private selskaber såsom NREP, samt andre former for indirekte bestikkelse og korruption.

Man kan derfor ikke bare reducere problemet til en fejl i Niras’ rapport. Den danske stat og KAB har nemlig allerede vendt det døve øre til utallige beboerklager. Dette beviser derfor at folket, for at forsvare deres egne rettigheder, kun kan støtte sig på sine egne kræfter og ikke vente på statens eller boligselskabernes nåde.