Af redaktionen

Vi befinder os i en epoke, hvor USA’s imperialisme, yankee-imperialismen, fortsat dominerer det internationale verdenssystem, men samtidig kæmper med en mere kompleks virkelighed. Dens strategi er dobbelt: på den ene side at fastholde presset mod Rusland, på den anden side at opbygge en langvarig front mod den fremvoksende kinesiske imperialisme. USA har altid været en magt, der tænker i årtier frem, og selvom Rusland i dag stadig ses som den umiddelbart største trussel mod den amerikanske hegemoni, er fokus tydeligt ved at skifte mod Kina. Kina er endnu ikke en fuldt udviklet supermagt (det mangler fortsat en strategisk militær udvikling, og yuanen har ikke den nødvendige globale gennemslagskraft). Alligevel er det netop Kina, som yankee-supermagten forsøger at ringe ind, og derfor ser vi den massive militarisering af Sydhavsregionen og den politiske iscenesættelse af Taiwan som brik i spillet.

USA kan samtidigt ikke tillade sig at blive fanget i en tofrontskrig. Krigen i Ukraine har været et nyttigt værktøj for yankee-imperialismen til at udmatte Rusland og samtidig fastholde Europa i en klientstatus under NATO, men USA har også indset, at denne krig dræner ressourcer og opmærksomhed. Derfor arbejder de intenst på at afslutte konflikten i Ukraine på en måde, hvor de europæiske magter bærer byrden, mens USA selv kan trække sine kræfter mod øst. Men i denne proces bliver deres planer konstant forstyrret. Mellemøsten nægter at blive bragt til tavshed, den palæstinensiske modstandskamp, samt de andre militante organisationer i regionen, underminerer drømmen om en ny regional orden og afslører imperialismens skrøbelighed. Og samtidig ulmer det i Latinamerika, yankee-imperialismens såkaldte baghave.

Det er i Latinamerika, at vi i dag ser en af de mest eksplosive udviklinger, hvor den afgørende faktor er Brasilien: En kæmpe på kontinentet, som både økonomisk og geopolitisk kan ryste hele verdenssystemet. I Brasilien har fattige bønder i årtier stået i centrum for en hård kamp om retten til jord. Fattigbøndernes Forbund (LCP) har organiseret sig imod godsejernes herredømme og statens undertrykkelse ude på landet i nu 30 år. Brasiliens storbourgeoisi, i alliance med den gamle godsejerklasse, forsøger at male billedet af bønderne som kriminelle og terrorister, for at forhindre støtte til bevægelsen og stoppe Agrarrevolutionen. Politiet og private militser stilles til rådighed som lejesoldater for de store godsejere, og anvender dem til at kidnappe, dræbe og torturere bønder. Staten fører en krig mod sit eget folk. Men LCP fortsætter sin modstand, væbnet når nødvendigt.

For nyligt har kampene ude på landet intensiveret, og solidariteten i byerne, blandt arbejderne og de studerende, er vokset markant. Samtidigt, har den kommunistiske bevægelse i Brasilien opnået store udviklinger, navnlig med den nylige rekonstituering af Brasiliens Kommunistiske Parti (P.C.B.). I forbindelse med dette er adskillige væbnede aktioner fundet sted, og flere bomber er blevet sprunget i imperialistiske centre.

En Demokratisk Revolution i Brasilien, ledet af det Kommunistiske Parti, ville være et kæmpe slag imod imperialismen i dens helhed. For Brasilien er nøglen til Sydamerika, både geografisk og politisk. Landet deler grænser med næsten alle de store nationer på kontinentet, herunder Argentina, Colombia, Venezuela og Ecuador. Det betyder, at en destabilisering i Brasilien hurtigt kan sprede sig som ringe i vandet og trække hele kontinentet ind i en bølge af modstand. Man må ikke undervurdere, hvor central Brasilien er for verdensøkonomien. Landet er blandt verdens største producenter af kaffe, soja, jernmalm og olie. Enhver krise i Brasilien vil få enorme konsekvenser for forsyningskæder globalt, fra fødevarer til råmaterialer. Også vigtigt, er Amazonas, som i utallige år har været et ressourcemarked for imperialistisk udbytning. En revolutionær bevægelse, der afviser at lade Amazonas være en åben slagmark for udenlandsk kapital, ville være et direkte angreb på yankee-imperialismens strategiske interesser. Hvis Brasilien bryder sig fri af imperialismens lænker, betyder det et tab af råvarer og kapital for USA og Europa, og et geopolitisk jordskælv, hvor hele verdenssystemet skælves.

USA frygter dette perspektiv, fordi deres dominans i Latinamerika altid har været baseret på evnen til at intervenere militært og politisk. Colombia og Brasilien har i årtier fungeret som bastioner for imperialismen, klar til at slå ned på enhver revolutionær bevægelse i regionen. Hvis disse bastioner svækkes eller vendes til det modsatte, åbnes døren for en sand kontinental opstand. Den såkaldte »baghave« kan blive til et bål, der ikke kan slukkes.

Derfor må vi forstå, at USA’s nuværende styrke ikke er permanent. Ja, yankee-imperialismen er i dag stadig den mest magtfulde imperialistiske magt, men dens dominans hviler på et skrøbeligt fundament. Den er tvunget til at balancere mellem Rusland, Kina, Mellemøsten og Latinamerika. Hver front er et åbent sår, og enhver ubalance kan få hele konstruktionen til at vakle. Den revolutionære bevægelse i Brasilien kan derfor få betydning langt ud over landets egne grænser.

Når vi taler om en ustabil verdensorden, taler vi om en orden, hvor ingen enkeltmagt kan holde hegemoniet alene. Hvis yankee-imperialismen mister grebet i Brasilien, som resultat af de undertrykte klassers revolutionære Folkekrig, åbner det døren for, at andre magter (Rusland, Kina eller andre imperialister) forsøger at træde til i stedet. Men i denne kaotiske situation, forårsaget af revolutionen, opstår især muligheden for, at revolutionære bevægelser tager initiativet. Ubalancen vil ikke alene blive udnyttet af andre imperialistmagter. Ubalancen kan være præcis den gnist, hvori folkets kamp vokser frem, stærkere end nogensinde før.

Vi må derfor se nutiden, som en tid, hvor verdenssituationen ikke er fortabt i mørket, men at det er imperialismen i sig selv, der er i dyb forrådnelse, og dens nedgang fører uundgåeligt til et lysende revolutionært perspektiv. For i massernes kamp finder vi den nye verden, der kæmper for at blive født. For at citere P.C.B.:

»Den proletariske verdensrevolution er en lang proces af kampe midt i krige af alle slags, fuld af vendinger, fremrykninger og tilbagetrækninger, i zigzag og store spring fremad, hvor proletariatet – med den Langvarige Folkekrig i stadig flere lande, indtil den når dem alle – allerede er i den strategiske offensivs fase, hvor imperialismen og al reaktion vil blive fejet væk fra jordens overflade: med andre ord processen med Verdensfolkekrigen. […] Nye Folkekrige opstår i Latinamerika, deres flammer brænder igen under fødderne på yankee-imperialismen og deres lakajer, og store flammer vil brænde i hele deres baghave som et kraftfuldt krigsråb. I Afrika genopstår antiimperialismen med stigende styrke som en ny bevægelse for national uafhængighed. Alle disse kampe bekræfter kraftigt, at Asien, Afrika og Latinamerika er zoner med revolutionære storme og vil få hele verden til at skælve i de følgende år og årtier. I snesevis af undertrykte og imperialistiske lande hejser kommunisterne maoismens røde flag højt og forbereder den revolutionære krig. Et nyt maoistisk forår vil blomstre i hele verden. Maoismen er det nye, og det nye vil uundgåeligt erstatte det gamle, det er et spørgsmål om tid og om, at den proletariske fortrop tør kæmpe og tør vinde, det er en historisk lov. Uanset hvor mørkt imperialismens tusmørke er, er perspektiverne for revolution strålende: proletariatet har en lysende fremtid!«

– Brasiliens Kommunistiske Parti, Juni 2025