Lørdag den 16. maj sidste uge blev 78-året for Nakba markeret – Dagen da den zionistiske besættelsesmagt den 15. maj 1948 fordrev og eller myrdede op mod 1 million palæstinensere. Dermed begyndte staten Israel den, indtil videre, 78 år lange og brutale besættelse af Palæstina med vestlige imperialistiske magters opbakning.

Demonstrationen var kulmineringen af en hel uges kampagne af aktioner kaldet »Nakba-week«, hvor aktioner var blevet udført i både nabolag såvel som foran store selskaber der er medskyldige i folkedrabet mod palæstinenserne.

I løbet af Nakba-ugen havde en gruppe fredelige aktivister og demonstranter blokeret indgangen ved Mærsks hovedkontor i midtbyen. Mærsk som står for store leveringer af våben til Israel, brugt direkte i folkemordet og besættelsen af Palæstina. Politiet havde reageret meget voldsomt og ude af proportioner mod demonstranterne.

Fremfor at forsøge først at fjerne demonstranter, havde politiet gået til angreb med stave og politihunde og havde gennembanket demonstranterne for at protestere foran Mærsk. Dette afslører politiets sande rolle i samfundet: de er den borgerlige stats vagthunde, de er først og fremmest til for at håndhæve den herskende klasses interesser.

Så når en af Danmarks største virksomheder føler sig truet nok, griber politiet ind med hele statsmagtens overarm, alt imens på famøst vist er blevet kendte for ikke at tage sager og voldtægt eller partnervold alvorligt.

Siden fagforeningens blokader i bl.a. 2007 har dansk lovgivning givet politiet tilladelse til at anvende vold mod selv passiv modstand. At politiet selv har brudt denne lov, da den også siger, at de skal have udtømt alle andre muligheder inden magt anvendes, betyder ikke at loven i sig selv ikke er reaktionær. Den er et kendetegn på, hvordan den danske stat reaktionæriseres, i takt med at imperialismens krise fordybes, hvor den må militarisere sig for at bekæmpe folket.

I samme frygt for folket havde politiet til Alle på Gadens Stordemo forsøgt at demoralisere arrangørerne og deltagerne ved at forbyde talere og chantere fra at stå på demo-vognen mens den kørte, selvom alle demonstrationer i Danmark gør det, og trods mere end 150 succesfuldt afholdte demonstrationer for Palæstina i København. Politiets begrundelse var en bagatel i færdselsloven, som altid er blevet set imellem fingre med.

På trods af politiet feje forsøg og en stor tilstedeværelse af civile betjente og uniformeret politi til stede under demoen, blev Stordemoen succesfuldt afholdt.

Taler til demonstrationen fordømte politiets angreb mod aktivisterne foran Mærsk, den danske imperialismes fortsatte støtte til Israel og behovet for at stå sammen in den antiimperialistiske front i Danmark.

Demonstrationen startede fra Halmtorvet og gik gennem byen over til Christiansborg. Under demonstrationen blev der råbt kampråb som »From the river to the sea!«, »There is only one solution, Intifada Revolution!« og »Death! Death! To the IDF!«.

Den danske imperialisme er i krise og er mere desperat for at opretholde finanskapitalens interesser, derfor prøver den i højere grad at slå ned på den antiimperialistiske solidaritetsbevægelse. Dette er ikke et tegn på styrke, men et tegn på en voksende desperation. Modsvaret er ikke at bukke under, men at eskalere kampen og styrke den antiimperialistiske kamp.