Af redaktionen.

Udvalgt billede: Et oliemaleri af Formand Mao Tse-tung under den Store Proletariske Kulturrevolution (1967).

Vi deler hermed en uofficiel oversættelse af følgende erklæring fra Folkebevægelsen Peru (MPP), som blev offentliggjort af Foreningen for Ny Demokrati – Tyskland (Nuevo Peru) den 29. maj. Du kan også læse den originale erklæring på spansk eller engelsk.

Proletarer i alle lande, foren jer!

Leve 60-året for den Store Proletariske Kulturrevolution!

I sin 1. maj-erklæring i 2026 opfordrede Internationale Kommunistiske Forbund til fejringen af ​​60-årsdagen for begyndelsen af ​​Kinas Store Proletariske Kulturrevolution—ledet af Formand Mao Tse-tung—som »repræsenterer en historisk milepæl i den historiske erfaring med den Proletariske Verdensrevolution.« Erklæringen specificerer også indholdet og betydningen af ​​denne fejring:

»Bombardér revisionismens hovedkvarter!

Formand Mao lærte os, at kun ved at bekæmpe revisionismen er det muligt at udvikle revolutionens kræfter. Dette skyldes, at i takt med at vi står over for nye opgaver i Verdensrevolutionen, er det nødvendigt at ophøje kampen mellem marxisme-leninisme-maoisme og revisionisme i alle dens former. I dag, hvor vi fejrer 60-årsdagen for SPKR, må vi bekræfte vores kamp mod kapitalistisk restaurering i Kina og ophøje vores kamp mod revisionismen bag det falske ›KKP‹. Xi Jinpings revisionisme repræsenterer en af ​​de vigtigste varianter af revisionismen—en af ​​de største farer for den internationale proletariske bevægelse og den nationale befrielsesbevægelse—og skal bekæmpes hårdnakket på alle fronter.

Den fremsætter yderligere følgende slagord: »Bombardér revisionismens hovedkvarter! Leve marxismen-leninismen-maoismen! Leve Internationale Kommunistiske Forbund! Ned med imperialismen! Leve Folkekrigen! Leve 60-årsdagen for den Store Proletariske Kulturrevolution!«

MPP tilslutter sig opfordringen i IKF’s 1. maj 2026-erklæring ved i efterfølgende rater at offentliggøre udvalgte uddrag fra Perus Kommunistiske Partis materiale vedrørende SPKR.

FOLKEBEVÆGELSEN PERU

Maj 2026

I

1. Den Store Proletariske Kulturrevolutions historiske betydning set fra et historisk perspektiv er det mest skelsættende foretagende i Formand Maos udvikling af marxismen-leninismen, løsningen på det store, uløste problem med at fortsætte revolutionen under proletariatets diktatur. Det »udgør en bredere og dybere ny etape i udviklingen af ​​den socialistiske revolution i vores land.«

»Hvad var situationen? Som det blev udtrykt i KKP’s beslutning vedrørende SPKR: »Selvom bourgeoisiet er blevet væltet, forsøger det stadig at bruge de udbyttende klassers gamle ideer, kultur, skikke og vaner til at korrumpere masserne, erobre deres sind og forsøge at iscenesætte et comeback. Proletariatet må gøre det stik modsatte: det må give nådesløse slag og møde enhver udfordring fra bourgeoisiet på det ideologiske område direkte og bruge proletariatets nye ideer, kultur, skikke og vaner til at ændre hele samfundets tankegang. I øjeblikket er vores mål at kæmpe imod og omstyrte de magthavere, der vælger den kapitalistiske vej, at kritisere og afvise de reaktionære borgerlige akademiske autoriteter og bourgeoisiets og alle andre udbytterklassers ideologi og at transformere uddannelse, litteratur og kunst og alle andre dele af overbygningen, der ikke stemmer overens med det socialistiske økonomiske grundlag, for at fremme konsolideringen og udviklingen af ​​det socialistiske system.«

Det var under disse forhold, at den mest jordrystende politiske begivenhed og den største massemobilisering, Jorden nogensinde har set, fandt sted. Sådan definerede Formand Mao dens mål: »Den nuværende Store Proletariske Kulturrevolution er absolut nødvendig og yderst betimelig for at konsolidere proletariatets diktatur, forhindre kapitalistisk restaurering og opbygge socialisme.«

Vi vil yderligere understrege to andre spørgsmål: 1) SPKR markerede en milepæl i udviklingen af ​​proletariatets diktatur hen imod konsolidering af proletariatets politiske magt, konkretiseret i de Revolutionære Komitéer; og 2) restaurering af ​​kapitalismen i Kina efter det kontrarevolutionære kup i 1976 ophæver ikke SPKR, men udgjorde snarere en del af striden mellem restaurering og modrestaurering, og faktisk peger den på den afgørende historiske betydning af GPCR i menneskehedens ubønhørlige march mod kommunisme. (Uddrag fra »Grundlæggende Dokumenter: Om marxisme-leninisme-maoisme«, PCP’s 1. Kongres, 1988)

2. Kommentarer fra Formand Gonzalo

Den kinesiske revolution har vist nødvendigheden af ​​Kulturrevolutionen, at revolutionen krævede en resolut kamp, ​​men var nødvendig for at fortsætte revolutionen under proletariatets diktatur. Den Store Proletariske Kulturrevolution er tydeligvis en episk kampråb til revolutionen i verden, en milepæl i kommunisternes og revolutionærernes sejr over hele verden og et uudsletteligt faktum. Selvom det er en proces, vi skal stå over for, har denne revolution givet os store lektioner, som vi allerede anvender, såsom behovet for at ændre ideologi som et grundlæggende skridt for klassen til at gribe Magten; i dag, at skabe et ideologisk spring for at erobre Magten. (Formand Gonzalos indlæg ved et møde mellem ledere og kadrer i anledning af 40-årsdagen for den Kinesiske Revolution, 30. september 1989)

Den Proletariske Kulturrevolution er ikke på dagsordenen; det, der er på dagsordenen, er problemet med at definere vores ideologi—om det er maoisme eller noget helt andet. På dagens dagsorden er også den demokratiske revolution—den socialistiske revolution, ja, men primært den demokratiske, givet massernes historiske vægt. Derfor siger vi: »Set i et historisk perspektiv er det det mest betydningsfulde foretagende.« Er det allerede opnået? Selvfølgelig; men det er ikke noget, vi har brug for lige nu. I dag har vi allerede—vi ved allerede—hvad der skal gøres, når muligheden endelig opstår.

»Det udgør løsningen på det store, udestående problem med at fortsætte revolutionen under proletariatets diktatur.« Ja, det uløste problem er sandelig blevet løst; for hvis det var forblevet uløst, ville vi have stået forsvarsløse over for en fredelig restaurering. Allerede flere år tidligere havde Formanden fortalt os: »Vi ved, hvordan man griber magten med våbenmagt—og ingen kan fratage os den med våbenmagt—men vi ved endnu ikke, hvordan man afværger en restaurering; hvordan vi skal forhindre kapitalismen i at genvinde sin dominans, eller fra at tilrane sig Partiets ledelse. Det, ved vi ikke endnu.« Nå, nu ved vi det; han har løst det. Dette fritager os dog ikke for at skulle kæmpe med perioder med restaurering og modrestaurering. Lad os håbe, at det historiske perspektiv gør det muligt for os at afværge det en gang for alle—og dette er faktisk muligt. For hvis vi sporer vores udvikling tilbage til 1970’erne—til ’70 eller ’71—har vi allerede akkumuleret over et århundredes erfaring; derfor skal klassens magt nu slå rod—og den vil slå rod. I de kommende årtier vil det slå sig fast; og det er også en integreret del af vores arbejde. Men sagen er nu løst, kammerater; vejen for revolutionens fortsættelse er sikret – og det udgør et nyt problem, et af skelsættende historisk betydning.

»Det repræsenterer en ny etape—en endnu dybere og bredere i omfang—i udviklingen af ​​den socialistiske revolution i vores land.« Sådan lød Formandens ord: »en ny etape—dybere og bredere—i udviklingen af ​​den socialistiske revolution i vores land.«

Vi har vurderet, at en henvisning til den specifikke tekst i Afgørelsen tjener til med den største klarhed at formulere netop de mål, som Kulturrevolutionen søgte at opnå. Derfor har vi transskriberet Kinas Kommunistiske Partis resolution; jeg mener, den er konkret, og de vidste udmærket godt, hvad den handlede om. Det er fremragende, at det er inkluderet der.

Vi fastholder, at der er to spørgsmål, der skal tages i betragtning: »1) at SPKR udgør en milepæl i udviklingen af ​​proletariatets diktatur hen imod proletariatets konsolidering ved magten.« Hvad var dens konkrete manifestation? Revolutionære Komitéer. Det repræsenterer faktisk en udvikling – en metode til yderligere at udfolde og fremme proletariatets diktatur – for under den Proletariske Kulturrevolution stod etableringen af en Kommune ikke på dagsordenen. Dette står i kontrast til Avakians synspunkt, der hævder, at Formanden forhindrede Chang Chung-chiao i at virkeliggøre Kommunen; en sådan påstand svarer til at bagvaske Formand Mao Zedong. Der blev gjort et forsøg på at etablere en Folkekommune i Shanghai i 1950’erne—og det blev faktisk etableret—men det varede ikke ved; det mislykkedes, fordi tiden endnu ikke var moden. Under den Proletariske Kulturrevolution opstod det samme problem igen i Shanghai: Kammerat Chang Chung-chiao—og efter min mening udgør dette ingen miskreditering af ham, for selvom han ikke er Formand Mao Zedong, dette faktum mindsker ikke hans anseelse som en stor revolutionær, og det ophæver heller ikke den ære, han fortjente ved aldrig at bøje knæ—sammen med Wuan Jung-wen foreslog etableringen af en Kommune. Imidlertid var betingelserne for en Kommune endnu ikke modne; specifikt var det centrale uløste spørgsmål spørgsmålet om, hvordan Partiet skulle udøve lederskab.

I begyndelsen af ​​1967 brød ›Januarstormen‹ ud i Shanghai. Arbejderklassen mobiliserede sig, mens reaktionære kræfter forsøgte at lamme dette store industrielle knudepunkt i Kina—og afbryde dets kommunikationsforbindelser—i et forsøg på at fremprovokere en modreaktion blandt befolkningen i Shanghai. (Husk at vi taler om en by, der på det tidspunkt havde 13 millioner indbyggere – en ret »lille« by!) Det var der, at arbejderklassen—anført af kommunister—rejste sig i oprør; de greb magten, væltede tronranerne og etablerede en ny regeringsmyndighed. Det problem, der efterfølgende opstod, var, at kammeraterne i Shanghai foreslog dannelsen af ​​en ›Kommune‹. Formand Mao modsatte sig dette – Kommunemodellen var faktisk allerede blevet forsøgt i Shanghai i 1950’erne og havde vist sig uigennemførlig; den kunne simpelthen ikke implementeres med succes. Formanden argumenterede for, at Kommunemodellen var upassende for øjeblikket—at den krævede et mere avanceret udviklingstrin. Det centrale spørgsmål, han rejste vedrørende Kommunen, var Partiledelse—læg godt mærke til dette: Partiets ledelse. Han argumenterede for, at udfordringen ikke blot var at mobilisere de enorme millioner af masserne—historiens sande skabere, hvilket jo er godt og vel—men at en sådan mobilisering krævede politisk lederskab. Uden det politiske lederskab fra Partiet kunne den langsigtede transformation mod kommunisme—under proletariatets diktatur—ikke opretholdes, præcis som Marx selv havde forestillet sig det (som beskrevet i *Kritik af Gotha-programmet*—konceptet var allerede etableret af Marx). Derfor fastholdt formanden, at det, der skulle oprettes, var ›Revolutionære Komitéer for Tredobbelt Integration.‹ Hvad indebar dette? For det første, fremragende revolutionære repræsentanter for masserne, hærdet i den kamps smeltedigel; og for det andet medlemmer af hæren—som var blevet kaldt til at støtte det, der på det tidspunkt begyndte at blive kaldt den ›Store Proletariske Kulturrevolution‹ (den blev oprindeligt blot omtalt som ›Kulturrevolutionen‹ og senere som ›Socialistisk Kulturrevolution‹, men det navn, der i sidste ende blev fremherskende gennem hele denne proces, var SPKR, specifikt for at understrege dens proletariske karakter). Dermed blev et monumentalt skridt taget i retning af generobringen af ​​statsmagten.

Hele denne proces strakte sig over flere år—år, der var vidne til den mest magtfulde massebevægelse i historien, der blev politisk ledet af et Kommunistisk Parti. Aldrig før i dag er der set en sådan mobilisering—og heller ikke en sådan evne til organisering og lederskab. Dermed tages et stort skridt i retning af at generobre Magten. (Uddrag fra Formand Gonzalos tale ved PCP’s Første Kongres)

3. FORMAND MAO OM MÅLET MED SPKR

I sine bemærkninger under den albanske militærdelegations besøg den 1. maj 1967—som først blev offentliggjort i en uofficiel publikation fra den Røde Garde under den Store Proletariske Kulturrevolution—henvendte Formand Mao Zedong henvendte sig til de tilstedeværende og sagde:

Nu vil jeg gerne stille dig et spørgsmål: Hvad vil du sige er målet med den Store Kulturrevolution? (Nogen svarede på stedet: Det er at kæmpe mod magthavere inden for Partiet, der vælger den kapitalistiske vej.) At kæmpe mod magthavere, der vælger den kapitalistiske vej, er hovedopgaven, men det er på ingen måde målet. Målet er at løse problemet med verdenssynet: det er spørgsmålet om at udrydde revisionismens rødder.

Centralkomitéen har gang på gang understreget, at masserne skal uddanne sig selv og befri sig selv. Det skyldes, at man ikke kan påtvinge dem et verdenssyn. For at transformere ideologi er det nødvendigt, at de ydre årsager fungerer gennem indre årsager, selvom sidstnævnte er primære. Hvis verdenssynet ikke ændres, hvordan kan den Store Proletariske Kulturrevolution så kaldes en sejr? Hvis verdenssynet ikke ændres, vil der—selv om der i denne Store Kulturrevolution er 2.000 magthavere, der tager den kapitalistiske vej—måske være 4.000 næste gang. Prisen for denne Store Kulturrevolution har været meget høj, og selvom spørgsmålet om kampen mellem de to klasser og de to veje ikke kan løses med en, to, tre eller fire Store Kulturrevolutioner, bør denne Store Kulturrevolution alligevel konsolidere tingene i mindst et årti. I løbet af et århundrede kan det være muligt at iværksætte en sådan revolution højst to eller tre gange. Derfor må vi fokusere vores opmærksomhed på at udrydde revisionismens rødder for at styrke vores evne til at beskytte os mod og modsætte os revisionisme til enhver tid.

I et andet indlæg vil vi se på SPKR’s historie.