Den tyske sukkerproducent Nordzucker, der har opkøbt Daniscos sukkerfabrikker på Sydhavsøerne, melder at de vil indstille sukkerproduktionen i Nakskov når sæsonens høst er forarbejdet i januar 2027. Deres fabrikker i Finland og Slovakiet har også lukket for nyligt, mens fabrikken i Nykøbing fortsætter indtil videre, mens fabrikken i Nakskov fortsat vil have funktion af pakkeri.

Lollands borgmester udtaler at det er uheldigt, men at timingen er god siden ledigheden er historisk lav på Lolland, nemlig kun 1,9%, så umiddelbart er der rimelige udsigter for arbejderne at finde nyt job. Det er dog vigtigt at se de langsigtede effekter og tendenser ved lukningen af noget af det sidste storindustri der er tilbage i Danmark. Med undtagelse af et par enkelte sektorer (medicin, vindmøller, øl, lego, mm.), har de fleste industrigrene været under tiltagende afvikling. Hvis man eksempelvis kigger på Nakskov, havde lukningen af skibsværftet i 1987 (som havde over 2000 medarbejdere 10 år forinden) en effekt på at arbejdere flyttede væk fra Lolland, og derefter lukkede andre virksomheder i takt med at arbejdsmarkedet blev mindre attraktivt. At nu sukkerproduktionen lukker i Nakskov frem for Nykøbing, viser også at yderområderne har svært ved at opretholde sig selv. Lige nu er beskæftigelsen lav, men det er svært at forudsige hvad den stadigt afviklende industri kommer til at betyde for jobstabiliteten fremover. Når statisikken om 1,9% arbejdsløshed fremsættes, er det også vigtigt at nævne at størstedelen af arbejdsvæksten kommer af udenlandske arbejdere (33% af lønmodtagere på Lolland er ifølge Danmarks Statistik indvandrere), der ofte arbejder lavt betalte stillinger og mange af dem eksisterer i forbindelsen med bygningen af Femern tunnelen. Når Femern Bælt forbindelsen er åbnet forsvinder en masse jobs i den forbindelse, og de økonomiske effekter af den nye forbindelse kommer nok i højere grad Østlolland og Falster til gavn, Nakskov fremstår fortsat som en blindgyde under afvikling.

Det er nemt at se på arbejdsmarkedet og være helt rolig over lukningen af industrien, især hvis man bor i København eller måske Aarhus, men de højtbetalte funktionærstillinger i storbyerne er afhængige af den industrielle base der producerer de varer som vi helt forvent kan skaffe for billige penge i handelen. Det at industrien er, og længe har været, under afvikling i Danmark betyder ikke at tingene producerer sig selv, i stedet hænger det sammen med den rovdrift den danske imperialisme driver på de undertrykte nationer, dog går forsyningskæderne ofte først gennem mere industrialiserede imperialistiske lande, før de til sidst når Danmark. Det faktum at Danmark er så afhængig af andre landes produktive kapacitet, viser hvor rådden dette imperialistiske land er. Vi er blandt dem der forbruger allerflest varer, men vi kan næsten ikke producere noget selv, og når vi så stolt alligevel gør, så er det ofte kun de allersidste led i en lang forsyningskæde, hvor størstedelen af arbejdskraften der er gået til forarbejdningen af varen er sket andetsteds. Det betyder også en total skævvridning af forholdet mellem land og by, hvor der sker en hastig koncentration omkring de rigeste byer, mens landet langsom mister sin eksistensberettigelse, og kun ses som landområder der skal udpines for profit.