Af redaktionen.

Efter et valg uden nogen klare vindere, er en regering blevet dannet mellem Socialdemokraterne, SF, Moderaterne og Radikale Venstre med Enhedslisten og Alternativet som støtteparti. Denne nye regering bruger det uopfindsomme navn »firkløverregeringen« til at beskrive sig selv, opkaldt efter regeringen ledet af Paul Schlüter i 1982.

At der er gået mere end 70 dage med regeringsforhandlinger bryder alle tidligere rekorder for regeringsforhandlinger i Danmarkshistorien, selv regeringsforhandlingerne fra 2022, som var den tidligere rekordbærer.

Ligesom i 2022 var målet for den herskende klasses partier egentlig endnu en flertalsregering over midten, men Folketingsvalget 2026 gav ikke det forventede resultat. De tidligere SVM-partier troede de kunne udnytte »folkestemningen«, omkring USA’s ønske om at overtage Grønland som sin egen koloni, til at hive et sikkert valg ind og garantere ministertaburetter. Mette Frederiksen og Lars Løkke så meningsmålingerne tegnet i sandet som frelsen for deres ørkenvandring, og var klar til at ofre Troels Lund på korset for at sikre sig selv ministertaburetter i en kommende regering – Troels’ senere forsøg på genopstandelse er gået ubemærket hen.

Men denne »Folkestemning« døde hurtigt ud efter USA og Israel udløste deres imperialistiske aggressionskrig mod den iranske nation, hvor imperialistismens energi- og forsyningskæder blev forstyrret, og at leveomkostningerne for masserne som resultat voksede enormt.

Udover at alle de tidligere SVM-partier gik tilbage i popularitet sammenlignet med før valget i 2022, så står borgerskabets repræsentanter også mere splittede. De tidligere SVM-partier kunne ikke arbejde sammen mere, og på samme tid udgøres Folketinget, knap to måneder efter valget, nu af 12 partier og 3 løsgængere. Dette lagde grundlaget for den lange forhandlingstid, som er et udtryk for den parlamentariske krise i landet.

Falske løfter

Firkløverregeringens nye klæder er varm luft og falske løfter, til at dække over den samme politiske udvikling, men enhver med øjne og ører kan se, at de faktisk ikke har noget at gemme sig bag. For enden af regnbuen er der guld og grønne skove, men vejen derhen er belagt med nedskæringer og skattelettelser for de rigeste.

De lover at momsen bliver sænket på fødevarer, samtidigt med at de fattigste skal betale for topskattelettelser. Store bededag kommer måske tilbage i takt med at væksten falder, men det var jo dem selv der var med til at afskaffe helligdagen.

De lover flere almene boliger og at der skal rives færre eksisterende ned, lige efter deres »ghettolov«, med det massive angreb på de almene boliger, med de omfattende nedrivninger, privatiseringer, »moderniseringer«, osv. Hele boligpolitikken de sidste par årtier har været at skabe et rent tagselvbord for de private udlejere, som regeringen nu taler om at begrænse. Midlerne er forkøbsret for de almene boligselskaber, men de penge som de almene lejere har indbetalt til den selvejende landsbyggefond har staten konfiskeret milliarder af til sine egne formål, så løsningen bliver midlertidige »modulære« containerhjem, indtil de lovede boliger kan bygges. De tiltag de kommer med sigter imod at adressere de problemer de selv har skabt, mere tonedøvt kan det næsten ikke blive.

Gratis tandpleje er en af de helt store løfter regeringen fremsætter, og bærer tydeligt præg af af at det har været Enhedslistens højeste ambition at få indført gennem flere år og nu kan Pelle Dragsted endeligt demonstrere den »nordiske socialisme« i praksis, og dermed forsøge at holde Enhedslisten relevant, ved at centrere i socialdemokratisk velfærdspolitik.

I første omgang står den eksisterende socialtandpleje til at blive udvidet til at omfatte et par hundrede tusind flere i 2027, men hvor pengene skal findes til at udvide gratis tandpleje til hele befolkningen, er ikke endnu fastlagt. Hvor går grænsen mellem kosmetiske og ikke-kosmetiske behandlinger? Vil der komme en tilskudsordning til de private tandklinikker eller skal der oprettes et statsligt tandplejevæsen? Hvordan vil der sikres nok personale og ventetider holdes nede? Dette og mange andre spørgsmål står ubesvarede, og den nuværende regering kommer ikke til at stille sig selv ansvarlig for det, når målet ligger 9 år ude i fremtiden. Hvad der er sikkert er, at selv hvis der kommer den mest fantastiske almene tandplejeordning i profetiåret 2035, så vil dette skulle ske samtidigt med de planlagte nedskæringer, stigende ulighed, faldende vækst, stigende arbejdsløshed, oprustning, krigspolitik, men så kan vi i det mindste gå denne dystre fremtid i møde med det største kridhvide tandpastasmil.

Regeringens egentlige formål

Den socialchauvinistiske »stuerene« racistiske retorik som Mette Frederiksen overtog fra Dansk Folkeparti, er ikke længere et ligeså effektivt middel for at distrahere fra stigende priser, utæmmet boligspekulation, nedskæringer i velfærden, erodering af basale rettigheder, osv. Selvfølgelig er den danske stat fortsat funderet på imperialistisk chauvinisme, men fidusen med at give skylden på indvandrerne for kapitalismens økonomiske problemer, preller i højere grad af på folk, og det ses også på stemmetallene. Socialdemokratiet har gået massivt tilbage, mens de mest tilbagestående elementer i stedet især har forenet sig om Morten Messerschmidt mere udtrykkelige fremmedfjendske pladder.

Den parlamentariske styreform kræver bred accept for at fortsat kunne legitimere statsmagten, hvor valgdeltagelsen er det vigtigste symbol for folkets underkastelse for borgerskabets diktatur. Her har den vigtigste måde at tilsløre arbejderklassens grundlæggende klasseinteresser været at splitte folk på baggrund af herkomst, men vi ser nu tydelige tegn på at effekten er ved at aftage og derfor må der lægges mere fokus på at styrke det korporative klassesamarbejde, især ved at styrke de »overenskomstbærende« fagforeninger, noget som de økonomiske vismænd har anbefalet gennem en ændring af fradragsreglerne. Det betyder ikke at arbejderne får mere organiseret magt, tværtimod er det fagforeningstoppens klassesamarbejde i trepartsforhandlingerne med staten og kapitalisterne der styrkes, for at svække arbejdernes evne til selv at føre klassekampen for løn og rettigheder. Fagforeningstoppen kan da heller ikke få armene ned, udsigten til en fordybning af deres korporative magt er ren guf for pamperne, de snakker en masse om hvordan fagforeningerne kan være med til at styrke og tjene den danske imperialisme, mens de virker til de har glemt om de arbejdere de skulle repræsentere. Klassekampen forties helt, pampernes motto kunne passende være: hvad der er godt for den danske imperialisme, er godt for arbejderne.

Regeringens store formål er i virkeligheden en større korporativisering af samfundet, en politik som SVM-regeringen førte, og som den nuværende regering vil fortsætte. Korporativisering skal tjene for at garantere et klassesamarbejde, hvor arbejderklassen betaler prisen for oprustningen, mens regeringen på samme tid garanterer skattelettelser for landets rigeste.

Oprustningen er hovedmålet, dvs. en oprustning af både militærets væbnede styrker, men også politiet og efterretningstjenesten gennem flere våben, udstyr, udbredt overvågning, kontrol, censur, reaktionær lovgivning og beføjelser. Den danske imperialisme satser fuldt ud på at opruste og kaste sig ind i nye imperialistiske krige for at genopdele verden, for selv at få sig en plads i solen.

Små imperialistiske magter som Danmark må gå i koalitioner med andre magter for at udleve deres onde drømme, Danmark gør dette i både ledtog og strid med andre magter, bl.a. USA. Strategisk har den danske imperialisme nu tænkt sig at satse mere på at læne sig over mod især den tyske og franske imperialisme gennem EU, fremfor hovedsagligt yankee-imperialismen, hvilket ellers har været den foretrukne politik siden Anden Verdenskrig.

Den nye regering taler om »fred« og en »regelbaseret orden«, men jo mere de taler om fred, desto mere forbereder de sig på krig. Den nye regering afslører sine ambitioner om at kvæle folkets kampe og især de nationale befrielseskampe. I regeringsgrundlaget erklærer den at den vil »Arbejde for en to-stats-løsning, hvor Israel og Palæstina anerkender hinandens ret til at eksistere, og til, at begge befolkninger kan leve i fred og frihed uden terrorisme. Derfor skal Hamas afvæbnes, og der skal lægges stærkere internationalt pres på Israel for, at de ikke gennem ulovlige bosættelser mv. reelt umuliggør en to-stats-løsning« – Med dette menes der reelt set: At de palæstinensiske modstandsstyrker skal afvæbnes og det palæstinensiske folk skal stilles til nåde overfor bødlen Israel, som selv får lov til at beholde sine våben. De imperialistiske magter har gang på gang vist, at de er mere end villige til at kigge den anden vej overfor Israels etniske udrensning af det besatte Palæstina, så længe Israel optjener sin rolle som en base for imperialistisk krig og udplyndring. Den eneste grund til at Palæstina overhovedet nævnes i regeringsgrundlaget er netop fordi modstandskampen har rejst den nationale befrielseskamps fane, ikke kun i Palæstina, men i hele verden og at den 7. oktober 2023 er et omdrejningspunkt i den internationale antiimperialistiske bevægelse, noget imperialisterne er klar over og frygter.

De nye løfter om velfærd og den »nordiske socialisme« løser ikke den fremskredne kapitalistiske udbytning, det er bare et forsøg på at bestikkelse, for at stoppe organiseringen imod imperialismen.

Oprustning til erobringskrige, racistisk overlegenhedsretorik, sammen med en intensivering af udplyndringen af den 3. verden er heller ikke vejen frem, vi må stå skulder med skulder med de nationale befrielsesbevægelser, imod imperialismen (ja, også den danske imperialisme) for at kunne endeligt frigøre os fra dette rådne udbyttende system.

Det er nødvendigt at afvise den danske imperialisme fuldstændigt, og turde stå på egne ben organiseret imod den. Dette beviser igen hvorfor det er korrekt at boykotte valgene og afvise det borgerlige demokrati, for i stedet at rejse parolen:

Kæmp og gør modstand!