Af en bidragsyder til Røde Fane.

I nu mere end 78 år har bosætter-staten Israel besat det palæstinensiske folk. Siden den 7. oktober, er den storslåede modstandshandling fra det palæstinensiske folk blevet besvaret med vilkårlige bombardementer af primært civile i Gaza, Libanon, og dele af Syrien.

Meningen med disse angreb er på ingen måde at forsvare hverken »det jødiske folk«, eller den almene arbejdende befolkning i Israel. Interesserne som faktisk lægger bag disse nådesløse angreb på civilbefolkningen, er hos den herskende klasse, I Israel, og I USA. Militære produktionsgiganter tjener, blandt andet, blodgennemvædede milliarter på det folkemord som staten Israel begår. På samme tid opretholder Israel hovedagligt yankee-imperialismens interesser i det såkaldte Mellemøsten og garanterer deres kontrol over vigtige strategiske ressourcer såsom olie.

I virkeligheden udgør Israel yankee-imperialismens vigtigste militære objekt i Mellemøsten. Israel og USA udgør den største trussel for folk i hele Mellemøsten. Selv i dag fortsætter Israel med at gøre martyre af Palæstinas civilbefolkning, senest Mustafa Taha Mustafa al-Khatib fra Sarta, nær Salfit i den besatte Vestbred, hvor IDF-tropper stormede hans hjem. Intet konkret grundlag var tilsyneladende nødvendigt for nådesløst at likvidere ham. Mustafa står nu som blot én af de snart 75,000 (nogen estimerer op mod 100.000) palæstinensere myrdet i forbindelse med Israels blodtørstige angreb.

Hertil har Palæstinas folk selvfølgeligt, som svar til underkuelse og angreb, tappert samlet geværet op, og påtaget sig kampen for befrielsen af Palæstina fra imperialismens grådige hænder, og fra den massemorderiske israelske besættelsesmagt. Fra Israels grundlæggelse på graven af titusinder af palæstinensere, dræbt og fodrevet under Al-Nakba (katastrofen), til nutidens folkemord, er palæstinensisk modtand mod udslettelse blevet mødt med voldelig undertrykkelse. Derfor må modstanden nødvendigvis tage formen af væbnet modstandskamp, for at besejre det folkemorderiske monster og bygge et frit Palæstina.

I hele verden har solidaritetsbevægelser siden den 7. oktober udført solidaritetsarbejde i form af både demonstrationer, kulturelle projekter, aktioner og kamphandlinger. I Danmark ses for eksempel kampagnen »mask off Maersk«, selvfølgeligt mod Maersk, transportgiganten som før og siden folkemordets begyndelse har været fast besluttet på at få deres hånd i pengeposen, ved at fragte krigsmateriel nødvendigt for Israels fortsatte angreb på palæstinenserne, direkte til deres dør. Den retfærdige modstand mod Maersks handlinger har indtil nu taget hovedformen af demonstrationer og manifestationer, også ved Maersks hovedkontor på esplanaden 50 i København. Her har 2 større manifestationer fundet sted, hvor de begge resulterede i politiets overfald af demonstranterne. Senest her i Maj 2026, blev demonstranternes råb om retfærdighed, om at Maersk skulle genoverveje deres »velovervejede firmaværdier«, mødt med knippelsuppe.

I en video udgivet i forbindelse med Mask off Maersk kampagnens tidligere demonstration i februar 2025, ses videoklip fra politiets voldsomme indgreb, hvor demonstranterne intet andet gjorde end at sidde ned foran hovedindgangen og hejste deres kampråb.

Ligeledes her i maj, var responsen voldsom og unødvendig. Her ses politiet, som de gode forsvarer af privatejendommen de er, tæske demonstranterne i ryggen med knipler, og true dem ved at paraderer deres K9 hunde rundt.

Udover at tæske demonstranter mens de forsvarsløst ligger ned, finder politiet mange andre undskyldninger for at komme ud med deres frustrationer. For eksempel blev denne betjent fanget på video den 20.juni i år, hvor han løber op til en mand, som er i gang med at overgive sig, og giver ham et spark mens han ligger ned. Hans kollega responderer selvfølgeligt ved bare at stå og se på.

Det er angivet at betjenten i at sparke den liggende mand, også kaldte ham en »perker« i samme åndedræt. Denne syge opførsel er ikke noget der kommer af sig selv, eller sjældent i isolerede enkelttilfælde. Politiet, og resten af den danske stat, har over lang tid bygget en utroligt racistisk, anti-folkelig kultur op, og det viser sig i deres væbnede gadeslam, politiets, handlinger, såvel som alle andre grene af statens anliggender. Om det er i parlamentarisk politik, hvor hver og en, selv den mest angiveligt progressive, venstreorienterede politiker ønsker at smide immigranter ud af landet, »hvis de er kriminelle« eller om det ses i politiets uretfærdige voldshandlinger på gadeniveau. Det ligger dybt i den rådne borgerlige kultur som er opbygget i Danmark, der følger den samme tendens som i resten af Europa.

Hertil siger panserens forsvarsadvokat at »Et spark, også hvor den forurettede ligger ned, takseres ifølge forsvarsadvokaten normalt efter straffelovens milde voldsparagraf.« Den som filmede blev angiveligt også konfronteret af politiet med en konflikt som følge, men herfra har vi ingen direkte udtalelser eller videoer.

Også i København har politiet på det sidste begået voldsforbrydelser mod uskyldige. I starten af juli postede juristen Rasmus Malver på sine sociale medieplatforme (malver.dk) om et sammenstød han havde med politiet, mens han var ved at filme pressemateriale, mens Lars Løkke Rasmussen angiveligt havde parkeret ulovligt på en håndværker-reserveret p-plads. Han fotograferede bilen, som var ulovligt parkeret, og fortsatte med at filme et stykke pressemateriale om et urelateret emne. Som Rasmus selv forklarer i et 15 minutter langt klip fra hans podcast »klage-dysten«, kom en PET-agent uden uniform over for at afbryde ham, og efterspurgte uden videre ID, mens han råbte Rasmus ned. Hertil spurgte Rasmus, hvem han var, og agenten trak sig tilbage.

Herefter tilkalder PET-agenten, som Rasmus selv kalder dem »uniformerede voldsmænd«, altså almene politibetjente, som kommer op til ham. Når han viser sit tydligt markeret pressekort, responderer politiet ved at trykke hans hoved mod jorden, og smadre hans ryg, hvorefter de nægtede ham hverken læge- eller advokathjælp i flere timer. Han har ikke endnu udgivet video fra samme hændelse, da han mener det ville være bedre at lade politiet fremføre deres løgnagtige sag og beviser, inden han fremfører sine egne beviser.

Man kan spørge sig selv: hvilke interesser varetager man, når man går så langt for at beskytte transportgiganten Maersks morgenkaffe på kontoret? Danmarks borgere? Det må være en meget usmagelig spøg. Deres angreb på den så ofte omtalte »ytringsfrihed«, så snart det gælder de, der er myndighedskritiske er lige uforsvarlige.

Hvilke interesser tjener man, når man modtager en sag til efterforskning om en betjent, der sparker en liggende mand i hovedet og kalder ham racistiske skældsord, med tydelig videoevidens, og kalder det for »mild vold«?

Og hvilke interesser tjener man, når man konsekvent underkuer folkets ret til at filme politiet og politiske figurer, med vold og trusler, selv hvis den pågældende er journalist? Man kan ikke finde en god undskyldning for at kalde sådanne angreb på pressefriheden og folkets ret til at stille politiet til ansvar for folkelige, for den findes ikke.

Politiet hævder at være de enevældige beskyttere af demokrati her i Danmark, men disse principper bliver i virkeligheden smidt ud af vinduet i tjenesten for kapitalisterne i Danmark, og det politiske system som beskytter deres interesser. Politiet er ikke den hvide ridder i rustning som forsvarer »frihed«. Institutionen er et værktøj, som den danske stat vil bruge og, som tydeligt set på disse seneste eskalationer, aktivt bliver brugt til gradvist at fratage civilbefolkningen sin ret til at kritisere samfundet, og i samme sving også undertrykke minoriteter og dissidenter i landet. Intet mere end et slæng kriminelle som har fået lov af den ejende klasse, kapitalisterne, til at bestemme hvornår noget skal straffes.

Denne eskalation af rettighedsfratagelse har i andre lande altid været tegn på at det borgerlige samfunds mestre føler sig truet. De føler sig truet af den kritik, fortsat ødelæggelse af deres propaganda, og stigende forståelse for progressive kræfter i landet, som de har set på det seneste, og de besvarer denne udvikling, og vil fortsætte at besvare denne udvikling, med ild.

I virkeligheden rækker politiets lange arm lige nøjagtigt så langt som den danske ejende klasse, og dens stat, ønsker den gør. Når et milliardfirma transporterer kritisk krigsmateriel til en terrorstat som Israel. Og derudover helt utvivlsomt lyver om selv samme ting, i deres egne officielle udtalelser. Er der ingen konsekvenser. Men når folket kritiserer dette, og demonstrerer imod det, bliver de overfaldet af den danske imperialismes vagthunde: Danmarks rigspoliti. Når selv samme voldsmænd skal stilles til ansvar overfor deres handlinger, kommer DUP’en, (Den »uafhængige« Politiklagemyndighed), bravt ind i retssalen og urokkeligt forsvarer politiet, uanset hvor forfærdelige deres forbrydelser nu end har været, bare så længe de var rettet mod befolkningen, og ikke de hellige milliardselskaber. Når milliardfirmaer må gøre hvad de vil, men Danmarks arbejdende masser ikke må demonstrere, (medmindre de gør det meget stille og uden at udrette noget), er det at spytte i ansigtet på organisationsretten, og på det danske folk.