Denne lederartikel er udgivet af readaktionen på den brasilianske avis A Nova Democracia (Nyt Demokrati) den 4. april 2026, vi bringer denne uofficielle oversættelse for at bidrage til forståelsen af den nuværende verdensituation til den antiimperialistiske bevægelse.

Vi befinder os, og dette bevises hver dag, i århundret hvor verdensrevolutionen vil sejre og feje imperialismen, al reaktion og alle dens grusomheder bort fra jordens overflade. Det er bare et spørgsmål om tid!

Guerilliaer fra Folkets Befrielseshær under IKP (maoister)

Vi har passeret den berygtede 30. marts 2026, som var erklæret af Narendra Modi’s indiske fascistregering, denne berygtede folkemordsfigur som byggede sin politiske karriere på massakrer mod de fattige, som datoen for udrydningen af den historiske og energiske naxalitbevegælse i landet. Ikke desto mindre fortsætter folkekrigen ledet af Indiens Kommunistiske Parti (maoister) at bevæge sig frem mod kontrarevolutionens vind og strøm. Den tilgængelige information afslører en kritisk situation skabt af den folkemorderiske militære undertrykkelse af adivasi-folket og andre fattige mennesker på landet og i byerne, og af målrettede operationer mod ledelsen af IKP(maoister), kombineret med handlingene af femtekolonnen Mallujola Venugopal, kendt som »Sonu«. Sonu-Satish-kliken, medlemmer af partiets øverste ledelse, havde tilgang til enorme mængder vigtig information og hemmeligheder om organisationens arbejde, dens koder, nøgler og kodeord for kommunikasjon mellem lederne, og ledelsens forbindelser til alle parti- og guerillanetværk – afgjørende information for ledernes og kommandørenes liv og sikkerhed. Det er ikke svært, men logisk, at konkludere, at disse forrædere gav partiets hemmeligheder til det fascistiske regime, og gjorde det i god tid, noget der forklarer, hvorfor Modi offentligt udtalte for over et år siden, at “Operation Kagaar” ville udslette den revolutionære bevægelse. Information, der muliggjorde planlægningen af ​​en krigskampagne med et højt kendskab til guerillaenhedernes stillinger, antal og størrelser, deres bevægelser og ruter, kommandovejen, og hvem der havde de centrale og strategiske stillinger og funktioner. Oplysninger fra partiet, der muliggjorde omringnings- og undertrykkelseskampagnen, som brugte kontingenter på hundredtusindvis af soldater og alle former for luft- og jordkrigsførelse, der førte – ikke uden hårde kampe – til hundredvis af guerillasoldaters og befalingsmænds heltemodige død i kamp, mens de morderiske kommandosoldater, specialister i massakrer opretholdt af Modis folkemordsregime, brugte måneder på at gå ind i landsbyer og udføre massakrer for at tvinge familier til at afsløre navnene på deres sønner og døtre, som var medlemmer af den maoistiske guerillabevægelse. Desuden spredte de trusler til guerillaerne om, at hvis de ikke overgav sig, ville deres familier blive udslettet, som de faktisk gjorde mod hundredvis af dem.

De mest ondsindede og elendige væsener, der nogensinde har eksisteret i den mørkeste del af menneskehedens historie, lige siden det blev opdelt i antagonistiske klasser ved fremkomsten af ​​privatejendom, har igen præsenteret sig her for forræderes nedrighed og fejhed. Men de begik ikke denne forbrydelse blot for at redde deres eget skind som rene desertører og forrådte deres tidligere kammerater; de konspirerede med det indiske folks mangeårige fjende ved at bruge deres infiltrerede agenter og femtekolonne i ledelsen af ​​den revolutionære bevægelse til at ødelægge det. Et sådant forræderi stammede direkte og uundgåeligt fra deres revisionistiske holdninger til Khrusjtjov-formuleringen af »dogmatisme«, som blev gentaget af hans tilhængere i det 21. århundrede, rådne teser afvist af den faste historiske marxistisk-leninistisk-maoistiske linje i IKP (maoister): den videnskabelige forståelse af det moderne indiske samfunds natur, som et halvkolonialt, halvfeudalt land som kræver en nydemokratisk revolution, en uafbrudt overgang til socialisme gennem langvarig folkekrig og i den proletariske verdensrevolutions tjeneste. Således udleverede Sonu-Satish-kliken ikke kun informationer, lokaliteter og adresser på hemmelige apparater, og afslørede dermed identiteten af ledere og kadrer, men spredte også kapitulation, overgivelse og likvidering i det revolutionære parti, som blev rekonstitueret med det heroiske Naxalbari-oprør og dets største fortolker, den urokkelige antirevisionist Chara Mazumdar og med det store offer til følgende generationer af unge revolutionære som gav deres liv for at fortsætte den heltemodige kamp for proletariate tog masserne i Indien, det maoistiske kommunistiske parti og den videnskablige, langvarige folkekrig. Forrædere, som menneskehedens historie har vist i årtusinder, dør ofte før de faktisk dør.

Enhver ægte revolution står over for ubeskrivelige vanskeligheder, som klassesamfundets historiske erfaringer viser, og alle tilbageslag bør være genstand for seriøse studier for at uddrage nye lektioner. For den indiske revolution bekræfter sådanne tilbageslag kun rigtigheden af ​​den marxistisk-leninistisk-maoistiske ideologi, program og politiske generelle linje i IKP (maoister). De likvidationistiske højreorienterede kapitulanter har også deres internationale tilhængere ved at lade som om de støtter IKP (maoister), mens de i praksis angriber dens videnskabelige marxistisk-leninistisk-maoistiske analyse af det indiske samfund og dets vej mod langvarig folkekrig.

Modis fascistiske regering praler som om den har knust den indiske revolution. Det er vrangforestillinger, ligesom alle skamløse og forklædte opportunister. Modi erklærede den 30. marts, at landet er »frit for maoisme«. Ikke desto mindre er det kendt, at rødderne til den revolutionære kamp i landet er dybe, dens antagonistiske modsætninger er skarpere end nogensinde, og klassekampen stopper ikke. Selv reaktionære indiske analytikere erkender, at maoismen er solidt forankret i adivasi-samfundene og andre fattige masser på landet og i byerne, og hvor alvorligt dette slag mod ICP (maoisterne) end måtte have været, kan det ikke eliminere grundlaget for bevægelsen, meget mindre partikomiteerne og deres ledere med urokkelig kommunistisk fasthed. Regeringen anerkender selv kynisk, mens den erklærer »total sejr«, at der stadig er medlemmer af den maoistiske ledelse aktive i guerillaområder, såvel som andre regionale ledere i Dandakaranya, og at der er en række aktive guerillaer i Bastar. Reaktionære militæranalytikere anerkender, at maoisterne har ændret deres modus operandi, flyttet fra store virksomheder til små afdelinger, for at vende den kritiske situation, den revolutionære kamp befandt sig i på grund af det feje forræderi af den Sonu-Satish-klike af informanter.

Den antiimperialistiske kamp, ​​som er selve grundlaget for den proletariske verdensrevolution, har som sin ledelse den internationale proletariske bevægelse, der er til stede i alle lande, og de kommunistiske partier under udvikling, gennem rekonstituering og konstituering. Disse to strømninger den udgør, leder de nydemokratiske revolutioner i lande, der er undertrykt af imperialismen – det store flertal af lande og det overvældende flertal af deres befolkninger – og den socialistiske revolution i imperialistiske lande. Den indiske revolution, såvel som folkekrigene i Peru, Tyrkiet og Filippinerne, forener disse to strømninger i samme kamp i deres respektive lande. Det er antiimperialistiske kampe, ledet af proletariatet, og som er med til at sikre, at maoismen sætter sig selv som befaler og vejleder for den proletariske verdensrevolution. I denne forstand kræver de mest fremskredne antiimperialistiske kampe, skulder ved skulder i opbygningen og udviklingen af ​​arbejderklassens enhedsfront, fra landet og byen, små- og mellemborgerskabet og nationer undertrykt af imperialistisk krigsaggression i deres strålende nationale befrielseskampe, som Palæstina og Iran på eksemplarisk og heltemodig vis gør, maksimal støtte. At støtte den indiske revolution, Indiens Kommunistiske Parti (maoister) og dets folkekrig, samt de palæstinensiske og iranske nationale modstandskampe er den højeste opgave for alle internationalister og antiimperialister i verden.

Det iranske folk bekræfter, hvad det palæstinensiske folk på en så mesterlig, heroisk og overbevisende måde beviste med Al-Aqsa-floden: imperialismen er en papirtiger, en maoistisk tese, der er lige så gyldig i dag, som den var tidligere. Angrebskrigen, som Trump lovede ville undertvinge Den Islamiske Republik Iran om to uger, har allerede varet over en måned, og de militære og politiske resultater er forfærdelige for yankeerne og nazi-zionisterne; de er ydmygende fiaskoer og nederlag. Over 950 amerikanske soldater er blevet dræbt eller såret, ifølge oplysninger fra talsmanden for Irans Revolutionsgarde og lokal presse. Den meget omtalte amerikanske “luftoverlegenhed” har vist sig at være en myte og en fiasko, der blotter alle sine svagheder som en papirtiger i øjnene på jordens undertrykte. Den iranske modstandsbevægelse skød AWACS E-3 radarflyet ned, anslået til 1,4 milliarder dollars; tre MQ-9 Reaper-droner, det amerikanske lufttankningsfly og F-35 stealth-flyet, som hver koster ca. et tociffret millionbeløn i dollars; tre zionistiske Hermes-900 efterretningsdroner; en zionistisk IAI Eitan-drone, der anses for at have høj strategisk værdi, til en pris på cirka 35 millioner dollars. Dette blot i løbet af de sidste par dage, for ikke at nævne den næsten fuldstændige ødelæggelse af deres »Iron Dome«.

Den amerikanske og zionistiske strategi om at eliminere lederne af Den Islamiske Republik Iran for at destabilisere landet og dermed tvinge det til at kapitulation og regimeskifte til fordel for en vassalstat som så mange andre i regionen, er slået fuldstændig fejl. Mere end 40 iranske ledere, som havde ledende stillinger, blev henrettet af angrebsmaskineriet, blandt dem landets øverste leder, Ali Khamenei, foruden forsvarsministeren, chefen for Revolutionsgarden, sekretæren for Det Øverste Sikkerhedsråd, chefen for national sikkerhed, flere generaler og højtstående officerer. Iran overvandt imidlertid den aggressive strategi gennem sin evne til modigt at forberede nye ledere til at føre sagen om umistelig national suverænitet videre.

Efter mere end 30 dage udvikler krigen sig som følger: Iran kontrollerer fuldstændigt Hormuz-strædet, og Donald Trump foreslår selv, at han ikke vil være i stand til at tage det fra Iran. Den 31. erklærede han rasende, at europæerne selv må tage strædet, hvis de vil have olien, og pralede, som om den krig, han havde startet, ikke var den umiddelbare årsag til det energikollaps, han forårsagede, og for at skjule, at han selv, og den amerikanske militærmagt, er magtesløse over for den hårde, heltemodige og hellige modstand fra en nation og et folk med en tusindårig som har frembragt giganter som Kyros den store og Darius. Amerikanerne ønsker at afslutte krigen så hurtigt som muligt, forudsat at de får et hæderligt udfald, som ikke findes; Iran er på den anden side med sin faste holdning om national modstand fast besluttede på at fortsætte krigen, nu som en national modstandskrig, indtil den påtvinger aggressorerne et ydmygende udfald, og indtil den kan etablere politiske forhold i regionen, der forhindrer yderligere angreb. En invasion af øen Kharg, der tegner sig for 90% af Irans gas- og olieproduktion, vil – selv om det vurderes af amerikanerne – kun forværre deres enorme nederlag, for selvom det ikke er svært at forestille sig, at amerikanerne kan opnå en umiddelbar succes, er det umuligt, at denne succes vil vare længe, og det vil uundgåeligt føre til et nederlag af en sådan kaliber at det vil markere et radikalt vendepunkt i regionens virkelighed. Iran forbereder hele regionen og vil uden tvivl rejse en stærk guerillabevægelse til forsvar for regionen. Jo mere amerikanerne kæmper med Iran, og jo længere tid det tager dem at indse, at de er blevet besejret i alle deres nuværende mål, deres ydmygelse foran hele verden medregnet, jo større bliver de høje politiske omkostninger, de skal betale, og jo større vil succeserne være for den internationale antiimperialistiske sag.

På mindre end fem år er vi i Iran vidner til det tredje store strategiske nederlag for den amerikanske imperialisme i dens angrebskrige. I august 2021 blev de jaget ud af Afghanistan og trak sig tilbage som desperate rotter i Kabul lufthavn, hængende fra deres C-17 fly, fuldstændig omringet af masserne af guerillasoldater fra den afghanske modstandsbevægelse, under drønen fra bomberne, der blev detoneret af masserne. Den 7. oktober 2023 led de, sammen med deres zionistiske enklave, det vigtigste nederlag i deres historie i Mellemøsten, påført af den palæstinensiske nationale modstandsbevægelse, i en lang kampagne, hvor de amerikanske og zionistiske imperialister afslørede sig selv som fordærvede folkemordere, der brugte sult som et krigsvåben, i et område på 41 km i længde og uden at nå sit måde: at ødelægge modstandsbevægelsen og erobre Gaza. Nu, i Iran, i 2026, bliver de igen slået af en undertrykt nation og tvunget til at acceptere et ydmygende nederlag, der går imod alle deres strategiske planer, eller til at uddybe krigen og senere høste et endnu værre nederlag, der kun forstærker deres uundgåelige undergang.

Hvad ligger bag alle disse begivenheder? For det første, at verden er gået ind i en ny periode. I denne periode når den generelle krise med imperialistisk forfald, det vil sige det monopolkapitalistiske system, hidtil usete højder. Nedbrydningen af ​​det økonomiske grundlag efterfølges af sammenbruddet af alle institutioner: den hidtil usete demoralisering af det borgerlige demokrati, selv i de lande, der skabte det gennem revolutioner, som hører til menneskehedens arv, men som i deres uundgåelige forfald stadig insisterede på at bevare sig selv og pralede af at være forkæmpere for »liberalt demokrati«; de reaktionære politiske regimers manglende troværdighed til at manipulere masserne til at acceptere politikker, der beskytter de herskende klassers interesser på bekostning af deres egne; den stigende eksplosivitet blandt masserne, massebevægelser i fremmarch på alle kontinenter og med en endnu højere grad af vold og radikalisme; væksten af ​​det yderste højre og fascismens genopblussen, som kontrarevolutionære tiltag til at stabilisere det forfaldne regime; den voksende konkurrence mellem magter og supermagter, stigningen i angrebskrige og den voksende fare for en ny og tredje verdenskrig, alt sammen for at redde det udbyttelsessystem, der er besejret af historiens love, og for at stoppe de undertryktes overvældende oprør. Dette på den ene side. På den anden side er der tendensen til forening af den internationale kommunistiske bevægelse og genopblussen af ​​store antiimperialistiske bølger som svar på de væbnede angreb mod undertrykte folk og nationer. Dette er udtryk for en ny periode, hvor den amerikanske imperialismes generelle kontrarevolutionære offensiv, drevet mod kraften fra de antiimperialistiske væbnede kampe og de vedvarende folkekrige i Peru, Indien, Filippinerne og Tyrkiet, og nye, der vil bryde ud, og forstærket af den palæstinensiske nationale modstandsbevægelse, den yemenittiske modstandsbevægelse og den iranske modstandsbevægelse, går den generelle kontrarevolutionære offensiv fra den amerikanske imperialisme, som indtil da var i tilbagegang, over i sin historiske og uoprettelige bankerot. Vi befinder os, og det bekræftes hver dag, i århundredet for verdensrevolutionens sejr. Hvor imperialismen, al reaktion og alle dens rædsler vil blive bortfejet fra jordens overflade. Det er blot et spørgsmål om tid!