Af J. F.

Den 8. marts er de Arbejdende Kvinders Internationale Kampdag. Hvert år går millioner af kvinder på gaden til kamp imod patriarkatet for at rejse deres krav om fuldstændig reel ligestilling med mænd. Dagen har en rig og storslået historie af kamp, som fra barns ben har været tæt knyttet til arbejderbevægelsen og proletariatets politiske kamp om Magten. Denne artikel vil give en kort gennemgang af historien om den 8. marts, for at give læseren et grundlæggende kendskab til dagens rødder, der er uadskilleligt knyttet med den Internationale Kommunistiske Bevægelse.

Beslutningen om den årlige kvindekampdag

Tilbage i 1907 samledes de socialistiske kvinder i Stuttgart til den I. Internationale Kvindekonference. Den tyske kommunist og revolutionære forkæmper, Clara Zetkin, var initiativtageren, der ledte konferencen. Formålet var mobiliseringen, politiseringen og organiseringen af kvinder over hele verden, både internationalt og i hvert land til kamp for forbedringer af arbejdende kvinders vilkår.

Konferencens resultat var etableringen af Det Internationale Socialistiske Kvindebureau i den II. Internationale, en international socialistisk kvindebevægelse var blevet grundlagt.

Det var ved de Arbejdende Kvinders II. Internationale Socialistiske Konference i København i 1910, at beslutningen om en international kampdag for de arbejdende kvinder skulle finde sted årligt. Konferencen fandt sted d. 26 – 27. august på Nørrebro i København i arbejdernes forsamlingsbygning, Folkets Hus på Jagtvej 69 (hvad der senere blev kendt som Ungdomshuset).

Clara Zetkin var Konferencens præsident og blev genvalgt som leder af det Internationale Kvindesekretariat. Hun stillede følgende resolutionsudkast, som blev vedtaget på konferencen med stor tilslutning:

»I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linje har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindegen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt«

Den årlige internationale kvindekampdag blev siden 1910 fejret, hvert år, som et led i den internationale arbejderbevægelse. Dagen rejste vigtige paroler som kvinders stemmeret og da 1. verdenskrig brød ud, paroler om at stoppe krigen. Dagen havde på daværende tidspunkt ikke nogen fast dato. Den blev derimod ofte afholdt en søndag, hvor mange havde mulighed for at møde op til demonstrationer. Dagen blev f.eks. både afholdt den 3. marts i 1912, den 7. marts i 1915.

Dagen blev endda markeret den 15. april i 1917, hvor den imperialistiske verdenskrig med alt dens sult og ødelæggelse havde skabt en stor politisering blandt arbejderklassens kvinder. I Danmark blev der til kampdagen ved et møde vedtaget en resolution, der sagde:

»… Den varige fred skabes kun ved tilintetgørelsen af det bestående kapitalistiske samfundssystem, som er den dybe årsag til krigen…«

Den 8. marts bliver De Arbejdende Kvinders Internationale Kampdag

I 1917 bryder den Store Socialistiske Oktoberrevolution ud, ledt af Lenin og det bolsjevikiske Parti. Lenin formåede at forvandle den imperialistiske verdenskrig til en revolutionær krig. Arbejderklassen, der under krigen var tvunget til at kæmpe mod sine klassebrødre- og søstre, vendte nu kampen indad mod den herskende kapitalistklasse, der havde påtvunget krigen ned over dem.

Den II. Internationale brød sammen, fordi de gamle Socialdemokratier havde støttet verdenskrigen fra hver deres imperialistiske lejrs side. Socialdemokraterne, knyttet til hver deres lands kapitalistklasse, var nu i indbyrdes konkurrence med hinanden, og kunne ikke længere knytte internationale bånd som arbejderklassen før havde kunne, fordi de havde ophørt med at være repræsentanter for arbejderklassen i alt andet end i navn.

Efter 1917 blev der i 1919 dannet en ny, III. Internationale, Kommunistisk Internationale, med tilslutning fra de Kommunistiske Partier, der havde modsat sig krigen og havde brudt med de gamle socialdemokratier.

Clara Zetkin var en af de mange, der fulgte Lenin og var i Tyskland med til at stifte Tysklands Kommunistiske Parti. Hun ledte det Internationale Kvindesekretariat i III. Internationale fra 1920.

I 1921 holdte de kommunistiske kvinder, ledt af Clara Zetkin, deres Anden Internationale Konference i Moskva. Her blev datoen den 8. marts fastlagt for de Arbejdende Kvinders Internationale Kampdag hvert år. Datoen blev valgt bl.a. pga. markeringen af kvindekampdagen den 8. marts 1917 i Petrograd, hvor en stor strejke af arbejdende kvinder forlangte fred, brød og land. Strejken spredte sig fra fabrik til fabrik og udviklede sig til en reel opstand i optakt til Oktoberrevolutionen, som fandt sted samme år.

Valget af en fast dato for dagen, der blev fejret over hele verden, markerede en tættere international enhed for arbejderklassens kvinder, hvilket altid var en af dagens formål. Samtidig symboliserede valget af datoen en større militans og voksende politisk bevidsthed for arbejderklassens kvinder, der forbinder kampen for kvinders rettigheder uadskilleligt med kampen for magten for arbejderklassen og folket.

Arbejdende Kvinders Internationale Kampdag i dag

Historien om De Arbejdende Kvinders Internationale Kampdag, lige fra beslutningen om en international kampdag til den specifikke dato, er en historie, der er en del af arbejderklassens historie. Datoen var i mange årtier noget man eksplicit forbandt med arbejderklassen eller med kommunisme. Det var først i 1960’erne at datoen i større grad begyndte at blive taget op af andre partier og bevægelser.

I dag er der mange, der ikke engang forbinder dagen med arbejderklassen. Imperialismens ideologi og rådne filosofi har forsøgt at skille kvindekampen fra klassekampen, adskilt kampen for kvinders frigørelse med kampen mod det økonomiske system og den stat, der opretholder patriarkatet. De fundamentale opgaver om at opnå reel ligestilling blandt kvinder og mænd består. Selvom omstændighederne i dag gør det mere og mere klart at patriarkatet er uløseligt forbundet med klasseudbytning, bliver klassekarakteren af dagen ofte glemt.

I dag kæmper kvinder over hele verden imod patriarkatet og imod klasseudbytningens højeste udtryk i dag: imperialismen. I det besatte Palæstina er kvinder og børn ofte dem, der lider mest under Israels brutale besættelse og folkedrab, men samtidig er det kvindelige forkæmpere som Leila Khaled, der har stået forrest i frontlinjerne til at kæmpe.

I Brasilien bliver fattige bønder på landet terroriseret af fascistiske dødspatruljer i deres kamp for at eje den jord, de selv dyrker. Da 99 procent af al privatejendom i dag er ejet af mænd, er det ikke underligt at de mest fattige jordløse bønder udgøres af kvinder. Folkekvindebevægelsen i Brasilien spiller derfor en enorm vigtig rolle i at mobilisere bønder til kamp for deres rettigheder.

Det samme gælder kvinders kampe i revolutionerne i bl.a. Peru, Tyrkiet, Indien og Filippinerne. Selv tilbage til Pariserkommunen i 1871, arbejderklassens første forsøg på at erobre magten, var det kvinderne, der var initiativtagerne.

Den 8. marts er en kampdag, dvs. at dagen fortsætter med at blive markeret indtil den dag, der ikke længere er behov for kamp. Med dette håber vi at denne korte artikel har givet et grundlæggende overblik over fortiden, som kan kaste et perspektiv ud over fremtiden ved at fremhæve, hvordan kvindekampen udgør en uadskillelig del af kampen af klasse mod klasse.